Klumme fra Washington - denne gang om hawaiiskjorter

Bangkok, 16. august, 2026

Så snart vi mænd fylder 50, sker der noget besynderligt med vores garderobe. Efter et halvt århundrede i de samme ensfarvede, langærmede skjorter – hvide eller babyblå – ifører vi os pludselig kortærmede skjorter med campkrave, spraglede tekstiler og mønstre med eksotiske blomster, palmer og elefanter. Fænomenet kaldes aloha- eller hawaiiskjorten.

Hvorfor sker det netop omkring de 50? Måske fordi vi ikke længere klæder os for at blive ansat, forfremmet eller taget alvorligt. Vi er blevet ansat og fyret, forfremmet og degraderet, taget alvorligt og gjort til grin – og ser nu tilbage på det hele med mindre alvor, end da karrieren skulle plejes.

Hawaiiskjorten er derfor den midaldrende mands befrielseserklæring: Slipset gemmes til de mere formelle møder, den øverste knap åbnes, og skjorten bæres naturligvis uden på bukserne, mens den eksotiske flora og fauna overtager overkroppen.

Det kan også være, at hawaiiskjorten hjælper os med at skjule alderens mindre flatterende forandringer. Den sidder løst og stiller ingen urimelige krav om en flad mave. Hvor den hvide skjorte nådesløst afslører hver eneste nye bule, lader hawaiiskjortens mønster beskuerens blik fare vild i en tropisk jungle. Det er camouflage, men med blomster og dyr.

Skjortens egen historie er næsten lige så broget som dens mønstre. Den kan blandt andet føres tilbage til mødet mellem japanske tekstiler, filippinske skjortetraditioner og vestligt skrædderhåndværk på Hawaii. Japan anerkendte i 1871 Hawaii – som Deres hengivne endnu mangler at besøge – som et suverænt kongedømme. Fra 1885 fulgte en større japansk indvandringsbølge til øgruppen, og de japanske immigranter bragte farverige silkestoffer og kimonomønstre med sig.

Hawaiiskjorten kommer dog først helt til sin ret på en mand over 50. På en ung mand kan den ligne ironi

Hawaiis suverænitet varede derimod ikke ved. I 1893 kuppede hovedsagelig amerikanske og europæiske forretningsfolk sig til magten med støtte fra amerikanske styrker. USA annekterede formelt øgruppen i 1898, og i 1959 blev Hawaii USA’s 50. delstat. Den store japanske befolkningsgruppe forblev imidlertid på øerne, og i 1920’erne og 1930’erne begyndte skræddere i Honolulu at sy løstsiddende skjorter efter vestligt snit af japanske kimono-stoffer.

Hawaiiskjorten var imidlertid ikke alene et japansk produkt. Også den filippinske barong tagalog, de indfødte hawaiianeres klædedragt og den vestlige skjortetradition satte deres præg på resultatet.

Efter anden verdenskrig blev hawaiiskjorten for alvor udbredt på det amerikanske fastland. Hjemvendte soldater bragte den med sig fra Stillehavet, og i 1950’erne og 1960’erne gjorde Hollywood resten. Bing Crosby, Frank Sinatra og ikke mindst Elvis Presley – med sine kitschede Hawaii-film – udbredte den amerikanske drøm om palmer, cocktails og et liv uden vinter, realkreditlån og mandagsmøder.

Hawaiiskjorten kommer dog først helt til sin ret på en mand over 50. På en ung mand kan den ligne ironi. På en ældre mand ligner den en beslutning. Han har erkendt, at livet er kort, sommeren endnu kortere, og at ingen på deres dødsleje ønsker, at de havde tilbragt flere år i langærmede skjorter.

Hawaiiskjorten er ikke et forsøg på at se yngre ud. Tværtimod. Den viser, at man endelig er blevet gammel nok til at glæde sig over sin alder – og samtidig stadig er forfængelig nok til at gøre det med stil.

PS. Med tanke på Hawaiis historie håber Deres hengivne for øvrigt, at den grønlandske anorak ikke bliver amerikansk mode lige med det samme.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om forsikringspræmien

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.