Klumme fra Washington - denne gang om iransk nytår

Washington D.C., March 15, 2026

Deres hengivne fejrede nytåret 2026 i København sammen med gamle venner, hvor frygten for en mulig amerikansk annektering af Grønland lå som en mørk skygge over en aften, der ellers burde have været lys. Nu nærmer det iranske nytår sig i en tid, der føles endnu mørkere. En ødelæggende krig raser i Iran, og ingen ved, hvor den vil ende, eller hvilke sår den vil efterlade. Er der overhovedet noget tilbage at fejre?

Nowruz, ’den nye dag’, falder ved forårsjævndøgnet, i år den 20. marts kl. 14.46. Ud over Iran fejres denne præislamiske tradition som officiel højtid i flere lande i Kaukasus og Centralasien, regioner der gennem historien har været tæt knyttet til den iranske civilisation og kulturkreds.

Samtidig lever traditionen videre i et endnu større geografisk bælte – fra Tyrkiet, Irak og Syrien i vest til Indien og Pakistan i øst – hvor mennesker år efter år byder foråret og det nye år velkommen.

Den fejres også i Herlev, hvor familier samles omkring haft-sin, eller de syv S’er på persisk. På bordet står hvedespirer som symbol på genfødsel, den søde budding samanu som tegn på overflod,  tørrede frugter fra smalbladet sølvblad som symbol på kærlighed, hvidløg, der står for sundhed, og æbler som tegn på skønhed. 

Hertil kommer sumakbær, der symboliserer solopgangen, og eddike, eller vin, alt efter temperament, som står for tålmodighed og livserfaring. Ofte føjes også hyacinter til som forårsbebudere, mønter for velstand, en guldfisk, røgelse og malede æg, et spejl samt familiens hellige bøger – eller for de mindre religiøse, men stadig spirituelt anlagte, den iranske mystiker og 1300-talsdigter Hafez’ poesi.

midt i krig, splittelse og usikkerhed minder forårsjævndøgnet om noget mere grundlæggende: At årstiderne vender, at mørket ikke varer evigt

Udover at bringe familien sammen evner Nowruz også at samle iranere på tværs af politiske skel. Når to iranere mødes, danner de tre partier og begynder straks at skændes. Men i 1989 lykkedes det alligevel monarkister og marxister i det lille iranske samfund i Herlev at arrangere en fælles nytårsfest på Køllegårdskolen, hvor de også inviterede deres danske naboer. For en aften stod selv klassekampen og historiens ubønhørlige kræfter stille, som om foråret selv havde lagt sin hånd på skuldrene af en lille diaspora langt fra hjemlandet.

Men mørket har det med at trænge sig på. ’Må der være hundrede år som det forrige,’ plejede folk at sige under besøg og genbesøg hos familie og venner i nytårsdagene. Nytårshilsenen er for længst blevet ændret til: ’Må der være hundrede år, der er bedre end det forrige’. 

De ældre tilføjer dog stadig med rolig fortrøstning: ’Dette gamle land har oplevet værre, men formåede hver gang at komme sig’. 

I det hele taget markerer Nowruz håbet om en lysere fremtid, selv i de mørkeste tider.

Her i Washington ligger foråret endnu tøvende i luften. Himlen har den samme kølige, blå tone som martsdage i Danmark, hvor vinteren endnu ikke helt vil give slip. Nogle få blokke fra Deres hengivnes hjemmeadresse sidder verdens mest magtfulde mand, som har indledt en krig, han knap nok selv synes at kunne forklare – for slet ikke at tale om, hvordan den skal afsluttes. Imens strides iranerne om, hvorvidt krigen bringer dem nærmere frihed eller anarki, som jo ikke er det samme.

Men måske er det netop derfor, Nowruz stadig giver mening. For midt i krig, splittelse og usikkerhed minder forårsjævndøgnet om noget mere grundlæggende: At årstiderne vender, at mørket ikke varer evigt, og at selv gamle civilisationer kan genopstå efter deres sværeste prøvelser. Nowruz er derfor ikke blot en fejring af et nyt år, men af muligheden for begyndelse, igen og igen.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om fjendebilleder

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.