Klumme fra Washington - denne gang om Japan

Washington D.C., May 8, 2026

»Bør jeg tiltale Dem hr. doktor, hr. professor eller Deres Excellence?«, spurgte førstesekretæren på den kejserlige japanske ambassade i Washington Deres hengivne tilbage i 2009. 

»De er alt for generøs. Ali er ganske tilstrækkeligt, da jeg aldrig fik færdiggjort min afhandling.« 

»I så fald tager jeg mig den frihed at tiltale Dem Ali-san. Arigato.« 

Taknemmeligheden blev hurtigt gensidig, for mødet med repræsentanten for den japanske regering blev begyndelsen på tilbagevendende rejser til den opgående sols rige og på venskaber, som siden har trodset både geografisk afstand og kulturelle forskelle.

Fascinationen af Japan havde imidlertid langt dybere rødder og fører tilbage til barndommen i Tehran, eller mere præcist sommerferien 1983, hvor Deres hengivne læste den persiske oversættelse af Virgil M. Hillyers A Child’s History of the World. 

Særligt fængslende var kapitlerne om Japan og Iran. I midten af det 19. århundrede var de to lande omtrent lige underudviklede, men ved begyndelsen af 1980erne var Japan blevet verdens næststørste økonomi, mens Iran var sunket ned i revolution, krig og økonomisk forfald. Hvad skyldtes forskellen?

Mødet med Danmark rejste lignende sammenligninger og spørgsmål. Hvorfor var det relativt unge Danmark en succes og det gamle Iran en fiasko? 

Deres hengivne har siden grublet over disse spørgsmål, men emnet fortjener rettelig en selvstændig klumme.

Dertil kom humanisten og mesterinstruktøren Akira Kurosawas Blodets Trone (1957) samt Ran (1985), formentlig de mest sublime filmatiseringer af Shakespeares Macbeth og Kong Lear i filmhistorien, begge vist på iransk fjernsyn. 

Nogle år senere blev de blodige borgerkrige, som hærgede Japan i det 16. århundrede, reduceret til brætspillet Shogun i Egeløvsparken, hjemme hos Brian fra parallelklassen på Hjortespring Skole, hvor verdenshistorien kunne genopføres over sodavand og chips.

det blivende er venskaberne med embedsmænd og akademikere, som ikke blot er højt kompetente, men også levende beviser på, at medmenneskelige bånd kan overvinde både sprog, historie og politik

Forud for det første besøg i Japan i 2010 som gæst hos det japanske udenrigsministerium fulgte omfattende politiske og kulturelle forberedelser. De sidste var mere omstændige: Flere forsøg på at spise sushi, som krævede tilvænning, lighederne med den danske sildekultur til trods, samt konsultationer med kolleger i Washington om japanske omgangsformer, lige fra buk og visitkort til hierarkiet i embedsværket.

Der var imidlertid også ting, som kom bag på Deres hengivne. 

»Hvorfor taler De engelsk?«, spurgte en af direktørerne ved den første præsentation i Tokyo. 

»Jeg behersker beklageligvis ikke japansk,« svarede jeg, hvortil han smilende replicerede, at jeg da blot kunne tale persisk: Det japanske udenrigsministerium rådede over omkring halvtreds persisktalende medarbejdere som følge af landets afhængighed af energiimport fra Mellemøsten. I sammenligning havde det amerikanske State Department blot to persisktalende.

Ved et møde i forsvarsministeriet var de tjenere, som skulle servere te, forsinkede, hvorefter den eneste kvinde blandt omtrent tyve analytikere rejste sig og begyndte at skænke teen. 

»Deres gæstfrihed er overstrømmende, men De behøvede ikke at servere teen,« sagde jeg til hende diskret efter mødet. 

Hun smilede høfligt og svarede: »Dette er ikke Amerika. De er i Japan, Ali-san.«

Den første arbejdsmiddag bød på endnu flere overraskelser. Mens direktøren og Deres hengivne spiste og drak, rigeligt, sad yngre embedsmænd omkring og nedfældede udvekslingen mellem os. Ved de efterfølgende arbejdsmiddage lykkedes det at overbevise værterne om, at mindre højtidelige rammer var at foretrække. Resultatet blev imidlertid blot, at de samme medarbejdere blev tvunget med på værtshus til sent på aftenen, hvorefter de havde mindst en times transport hjem, inden endnu en arbejdsdag begyndte næste morgen.

Således findes der fortsat aspekter af det moderne Japan, som forbliver vanskelige for besøgende fuldt ud at begribe. Men det blivende er venskaberne med embedsmænd og akademikere, som ikke blot er højt kompetente, men også levende beviser på, at medmenneskelige bånd kan overvinde både sprog, historie og politik. Kampai.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om bøger

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.