Herlev Bladet

Klumme fra Washington: Denne gang om klæder

Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.

Af Ali Alfoneh, Washington D.C., March 26, 2026 

’Folk tænker med øjnene,’ eller sagt på mere mundret dansk: Klæder skaber folk, plejede hr. Sombat Hacoupian, vores familieskrædder i Teheran, at sige. I 1970 lagde han grunden til en beskeden virksomhed, som siden har klædt tre generationer af iranere på til arbejde, bryllupper og begravelser, og som i dag er vokset til et af landets førende modehuse.

Nu om stunder er langt de fleste af hans kreationer masseproducerede og hænger klar på bøjlerne, men dengang var et besøg hos skrædderen en begivenhed i sig selv. Mens hans kyndige assistenter målte os børn fra top til tå med en alvor, der ellers var forbeholdt rumfart og kirurgi, lyttede han tålmodigt, nikkende og mild, til alskens ønsker om farver og snit for til sidst at levere det tøj, som forældrene ville have: Bukserne skulle være en anelse for lange, så de kunne vokse med os, stoffet solidt og slidstærkt, og farven gerne diskret.

Hr. Hacoupian havde det svært ved at følge moden efter revolutionen i 1979, hvor revolutionschik bød på askese, turban og kappe eller partisanuniformer i Che Guevara-stil. Men efterhånden som regimet stabiliserede sig, formåede han at skabe kreationer til tiden. Slipset, udskældt af de revolutionære som symbol på vestlig dekadence, forsvandt fra udstillingsvinduerne, og det gjorde skjorteflipper også. I stedet solgte hr. Hacoupian skjorter med Mao-krave og mørke jakkesæt, som dr. Ali-Akbar Velayati, regimets længst siddende udenrigsminister, ophøjede til standarduniform for iranske diplomater og embedsmænd i det hele taget.

'Danskerne er et praktisk og fornuftigt folkefærd, modsat os pyntesyge iranere,' som min salige far plejede at sige

På overfladen var moden i slutfirsernes Herlev lige så asketisk som i det revolutions- og krigsramte Iran: Træningstøj, cowboybukser og T-shirts, dunjakker om vinteren. Jakkesæt og slips, eller nederdel, var forbeholdt bank- og butiksansatte. 

’Danskerne er et praktisk og fornuftigt folkefærd, modsat os pyntesyge iranere,’ som min salige far plejede at sige.

Men efterhånden som vi børn lærte at afkode moden, gik det op for os, at der fandtes noget, der hed mærkevarer, og alskens andre signaler — punk, rock, hippie- og skaterstile — som klassekammeraterne sendte for alligevel at skille sig ud. Deres hengivne havde imidlertid hverken lysten eller pengene til at følge med modens luner og holdt stædigt fast i den solide uniform af skjorte og slips, som i sig selv må have virket mindst lige så oprørsk.

På denne side af Atlanten har hver by sin egen dragt. I Washington gælder posede jakkesæt og triste slips, eller jakke og nederdel i mørke farver, for de føderale embedsmænd, og tweedjakker eller praktiske spadseredragter for akademikere og tænketanksansatte. Med præsident Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus har vi også fået Mar-a-Lago-looket for lobbyister og alle andre, som vil gøre sig til for præsidenten: Skræddersyede italienske jakkesæt eller overdådige spadseredragter og højhælede sko, ledsaget af alskens skønhedsoperationer, der tilsammen skal signalere succes.

’You need to look the part,’ som det hedder her i byen. Det er ikke nok at være noget, man må først og fremmest ligne det. 

Skræddersyede jakkesæt er ikke til at betale i Amerika, men afskåret fra hr. Hacoupian i Tehran har Deres hengivne fundet fru Reed og hendes familievirksomhed Cotton House, som i et lille lokale nær det hedengangne Østasiatisk Handelskompagnis elegante hovedkvarter i Bangkok skaber udsøgt tøj, befriende frit for forældrenes formaninger, revolutionære regimers diktater, mærkevarernes og modens tyranni samt præsident Trumps særegne æstetik.

Ali Alfoneh skriver i denne uges klumme om tøj og tøjstil gennem tiderne såvel herhjemme som i Washington, hvor han bor. Selv køber han sine skræddersyede jakkesæt i Bangkok, hvor han har fundet fru Reed og hendes familievirksomhed Cotton House. Privatfoto.
Ali Alfoneh skriver i denne uges klumme om tøj og tøjstil gennem tiderne såvel herhjemme som i Washington, hvor han bor. Selv køber han sine skræddersyede jakkesæt i Bangkok, hvor han har fundet fru Reed og hendes familievirksomhed Cotton House. Privatfoto.

Fakta - blå bog:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i  Washington D.C., USA. Ofte brugt som Iran-ekspert af danske  medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1993-1997.

LÆS OGSÅ: Alis klumme om glæden ved piber 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!