Klumme fra Washington - denne gang om kollegaer

Washington D.C., May 18, 2026

»Det må være en stor ære for dig at dele skrivebord med Frederik,« sagde chefen for Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet til Deres Hengivne på første arbejdsdag engang i 2005. 

»Det er sikkert en endnu større ære for Frederik at dele skrivebord med mig,« faldt svaret til kollegernes morskab. 

Senere samme dag viste det sig, at HKH, som der stod på navneskiltet uden for døren, ikke var en militær grad, men forkortelsen for Hans Kongelige Højhed, og resten kan De jo selv gætte Dem til.

Skrivebordet fik jeg nu for mig selv, da kronprinsen havde stiftet familie året forinden, men andre kolleger blev med tiden gode venner. Det skyldtes ikke mindst, at Forsvaret er en særlig arbejdsplads med et klart hierarki, en fælles mission, korpsånd og en sund respekt for faglighed. Tilmed var vi civilister i en privilegeret position: Officererne betragtede os ikke som konkurrenter.

Samme kan ikke altid siges om universitetsverdenen, hvor der ofte findes mange begavede mennesker og ganske få ressourcer. Her var det de lange knives nat — hver nat. Årtier gamle teoretiske disputter mellem forskere handlede ikke så sjældent om, hvem der havde forført hvis kæreste til institutjulefrokosten i 1987, hvem der havde fået det mest attraktive kontor og hvem der endnu engang var blevet forbigået til et professorat eller et forskningsstipendium.

Amerikanske arbejdspladser er ikke anderledes, men dynamikkerne i tænketanksmiljøet ligger desværre ofte tættere på universitetsverdenen end på Forsvaret. Hver tænketank har dog sin egen kultur, og ledelsen er afgørende for arbejdsmiljøet.

senere samme dag viste det sig, at HKH, som der stod på navneskiltet uden for døren, ikke var en militær grad

Deres hengivne har prøvet lidt af hvert, herunder chefer, som bevidst fører del-og-hersk-politik, fremelsker en angiverkultur blandt medarbejderne og grovmobber for at terrorisere de ansatte til lydighed. 

Til gengæld laver de ansatte aftaler med donorer uden om ledelsen og gør mere eller mindre, hvad der passer dem, når først organisationen har fået øremærkede midler til deres forskning. Sådanne mekanismer skaber sjældent et sundt kollegialt miljø.

Der findes heldigvis også mere oplyste arbejdspladser. Chefer, som forstår, at samarbejde ofte giver bedre resultater end intern rivalisering. Her er der vidensdeling og samarbejde, en lettere stemning og vigtigst af alt: Tillid. 

Chefen har tillid til, at medarbejderne ikke underløber ham ved bagtalelse over for bestyrelse og donorer, og medarbejderne har chefens ord — og mere sjældent en kontrakt — som sikkerhed for, at der også kommer en lønningscheck næste måned.

Redaktøren respekterer eksperternes analyser, hvilket vi kvitterer for med ekstra kildekritik og almindelig forsigtighed i stedet for sensationstrang for at tiltrække chefens og mediernes opmærksomhed.

Og så er der frokosterne og kaffemøderne med kolleger, hvor man ikke blot udveksler professionel viden, men også alt det andet, som fylder i tilværelsen. Man diskuterer litteratur og film over cigarer og portvin med den ene kollega, statsteorier i islam over en kop kaffe med den anden og japansk slik med den tredje. Det er sådanne samtaler, som får os til fysisk at møde op på arbejdspladsen i stedet for at blive hjemme foran computeren.

Man vælger sjældent sine kolleger selv, men særligt under kompetent ledelse kan man bidrage til at forbedre arbejdsmiljøet, hvilket minder Deres hengivne om at købe rigeligt ind med dansk slik på hjemrejsen til Washington fra Herlev: Chokoladeskildpadder, marcipanbrød og wienerbrødsstænger, som jo kaldes ’Danish’ på denne side af Atlanten og har langt flere tilhængere på arbejdspladsen end det dyre håndlavede chokolade.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om Japan

Billedet forestiller Ali Alfonehs redaktør Mary Casey-Baker fra Ali arbejdsplads ’The Arab Gulf States Institute’. Dernæst dr. Abbas Kadhim, leder af instituttets Irak-program og Ali selv. Privatfoto. 

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.