Klumme fra Washington - denne gang om laster
Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.
San Francisco, 20. august, 2026
»Hvad tænker du om, at gennemsnitslevealderen er højere i Sverige end i Danmark?«, konfronterede en tv-journalist engang i 1990’erne daværende finansminister Mogens Lykketoft.
Uden at fortrække en mine svarede han: »Til gengæld har vi danskere et sjovere liv«.
Historien minder om den iranske vittighed om en 60-årig mand, der opsøgte sin læge for at få råd om, hvordan han skulle indrette sit liv, så han kunne blive 120 år gammel.
»Ryger De?«, spurgte lægen. »Det kunne aldrig falde mig ind,« svarede manden. »Hvad med alkohol? Drikker De?« »Gud forbyde det. Jeg er afholdsmand.« »Er De gourmand – særlig glad for kød eller søde sager?« »Jeg er vegetar og rører heller ikke sukker.« »Hvad med faldne kvinder, smukke mænd, hasardspil, opium eller andre stoffer?« ville lægen vide, men svaret lød nej og atter nej. Til sidst spurgte den frustrerede læge: »Sig mig engang: Hvad fanden har De tænkt Dem at stille op med så langt et liv? De kommer jo til at kede Dem ihjel, inden De fylder 61.«
Deres hengivne nærer en dyb mistanke til mennesker helt uden laster. Tænk blot på manden, der var vegetar, hverken rørte kaffe eller alkohol og ikke er kendt for at have næret nogen særlig interesse for hverken det ene eller det andet køn, men som af hensyn til formaliteterne giftede sig, kort før han skød sin hustru og sig selv. De husker rigtigt: den tyske diktator Adolf Hitler. Kedeligt selskab.
En last er kun nogenlunde uskyldig, så længe vi hersker over den. I det øjeblik den hersker over os, ophører den med at være en fornøjelse
Sammenlign ham nu med livsnyderen Hermann Göring, der ingenlunde holdt sig fra livets goder, og som efter alt at dømme kunne være temmelig festligt selskab. Begge var intelligente, magtbegærlige forbrydere, men den sidste var tillige charmerende, ja, ligefrem forførende. Det fremgår blandt andet af den amerikanske militærpsykiater Leon Goldensohns dagbøger og samtaler med de tiltalte i Nürnberg-fængslet under retsopgøret efter afslutningen på den anden verdenskrig. Görings selskabelighed gjorde ham naturligvis ikke mindre ond, men den minder os om at personlig askese (afholdenhed, red.) ikke er det samme som moralsk renhed, ligesom livsnydelse ikke nødvendigvis er udtryk for moralsk fordærv.
Denne pennefører ønsker ingenlunde at udbrede laster eller føre Herlev Bladets læsere ud i skørlevned. Der er intet romantisk ved alkoholisme, ludomani, stofmisbrug eller andre afhængigheder, der langsomt gør os til slaver og påfører vore nærmeste lidelser. En last er kun nogenlunde uskyldig, så længe vi hersker over den. I det øjeblik den hersker over os, ophører den med at være en fornøjelse.
Men mellem askese og selvdestruktion findes et stort og behageligt landskab. Her finder vi et glas vin til middagen, en cigar efter desserten, et stykke kage trods lægens formaninger, en ekstravagant skjorte, en alt for dyr middag eller en forelskelse, der næppe kan forsvares med fornuften. Den slags små overtrædelser er ikke blot krydderi på tilværelsen. De er også en påmindelse om, at vi trods alt ikke er robotter.
Vor tids sundhedsapostle måler livet i skridt, 10,000 om dagen, kalorier, kolesteroltal og forventede leveår. Alt dette er nyttigt, men måleredskaberne kan ikke fortælle os, hvad årene skal bruges til. Et langt liv er ikke i sig selv et godt liv. Kvaliteten afhænger også af glæde, selskab, nysgerrighed og de små udskejelser, der giver os noget at glæde os til og fortælle om bagefter. ’Wasf al-eish, nesf al-eish,’ som man siger på arabisk: At tale om fornøjelsen er den halve fornøjelse.
Måske er den bedste leveregel derfor hverken total afholdenhed eller uhæmmet hedonisme, men mådehold med enkelte velvalgte undtagelser. Vi bør passe så godt på livet, at vi får lov at beholde det længe – men ikke så nidkært, at vi glemmer at leve det.
LÆS MERE: Sidste uges klumme om dystopi

FAKTA:
Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.
Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.

Der er lukket for kommentarer