Klumme fra Washington: Denne gang om oste

Washington D.C., 1. juli, 2026

’Det er ikke let at regere et land med tusind forskellige slags oste,’ sagde den franske præsident Charles de Gaulle engang. 

At dømme efter de langtrukne forhandlinger forud for den seneste regeringsdannelse må ostene efterhånden være blevet næsten lige så mangfoldige i Danmark.

Mangfoldigheden afspejles ganske vist ikke helt i supermarkedernes kølediske i Herlev. De henvender sig trods alt til protestantiske, fornuftige og prisbevidste danskere, for hvem nydelse stadig har et strejf af noget syndigt over sig. Men selv her titter glædelige overraskelser frem: Den cremede og smøragtige Havarti, Samsø-ostene, kongerigets svar på de milde schweizeroste, Danbo i alle tænkelige modningsgrader med Ingstrup Guldost som den ukronede konge, fyldige og aromatiske Esrom-oste, som må have været munkenes beskedne forsøg på at kompensere for fraværet af det smukke køns selskab, herlige blåskimmeloste, rygeoste og ikke mindst de mange forskellige Vesterhavsoste.

Danske oste opbevares i fryseren, lige ved siden af rugbrødet.

Deres hengivnes første møde med danske oste fandt imidlertid ikke sted i Danmark, men i 1980’ernes Iran. Det var den danske fetaost – ganske vist fremstillet af komælk i stedet for fåremælk – som blev eksporteret til det iranske marked i store, firkantede blikdåser på omkring 16 kilo. Dåserne var prydet med en langskægget vikingehelt. 

’Danskerne ved et og andet om markedsføring: Langskægget vikingeost til langskæggede ayatollaher,’ plejede salig Alfoneh senior at spøge. 

Han købte gerne et par kilo ad gangen, skar osten i mindre stykker og opbevarede dem i saltlage i store glas, så de kunne holde sig i månedsvis. Under krigen mod Irak vidste man aldrig, hvornår man igen kunne skaffe mere.

Importen gav god mening. Befolkningen voksede hastigt, mens den otte år lange krig mod Irak opslugte statens ressourcer. Pengene gik til rustningsindustrien snarere end til moderne mejerier. Franske oste var noget, man drømte om. 

I Esmail Fasihs roman ’Soraya i Koma’ fra 1983 tydeligt inspireret af Hemingways Paris Tur-Retur, skildres eksil-iranernes ubekymrede tilværelse i Frankrig med en vis syrlighed, mens fædrelandet er i krig. Romanens hovedperson dvæler næsten lige så længe ved de franske oste som ved eksiliranernes angivelige skørlevned. At størsteparten af eksiliranerne levede en beskeden flygtningetilværelse, er nu en anden historie.

Det var ikke, fordi Iran manglede sine egne oste. Tværtimod. Landets stolthed er Liqwan-osten fra det nordvestlige Iran, fremstillet af fåremælk og modnet i saltlage. Hertil kommer et væld af lokale landsbyoste, som traditionelt lagres i lerkrukker, dyreskind eller saltlage, alt efter egnens skikke. Mange fremstilles stadig efter metoder, der har ændret sig forbavsende lidt gennem århundreder. Problemet var blot, at de sjældent fandt vej til Teherans butikker. Dem stiftede vi først bekendtskab med under familiens rejser rundt i landet.

Siden 1990’erne har iranske mejerister revolutioneret landets fødevareindustri, ikke mindst med inspiration fra Tyrkiet. Storproducenter som Kalleh Dairy, grundlagt i 1991, fremstiller nu et væld af oste, herunder faste oste i europæisk tradition. Men der er stadig lang vej til danske mejeristers høje niveau.

Her i Washington køber Deres hengivne bulgarsk feta, som smagsmæssigt kommer tættest på Liqwan-osten, og særdeles gode amerikanske oste, som fortjener en separat artikel. Hertil kommer egenimport af danske oste, som opbevares i fryseren, lige ved siden af rugbrødet. Og når de to mødes på tallerkenen, forestiller Deres hengivne sig Dannebrog stige til tops på Herlev Rådhus til tonerne af nationalhymnen, rejser sig i ærbødighed, respekt og taknemmelighed for al den herlighed og råber et trefoldigt hurra for Danmark og dets oste.

Fakta: 

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998. 

LÆS OGSÅ:  En tidligere klumme fra Ali Alfoneh - her om supermarkeder