Klumme fra Washington - denne gang om piber

Washington D.C., March 11, 2026

»Danmarks længste pissoir,« bemærkede DSU-kammeraten Kristian Madsen om tunnelen under Bangs Torv, første gang han besøgte Herlev engang i sluthalvfemserne. Det var sagt med et skævt smil, og sandt nok: 

Tunnelen havde aldrig ry for at være noget arkitektonisk mesterværk. Alligevel har Deres hengivne altid næret et særligt forhold til passagen under Herlev Hovedgade, der forbinder Bangs Torv med Herlev Torv. Ikke mindst skyldes det den lille tobakshandel, som i årtier lå ved udgangen mod Gåseholmvej. Man trådte ind gennem døren, der åbnede med en sagte klokke, og straks blev man mødt af en duft, som siden har været svær at glemme: En blanding af fugtig kælder, chokolade, avispapir og pibetobak. Bag disken stod som regel den samme smilende ældre herre, der med rolig mine langede varerne over disken og gav råd til kunder, som om tiden udenfor ikke hastede.

Det var her, Deres hengivne, i Herrens år 1994, købte sin første pibe: En Peterson med sølvring til den nette sum af 120 kroner. Var det et studentikost forsøg på at fremstå intellektuel? Måske. Men efterhånden som piberygeren lærer håndværket, at pakke tobakken rigtigt, at tænde langsomt, at holde gløden i live uden hast, fordybes kærligheden. Ikke blot til de velsnittede piber, men også til tobakkens mange nuancer og den særlige ro, der følger med.

Det var i det hele taget en anden tid. Danmark er stadig berømt for sine pibemagere, men W. Ø. Larsens mageløse tobakshandel og pibemuseum på Amager Torv, Bjørn Thurmanns tobakshandel i Fiolstræde og mange andre steder har siden måttet dreje nøglen om. Dengang hørte danskerne til blandt de mest piberygende folk i verden, og den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen blev sjældent set uden en dansk pibe i mundvigen. Selv kvinder røg pibe med en selvfølgelighed, som i dag kan forekomme overraskende. Blandt dem politikeren Birthe Weiss, som Deres hengivne senere havde den ære at arbejde for i forbindelse med udarbejdelsen af en bog om Jugoslavien-krigen.

For netop i et land som USA, hvor samtalen ofte foregår i et tempo, der ikke levner megen plads til eftertanke, kunne man have brug for flere piberygere

I tobakkens hjemland er piberygning nu blevet noget eksotisk. Den er reduceret til en niche, hvor entusiaster udveksler billeder og råd på sociale medier. Enkelte steder holder traditionen stand: Iwan Ries & Co. i Chicago og L. J. Peretti i Boston står stadig som små bastioner for den gamle kultur. 

Her i Washington udbyder Georgetown Tobacco fortsat piber, men rygning er ikke længere tilladt indendørs, og i det hele taget er der langt større omsætning i cigarer end i de mere tids- og plejekrævende piber.

Det er egentlig en skam. For netop i et land som USA, hvor samtalen ofte foregår i et tempo, der ikke levner megen plads til eftertanke, kunne man have brug for flere piberygere. Piberygning gør nemlig samtalen lettere. Gløden skal holdes ved lige, men uden at overophede piben. Man må tage små sug og lægge korte pauser ind. Det skaber en rytme i samtalen, hvor begge parter får tid til at overveje den andens argumenter, før de selv bryder ind.

Piben lærer én kunsten at tale langsomt og lytte endnu langsommere. I en verden, hvor alt skal gå hurtigere, er det måske netop den kunst, vi er ved at miste.

Når jeg i dag tænker tilbage på passagen under Herlev Hovedgade, får jeg lyst til at finde den gamle pibe frem, så tiden får lov at gå en smule langsommere, og samtalen igen kan finde sin egen rolige glød.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om iransk nytår

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.