Klumme fra Washington - denne gang om radio

Herlev, april 12, 2026

Deres hengivnes bedsteforældre ejede en stor bordradio af mærket EMUD, Ernst Mästling, Ulm (Donau), fremstillet i det, man dengang kaldte Vesttyskland. Apparaturet var ikke blot en radio, men et møbel i poleret valnøddetræ, med en bred, buet front og en stor glas-skala, hvor bynavne og frekvenser stod sirligt optegnet. Når radioen blev tændt, badede skalaen i et varmt, gyldent skær fra de indvendige glødelamper, og de elektroniske rør bragte langsomt apparatet til live i en blød, næsten ceremoniel opvarmning.

Familiens patriark lyttede til fodbolddækningen fra Radio Tehran på mellembølge, mens matriarken foretrak musik fra Baku Radio i Sovjetunionen. Vi børn nøjedes med at lade blikket vandre over skalaens bynavne — Prag, Budapest, Zagreb — og drømme os bort til det fjerne Centraleuropa.

Mere praktisk var forældrenes sølvfarvede transistorradio af mærket Philips, med kortbølge og finjusterbar tuning. Her åbnede æteren sig for alvor. Under revolutionen i 1979 og krigen mod Irak 1980–1988 sad de voksne med ørerne klistret til højttaleren, drejede langsomt på tuning-knappen, justerede båndvælgeren og lyttede gennem støj og fading for at opfange brudstykker af en virkelighed, som Radio Tehran forsøgte at filtrere bort.

I de stille eftermiddagstimer efter skole og i lange sommerferier fortsatte lyttelysten. Kortbølgen bragte stemmer fra fjerne egne: Persisksprogede udsendelser fra BBC i London, Voice of America, Radio Israel, Radio Moskva og Baghdad Radio. Det krævede både tålmodighed og teknik: Korrekt antenneopsætning, god jordforbindelse, præcis frekvensindstilling — og en vedvarende kamp mod iranske støjsendere, der med interferens og jamming søgte at opretholde statens informationsmonopol.

Belønningen var til gengæld betydelig. BBC og Voice of America leverede lødig dækning af krigens gang. Ved at lytte til flere rapporteringer af samme begivenhed, eksempelvis rapporter om frontens udvikling, dannede man sit eget billede af, hvad der lå tættest på sandheden. Radio Moskva transmitterede sovjetisk propaganda, ikke ulig de iranske medier. Radio Israel, som storayatollah Rouhollah Khomeini angiveligt lyttede til, og Baghdad Radio bød derimod på mere kulørt stof.

radioen blev således mere end et apparat. Den var en portal — en skrøbelig, knitrende forbindelse til verdenen udenfor

På Baghdad Radio optrådte daværende præsident Ali Khameneis svoger, den gejstlige Sheikh Ali Tehrani, som efter sin afhoppelse til Irak i 1984 leverede slibrige, ofte tvivlsomme historier om iranske gejstliges privatliv. Sheikhens historier udgjorde en form for seksualundervisning, som ellers sjældent fandtes i skolen eller i de pæne hjem.

Radiolytningen fortsatte i Danmark: Først i Sandholmlejren i 1989, siden på et flygtningepensionat i Rantzausgade på Nørrebro og senere i Herlev. Her skete der gradvist et skifte. I takt med at sproget faldt på plads, begyndte Danmarks Radio at fylde mere. Længslen efter det tabte land forsvandt ikke, men fik selskab af en voksende nysgerrighed efter at forstå det nye hjem.

Programmer som Det Elektriske Barometer og Regnbuen blev faste holdepunkter. I begyndelsen af 1990’erne blev der endda gjort et første radioindslag som gæst. 

’Er du indvandrer eller dansker, begge dele eller hvad?’ lød programmets intro — en åbning, der blev indledningen til flere optrædener gennem årene. 

Samtidig leverede Orientering professorale bidrag samt Frederik Dessaus radioessays med en sproglig elegance, der gjorde selve lytningen til en æstetisk oplevelse.

I dag begynder morgenerne i Washington med National Public Radio, som på mange måder minder om dansk public service. Samtidig bringer arbejdslivet én tilbage til barndommens stationer i en ny rolle, med interviews på BBC, Voice of America, NPR og lejlighedsvis også Danmarks Radio.

Radioen blev således mere end et apparat. Den var en portal — en skrøbelig, knitrende forbindelse til verdenen udenfor. I dag er forbindelsen ikke længere ensidig: Stemmen, der engang søgte verden gennem æteren, er nu selv blevet en del af den.

LÆS MERE: Sidste uge klumme om tro

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.