Klumme fra Washington - denne gang om religionsundervisning (andet afsnit)

Herlev, 20. september 2026

Mens Deres hengivnes religionslærer i Teheran led martyrdøden i 1984, som skildret i sidste uges avis, gennemlevede kristendomslærerinden på Hjortespring Skole i Herlev i begyndelsen af 1990’erne et martyrium af en ganske anden art: To timer om ugen, skoleåret igennem, måtte hun stå model til alskens uhyrligheder begået af skoleelever – en skæbne ikke ganske ulig den, der overgik de tidlige kristne, når de blev kastet for løverne i kejser Neros arena. Hun bar modgangen med Jobs tålmodighed, uden nogen sinde at hæve stemmen, endsige dumpe de uregerlige elever, og tilskyndede derved uforvarende til endnu mere ulydighed og, måske værre endnu, ligegyldighed.

Skæbnen ville, at den eneste elev i det lutherske Herlev, der tog både hende og kristendomsundervisningen alvorligt, var en glødende ateist fra Iran.

Ved indskrivningen lod skoleinspektøren vores forældre forstå, at muslimske børn strengt taget ikke behøvede at deltage i kristendomsundervisningen. Alfoneh Senior insisterede imidlertid på, at min bror og jeg absolut skulle møde op. På vejen hjem forklarede han: 

»Danmark er ikke Iran. Her behøver I ikke skjule, hvad I tænker.« 

For at illustrere pointen erklærede han derpå, at religion var et svindelnummer, men tilføjede, at vi bare havde at bestå samtlige eksaminer – inklusive kristendom.

Af frygt for ikke at kunne følge med de ’kristne’ klassekammerater indledte vi et omfattende selvstudium med udgangspunkt i en børneudgave af Det Nye Testamente i persisk oversættelse, som befandt sig blandt de bøger, familien havde reddet ud af Iran. I bogsamlingen fandt Deres hengivne også Mohammad Qazis religionskritiske ’Om Evangelierne’ fra 1979, som udgav sig for at være en oversættelse af en vis Corey Wolf’s værk – muligvis for at skåne ophavsmanden for juridiske eller andre ubehageligheder.

Religion blev ikke præsenteret som en samling facitark, men som menneskets forsøg på at begribe lidelse, død, moral og tilværelsens mening.

Kommunisten Qazis ærinde var at påpege uoverensstemmelser mellem evangelierne og dermed indirekte også udfordre islam, der anerkender Jesus som profet. Uoverensstemmelserne gjaldt tidspunktet for Jesu fødsel, de indbyrdes uforenelige slægtstavler, dateringen af den sidste nadver og korsfæstelsen samt antallet af kvinder og engle ved den tomme grav. Bogen sluttede med en marxistisk inspireret religionskritik, hvor kristendommen, og mellem linjerne også islam, blev fremstillet som en legitimering af de herskende klassers magt.

Det viste sig hurtigt, at de ’kristne’ klassekammerater ikke var synderligt bibelstærke. Lærerindens tid gik hovedsagelig med at reducere støjniveauet, og fremmøde samt nogenlunde almindelig høflighed var tilstrækkeligt til at sikre gode karakterer. Deres hengivne havde med andre ord rustet sig til teologiske disputter, men var havnet i en zoologisk have med minimal opsyn.

Selvstudierne var dog ikke forgæves, for religionsundervisningen på Herlev Gymnasium befandt sig på et ganske andet akademisk niveau. Kristendomsundervisningen tog blandt andet udgangspunkt i Niels Hyldahls ’Evangelierne Synoptisk Opstillet’. Her stod evangeliernes parallelle beretninger side om side, så ligheder og forskelle lod sig studere uden dogmatiske mellemregninger. Det blev også klart, at udvælgelsen af skrifter til den bibelske kanon var resultatet af kirkehistorie, teologiske stridigheder og menneskelige beslutninger – ikke af himmelsk stenografi.

Endnu vigtigere formåede vores dygtige og inspirerende lektor at løfte blikket fra kristendommen og betragte religion som et almenmenneskeligt fænomen. Vi bevægede os fra de abrahamitiske religioner til nordamerikanske oprindelige folks religioner, hvor natur, forfædre og åndeverden indgik i levende forbindelser. Religion blev ikke præsenteret som en samling facitark, men som menneskets forsøg på at begribe lidelse, død, moral og tilværelsens mening.

I Teheran havde religionsundervisningen krævet troskab. På Hjortespring Skole krævede den hovedsagelig fremmøde, og på Herlev Gymnasium krævede den kritisk tænkning. Den kritiske tænkning – og erfaringen – har siden slukket den ateistiske glød, for et halv århundrede gammel kender Deres hengivne hverken den matematiske formel, der beviser Guds eksistens, eller den, der beviser det modsatte. Måske er den livslange søgen religionsundervisningens vigtigste lektie.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om religionsundervisning (første afsnit)

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.