Klumme fra Washington - denne gang om religionsundervisning (første afsnit)

Herlev, 16. september 2026

Året var 1984, og for første gang i vores liv bad vi tre gudløse klassekammerater til Gud om at slippe for vores religionslærer, som havde truet med at dumpe os ved eksamen. 

»Vis os blot dette ene mirakel, du nådige og barmhjertige Gud, og vi lover at tro på dig og tjene dig resten af livet,« bad vi af hele vores hjerte. 

To uger senere blev hr. Chizari indkaldt til militærtjeneste i krigen mod Irak, sendt direkte til fronten og sprængt i stumper, da han trådte på en mine. Med sin død overbeviste religionslæreren os om det, hans undervisning ikke havde formået: At Gud fandtes. Vi var mindre sikre på hans sans for proportioner.

Hele skolen deltog i begravelsesoptoget i landsbyen Chizar, som for længst var blevet opslugt af hovedstaden Teheran. Undervisningsminister Ali-Akbar Parvaresh holdt begravelsestalen og lykønskede forældrene med sønnens martyrdød. 

»En ære, som endnu ikke er os andre forundt,« som han udtrykte det.

Lettelsen over ikke længere at skulle frygte eksamen blev dog tynget af dårlig samvittighed, for hr. Chizari havde i grunden været en god mand. Som alle andre fra Chizar var han blond og blåøjet som Peter O’Toole og havde høje kindben som Kristus i den ortodokse kirkes ikonografi. At han ville dumpe os ved eksamen, skyldtes snarere vores håbløse recitation af Koranen end ond vilje.

vi bad igen Gud om at befri os for hr. Ebrahimi, men mirakelautomaten var i stykker

Vores fortrydelse voksede, da afløseren trådte ind i klassen: hr. Ebrahimi. Han var en mand med lav pande, uplejet skæg og tætsiddende, stirrende øjne. Han bar snavsede camouflagebukser og en lysebrun skjorte, der stank af sved og tobak. Allerede i den første time bankede han to børn for mindre forseelser. Bagefter belærte han os om, at det var bedre at blive straffet for sine ugerninger i denne timelige verden end af Gud på dommens dag.

Hver time satte han et slidt kassettebånd med den egyptiske koranrecitator Abdul Basit i afspilleren, og så havde vi andre bare at efterligne recitationen. Lød vi ikke tilstrækkeligt som Abdul Basit, bankede Guds underleverandør af straf synderne ud af os, så vi ikke skulle lide i den evige verden. Vi ville nu hellere have udskudt regnskabet, med renter, til dommens dag, men lige lidt hjalp det.

Værre var det, at han fik klassens libanesiske elev, søn af en hovedrig købmand, til at sidde på sit skød, mens drengen reciterede Koranen.

»Din ånde dufter af Profeten,« sagde han, og det lød lige så vammelt på persisk som i dansk oversættelse.

Vi bad igen Gud om at befri os for hr. Ebrahimi, men mirakelautomaten var i stykker, og vores gudstro forduftede lige så brat, som den var kommet. Til sidst kom skoledirektøren, om ikke Gud, os til undsætning. Den libanesiske købmand tog sin søn ud af skolen og truede med at skabe en skandale. Skoledirektøren gav religionslæreren en reprimande og krævede, af frygt for flere klager fra forældrene, at vi alle skulle bestå eksamen i religion.

Således bestod Deres hengivne religionsundervisningen i den iranske grundskole. Beretningen om kristendomsundervisningen i Herlev må De vente med til næste uge.

LÆS MERE. Sidste uges klumme om natto

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.