Herlev Bladet

Klumme fra Washington - denne gang om: Revolution

Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.

Washington D.C., February 2, 2026

Revolutionen kom til vores vej den 11. februar 1979, da jeg var fire år gammel, men mine egne erindringer er så tæt vævet sammen med familiens senere genfortællinger, at jeg ikke længere kan skelne mellem det, jeg selv så, og det jeg hørte senere. Alligevel står enkelte øjeblikke klart: hele kvarteret var på gaden. Vores nabo, en pensioneret oberst fra gendarmeriet, trådte frem i fuld paradeuniform, gjorde honnør for nabolagets gadefejer, der i fraværet af en fungerende politistyrke var blevet udnævnt til leder af den lokale revolutionskomité, og erklærede: »Hr. Ali, De skal vide, at jeg som officer fortsat er bundet af min ed til Hans Kejserlige Majestæt. Men Den Øverstbefalendes Stab har erklæret de væbnede styrkers neutralitet. Jeg overgiver derfor mit våben til Dem.«

Hr. Ali rakte sin fejekost til en af sine sønner, modtog tjenestepistolen med begge hænder og svarede: »De er min velynder, Hr. oberst,« men kom så i tanke om, at tiderne havde ændret sig, og tilføjede henvendt til naboerne: »Med Imam Khomeini som leder findes der ikke længere nogen rang. Vi er alle brødre.« 

Derefter omfavnede han obersten, og hele nabolaget brød ud i klapsalver.

Vi var heldige på vores vej, i hvert fald i revolutionens hvedebrødsdage. Hr. Ali var et af de mest anstændige mennesker i denne verden, og revolutionskomitéens lokale afdeling bestod af syv-otte brødre fra en velhavende tæppefamilie, som med deres sædvanlige sans for timing sluttede sig til revolutionen i ellevte time for at beskytte familieformuen mod konfiskation. Deres satsning viste sig at være rigtig, og familiens yngste søn er for tiden en fremtrædende minister. Mens andre kvarterer oplevede pøbeloptøjer, plyndringer og i enkelte tilfælde endda lynchning af formodede informanter for efterretningstjenesten, fortsatte livet på vores vej som før.

Andre naboer og venner med tilknytning til staten har for længst slettet deres historik på sociale medier, der nu kun viser kattevideoer.

Eller næsten som før. Vores amerikanske naboer, en militærrådgiver og hans familie, var pludselig væk. Bankdirektøren fra Isfahan lod skægget gro, og hans yndige hustru, som i sommeren 1978 bar kvarterets korteste miniskørt, skiftede garderoben ud med sort chador, der dækkede hende fra top til tå. De gensidige middagsinvitationer ophørte fra den ene dag til den anden, og de forbød deres søn at mødes med Deres Hengivne. Vi fortsatte med at udveksle bøger i smug, i al fald i en tid, men det er en anden historie. Det var nu forståeligt nok: De var nært beslægtede med den karismatiske Ayatollah Mohammad Beheshti, ny chef for det iranske justitsvæsen og det revolutionære styres nummer to. Deres families stjerne var i ascendanten, og vores i frit fald.

I disse år udspiller der sig også en revolution i USA. Vi har endnu ingen revolutionskomité i D.C., men en morgen vågnede vi til nationalgarden, der patruljerede gaderne i kampuniform og med skarpladte våben. Sommetider ser vi også immigrationsmyndighedernes væbnede enheder, hvis formål næppe er så meget at fange ulovlige immigranter som at sprede frygt i en by, hvor 90 procent stemmer på det demokratiske parti. De optræder dog mere varsomt her end andre steder, fordi de ved, at folk i D.C. har deres sagfører på speed-dial.

Alligevel mærker vi udrensningerne, især i den føderale regering. En nabo, som havde været med til at retsforfølge tilhængere af præsidenten efter stormen på Kongressen i januar 2021, mistede sit job i FBI. Andre naboer og venner med tilknytning til staten har for længst slettet deres historik på sociale medier, der nu kun viser kattevideoer.

Nervøsiteten vokser, jo tættere vi kommer på midtvejsvalget i november – for hvad kan præsidenten finde på, hvis han taber? Jeg genkender tonen fra Teheran: Dæmpede samtaler, undvigelse af al tale om politik i en by, hvor alt ellers er politik. Sådan lever vi videre mellem  kontinenter og minder, med lyden af klapsalver fra en fjern gade og ekkoet af støvler i en ny.

Ali Alfoneh skriver i denne uges klumme sin oplevelse af den iranske revolution i sin barndommens gade i 1979 og sammenligner den med det, der foregår i USA og i Washington, hvor han bor i dag. Billedet er af ham fra netop 1979. Privatfoto.

 

LÆS MERE: Sidste uges klumme om sygesikring

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998. 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!