Klumme fra Washington - denne gang om: Sygesikring

Washington D.C., 21. januar 2026

Hun lignede oberst Rosa Klebb fra ’From Russia with Love’ og hed Doktor Kommissarova. Allerede dér burde jeg have vidst, hvad klokken var slået. Hertil kom, at hun var kort for hovedet. Før jeg overhovedet nåede at åbne munden, snappede hun: ’Tieeest!’ Udtalt med så tyk russisk accent, at det tog mig et øjeblik at forstå, at hun mente blodprøver. 

En enkelt gang samlede jeg mod til at forklare, hvad jeg egentlig fejlede. Hun kneb øjnene sammen, lænede sig tilbage og belærte mig, med foragt i stemmen og halvt på russisk, om, at hun, modsat mig, var uddannet fra det medicinske fakultet på Statsuniversitetet i Moskva, og afsluttede konsultationen med et triumferende: ’Tieeest’.

Jeg har siden skiftet læge, men dengang havde jeg egentlig ingen grund til at klage. 

Bortset fra et gebyr på omkring 10 dollars, cirka 64 kroner (i skrivende stund) per besøg, dækkede arbejdspladsens sygesikring de mange blodprøver. Hvad jeg ikke vidste, var, at laboratoriet opkrævede forsikringsselskabet op til 125 dollars per prøve, og at forsikringsselskabet igen plukkede min arbejdsgiver for omkring 800 dollars om måneden for min sygeforsikring.

Samme logik gjaldt, da jeg skulle vaccineres mod gul feber forud for en rejse til Sydamerika. Forsikringen dækkede ikke netop denne vaccine, men på klinikken forklarede man venligt, at prisen over for forsikringsselskabet var 600 dollars. Som selvbetaler slap jeg for det halve.

Man kunne mistænke Doktor Kommissarova, laboratoriet, klinikken og forsikringsselskabet for at være i ledtog med hinanden om at udplyndre patienterne og arbejdsgiverne. Men sådan tænkte jeg ikke dengang. Jeg betalte jo kun 10 dollars af egen lomme og mærkede ikke de 800 dollars, min arbejdsgiver betalte hver måned. 

Hvert eneste år bliver omkring en halv million uforsikrede amerikanere reddet på hospitalet, og efterfølgende økonomisk ruineret. De overlever sygdommen, men ikke regningen

Lommesmerterne meldte sig først, da jeg forlod min arbejdsplads og, med en måneds forsinkelse, mistede min arbejdsgiverbetalte sygesikring. Herefter fulgte halvandet år uden fast arbejde, men med realkreditlån, andre faste udgifter og 800 dollars om måneden til sygesikring. Det er netop i sådanne situationer, at mange amerikanere, hvis opsparing knap rækker ud over én måneds løn, opgiver helt at være forsikrede. Hvert eneste år bliver omkring en halv million uforsikrede amerikanere reddet på hospitalet, og efterfølgende økonomisk ruineret. De overlever sygdommen, men ikke regningen.

Selv med sygesikring kan man komme galt af sted. En barndomsven fra Teheran, som jeg genfandt her i USA, skulle have foretaget en forebyggende kikkertundersøgelse. Han og hans hustru forsikrede sig grundigt om, at deres ellers fortrinlige forsikring dækkede alle udgifter. Alligevel modtog de efterfølgende en regning på 7.000 dollars. Årsag? Anæstesilægen blev syg, en vikar blev tilkaldt, og vikaren var ikke en del af forsikringens netværk.

Og så er der kollegaen, der efter et forfærdeligt uheld mistede halvdelen af sine tænder. Et nyt tandsæt: 75.000 dollars, eller knap en halv million kroner. Min kollega er forsikret, men tandforsikringen henviser til den almindelige sygesikring, den almindelige sygesikring sender regningen retur til tandforsikringen. Resultatet er, at han nu rejser til Mellemøsten for egen regning og får lavet tænderne til en brøkdel af den amerikanske pris.

Præsident Barack Obama forsøgte at reformere dette syge system gennem den såkaldte Obamacare. Reformen gav millioner af amerikanere adgang til sygesikring, forbød forsikringsselskaber at afvise patienter med eksisterende sygdomme og indførte statslige tilskud, så lav- og middelindkomster kunne betale præmierne.

Under præsident Donald Trumps anden administration er reformen ikke formelt afskaffet, men gradvist udhulet. Statstilskud er reduceret, kravene til delstaternes Medicaid-programmer er skærpet og billigere men ringere, og forsikringsordninger uden fuld dækning er igen blevet tilladt. Resultatet er et system, hvor sygesikring stadig eksisterer i loven, men i praksis er blevet dyrere, smallere og mere usikker netop for dem, der har mest brug for den.

Så hellere det skattefinansierede offentlige sundhedsvæsen og det gule sygesikringskort, ventetider og skønhedsfejl til trods.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om brød

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.