Klumme fra Washington - denne gang om tro

Washington D.C., januar 16, 2026

»Borgmester Ib Juul og Socialdemokratiet har alle dage bekæmpet kristendommen her i kommunen, senest ved at sende os en muslim som kommunens repræsentant.«

Deres hengivne var dengang blot 20 år, nyvalgt til kommunalbestyrelsen og til sit første møde i bestyrelsen for en kristen daginstitution. Situationen kaldte på enten forlegen tavshed eller et svar, der kunne åbne rummet: 

»Tak for velkomsten – men bare så I ved det: Ib Juul er meget værre. Han har sendt jer en glødende ateist.«

Et øjebliks stilhed fulgte, den slags tavshed hvor ansigter søger efter den rette mine. Så kom de forsigtige smil, de undertrykte grin, og noget i rummet gav efter. Isen var brudt. Og med den en første erkendelse: Bag skarpe ord og faste overbevisninger gemmer der sig ofte mennesker af varme og oprigtighed.

Daginstitutionen viste sig hurtigt at være en af de bedst drevne i kommunen. Ikke på grund af systemer eller regulativer, men fordi forældrene tog ansvar, og fordi samspillet med kirken gav en følelse af mening, kontinuitet og fællesskab. Her var ikke tale om abstrakte værdier, men om levet liv – om hverdage, hvor tro og praksis smeltede sammen i børnenes opvækst.

De var kulturkonservative i den bedste og mest alvorlige betydning af ordet. De troede ikke blot - de følte sig forpligtet. For dem var børnehaven ikke bare en institution, men et værn – en slags Noahs ark midt i det, de oplevede som en sekulær syndflod.

Deres hengivne forsøgte at forklare, at daginstitutionernes fremkomst snarere skyldtes kvindernes indtog på arbejdsmarkedet end politiske konspirationer, og at folkeskolen fortsat rummede kristendomsundervisning. Men argumenterne prellede af. For det, der var på spil, var ikke blot fakta, men identitet og værdighed. Til gengæld voksede noget andet frem med tiden: En gensidig respekt, født ikke af enighed, men af vedvarende samtale og fælles ansvar.

selv i uenighed kan der opstå fællesskab, hvis blot nogen vover at svare med et glimt i øjet og et åbent sind

Nu om dage er Deres hengivne ikke længere ’glødende’ noget som helst. Den skråsikkerhed, der engang syntes som styrke, fremstår i eftertidens lys som ungdommens privilegium – og dens begrænsning. Hverken den matematiske formel, der beviser Guds eksistens, eller den, der afviser den, er kendt. Og måske er det netop i denne uvished, at en vis ydmyghed indfinder sig.

Den spanske tænker Miguel de Unamuno fortæller i Sankt Emmanuel, den gode martyr om præsten, der selv mangler tro, men som alligevel vælger at bære troen for sine sognebørn. Ikke som bedrag, men som barmhjertighed – for hvordan trøster man ellers de sørgende, hvordan opretholder man håbet, hvis ikke nogen tør leve det, andre behøver?

På lignende vis skildrer Kamal Tabrizis film ’Firbenet’ en tyv, der flygter fra fængslet forklædt som imam, men gradvist vokser ind i den rolle, han først blot foregiver. Hans budskab – at der findes lige så mange veje til Gud, som der findes mennesker – rummer en enkel, men dyb sandhed, som hverken teologi eller politik kan monopolisere.

Gennem livet har Deres hengivne, ofte takket være venner, fundet sig selv i mange hellige rum: Til bryllupper og dåb, til begravelser, hvor sorgen og håbet mødes. I afroamerikanske kirker her i Washington, hvor troen synges frem med en kraft, der næsten ophæver tyngdeloven. I moskeer, synagoger og templer, hvor menneskets længsel efter mening tager forskellige, men beslægtede former. Og måske er det netop dér, i denne mangfoldighed, at en dybere enhed viser sig. Ikke som ensretning, men som genkendelse. 

Forresten: Deres hengivne har sjældent set Ib Juul le så hjerteligt, som da han senere fik historien om det første bestyrelsesmøde fortalt. Måske fordi han dér genkendte noget universelt – at selv i uenighed kan der opstå fællesskab, hvis blot nogen vover at svare med et glimt i øjet og et åbent sind.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om klæder

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.