Klumme fra Washington: Denne gang om udlandsrejser

Washington D.C., 13. juni, 2026

’Nu vil han sikkert klage over de fordømte karikaturtegninger i Jyllands-Posten,’ tænkte Deres hengivne, da en ayatollah, midrangerende shiamuslimsk gejstlig og professor ved Det Katolske Universitet i Washington, ringede til kontoret tilbage i det herrens år 2006. Men han skulle blot på ferierejse til, med hans egne ord, Farangestan, frankernes land, et ord for Europa i iranske middelalderkrøniker, og ville vide, om Danmark var et sikkert land.

Deres hengivne forsikrede ham om, at sikkerheden i Danmark var langt bedre end i Amerika. Den gode ayatollah havde dog booket et hotel på Istedgade, af alle steder.

»Deres velærværdighed, netop den gade er notorisk for sine faldne kvinder,« måtte Deres hengivne advare ham. 

Efter nogle sekunders tavshed svarede han: »Hr. Alfoneh, det er jo netop de faldne kvinder, som har størst behov for mine moralske prædikener!« 

Så brød den gode ayatollah ud i latter. Efter hjemkomsten fortalte han storgrinende, at ferien havde været særdeles fornøjelig, og at han helt sikkert ville vende tilbage for at ’retlede de faldne kvinder’, vel at mærke.

I 1980’ernes Iran var der ikke penge til udlandsrejser, og for teheranerne var ferie synonymt med lejede villaer ved den kaspiske kyst i det nordlige Iran. Med sine smaragdgrønne, skovklædte bjergskråninger, næsten daglige regnbyger og det turkisblå hav er området selve definitionen på paradis i et land, hvor omkring 90 procent af landmassen er tør.

Udlandsrejser var noget, bedsteforældre- og forældregenerationen havde nydt godt af. Bedsteforældrene erindrede med glæde de gode gamle dage i 1960’erne og 70’erne.

Familiepatriarken fortalte gerne om sin pilgrimsrejse til Mekka i 1960’erne, hans første flyrejse. 

»Flyvemaskinen lettede på trods af vægten af alle os passagerer og vores fyldte kufferter,« berettede han årtier senere, mens arbejderne på hans borerigsfabrik lyttede andægtigt og pligtskyldigt udbrød: »Lovet være Skaberen.«

Wien havde budt på glimrende konfekture og schnitzel, mens Tyskland havde vundet deres respekt med sine Mercedeser og motorveje.

De havde også været på rundrejse i Europa og Moskva i 1979, da den iranske regering ophævede det årtierlange forbud mod, at iranske statsborgere besøgte Sovjetunionen, med en amerikanskuddannet onkel som tolk. Paris var lastens hule, og franskmændene moralsk anløbne, fortalte de. Maden var god i Italien, men italienerne var en nation af tasketyve, hvilket blev illustreret af historien om, hvordan politiet i Venedig måtte komme en lommetyv til undsætning, da bedstemoderen – tidligere Komsomol-medlem og sovjetisk pigespejder – og bedstefaderen, udlært metaldrejer fra Leningrad med en proper næve, var ved at lære tyven en lektie, han sent ville glemme.

Wien havde budt på glimrende konfekture og schnitzel, mens Tyskland havde vundet deres respekt med sine Mercedeser og motorveje. 

Moskva havde, utroligt nok, ikke gjort større indtryk, eller også ønskede de med vilje ikke at fortælle hvor forfærdeligt det havde været. Undtagelsen var en opera med dansetrup og stort orkester fra Baku i sovjetisk Aserbajdsjan.

Udlandsrejserne blev ihukommet gennem gamle fotografier og medbragte souvenirs: Et gyseligt olietryk af et grædende sigøjnerbarn fra Wien, en gondolier i plastik fra Venedig, en uskøn porcelænsfigur forestillende en hofkvinde fra det attende århundredes Paris samt billederne fra Moskva. Alt imens kunne forældrene berette om studieophold og rejser i Indien i 1970’erne, et fattigt udviklingsland dengang, og alle priste sig lykkelige for at være iranere.

Men det ændrede sig alt sammen, efterhånden som 1980’erne skred frem. Årtiet bød ikke på udlandsrejser, men på krig, politisk og social undertrykkelse, emigration og selvvalgt eksil. I stedet for souvenirs fra udlandet fyldte iranerne i Herlev deres hjem med tæpper fra Tabriz, skrin udsmykket med persisk intarsiaarbejde, bloktrykte duge fra Isfahan og alskens kunsthåndværk, som ellers hører hjemme i etnografiske samlinger. Det var minder, ikke fra udlandsrejser, men om et fjernt hjem. Og måske er det netop eksilets særlige vilkår: At man med årene kommer til at længes mindre efter de steder, man har besøgt, end efter det sted, man forlod.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om sommerretter

Artiklen fortsætter under billedet.

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.