Herlev Bladet

Klumme fra Washington - denne gang om udtale

Ali Alfoneh arbejder som Iran-ekspert i Washington D.C., men besøger ofte Herlev, hvor han er opvokset og stadig har familie. I denne serie vil han som en slags Herlev Bladets korrespondent skrive om livet i præsidentens by og berøre de forskelle, der kan være mellem landsbyen Herlev og verdensbyen Washington.

Washington D.C., 17. oktober, 2026

»Vi skal besøge Ho Ci Anasens grav i dag. Kender I ham?«, spurgte fru Kjeldgaard, lærerinden på Stevnsgade Skole på Nørrebro, os en dag i sommeren 1988. 

Tavshed. I den såkaldte ’modtageklasse’ for ikke-dansktalende børn fra Jugoslavien, Polen, Marokko, Tyrkiet og Pakistan var Shahram og Deres hengivne de eneste iranere. Vi gættede på, at det måtte være dansk humor, for Ho Chi Minh lå i sit mausoleum i Hanoi og ikke i København. Omvendt var fru Kjeldgaard ikke ligefrem nogen spasmager. 

Senere, på Assistens Kirkegård, ansigt til ansigt med gravstenen med inskriptionen ’Digteren Hans Christian Andersen’, kiggede vi opgivende på hinanden og tænkte: »Hvis det er sådan, de udtaler navnet på deres nationaldigter, er vi, for at sige det på nudansk, fucked. Hvordan skal vi dog nogensinde lære dansk?«.

Svaret var papegøjeagtig efterligning af udtalen, men hvis udtale skulle vi indlære og gengive? Fru Kjeldgaard var en ældre københavnerinde med klar diktion. Hendes kollega Steenman Larsen talte derimod, som vi senere fandt ud af, syngende bornholmsk. Hjælpelæreren Asif var pakistaner og talte vel mest af alt nørrebrosk. Hvad var den rigtige udtale? Hvem skulle vi efterligne?

Svaret kom fra en uventet kant. Alfoneh senior mente, at vi skulle efterligne det sprog, der blev talt i TV-Avisen. I det multietniske Iran har staten altid brugt radio og tv til kulturel ensretning, og Danmark var næppe anderledes, mente han. Blandt tv-værterne faldt valget på Steen Bostrup, hvis myndige og varme stemme hver aften leverede nyheder, vi knap nok forstod for bare sværhedsgrad. Men forsøge at efterligne ham gjorde Deres hengivne, med begrænset held: Den dag i dag, knap fire årtier senere, er det ikke let at høre endsige gengive, forskellen på det danske ’i’ og ’e’.

de fleste af os ender med at tale det sprog, vore omgivelser har formet

I Amerika er sagen ikke mindre indviklet. I Washington taler de fleste ’General American’, en nøgtern udtale med rødder i Midtvesten, som ikke røber, hvor man kommer fra. Bostonneren sluger derimod sine r’er, newyorkeren drikker ’cawfee’, mens sydstatsboeren trækker vokalerne ud i det slæbende ’drawl’, som nordstaterne smiler overbærende ad. At den sydlige udtale regnes for bondsk og udannet, mens den nordlige gælder for neutral, har for øvrigt næppe noget med sproget i sig selv at gøre, men derimod med, hvem der vandt borgerkrigen.

Klassetilhørsforhold spiller naturligvis også ind. Hollywoodstjernerne og Østkystens overklasse talte engang en kunstig og tillært halvbritisk ’Mid-Atlantic’-udtale, som i dag er uddød. Heldigvis. Politikerne i Washington taler nu demonstrativt folkeligt. Dialekten fra barndomsbyen pudses af, særligt i valgår, og forhenværende præsident Barack Obama har det også med at skrue op for den afroamerikanske udtale, når lejligheden kræver det. Og Deres hengivne? 

Hans engelsk er hjemmebrygget: En udtale, der er vokset organisk frem snarere end et forsøg på at efterligne nogen bestemt. Hvem ville ikke gerne tale persisk som premierminister Mohammad Mosaddegh, engelsk som Shakespeare-skuespilleren Richard Burton eller dansk som Steen Bostrup? Men de fleste af os ender med at tale det sprog, vore omgivelser har formet, og en lidt mindre perfekt udtale end de tre herrers kan også gøre det. Hvad man har på hjertet, tæller forhåbentlig også.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om håb

Ali Alfoneh husker, før han mestrede det danske sprog, hvordan han i forbindelse med et besøg på Assistens Kirkegård, troede, at en lærers udtale af H. C. Andersen lød som Ho Chi Minh. Foto: Wikipedia.

 

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!