Klumme fra Washington - denne gang om barberer

Washington D.C., 24. august, 2026

»Hvorfor skal det altid gå ud over os barberer? Hvorfor kan forbryderne ikke forsøge at snigmyrde Clint Eastwood eller en mafiaboss et andet sted end i barbersalonen?«,  spørger Max, Deres hengivnes barber i Washington. 

Og han har en pointe. I amerikanske western- og mafiafilm synes der altid at være en skudscene i barbersalonen – til stor fortrydelse for den i forvejen traumatiserede maronit, som oplevede lidt af hvert under borgerkrigen i Libanon i 1980’erne.

»Med mine kunder er salonen her jo et oplagt bombemål«. 

Og han har ret igen. Max’ velrenommerede og centralt beliggende salon tiltrækker kongresmedlemmer og senatorer, politiske rådgivere og ansatte ved Washingtons mange tænketanke.

Netop derfor er Max altid god for en historie eller fem om byens high society, skønt han aldrig selv bliver indbudt til receptioner eller soiréer. Det behøver han heller ikke. Selskabslivet kommer til ham. Mageligt henslængt i stolen under den beskyttende kappe fortæller kunderne uforsigtigt om livet ved præsident Trumps hof: Hvem der er på vej op, hvem der står for fald, de seneste meningsmålinger og politiske initiativer – og ikke mindst hvem der knalder med hvem. Historierne genfortæller Max siden til andre kunder, gavmildt krydret med libanesisk dramaturgi, så der aldrig mangler samtalestof i salonen.

Max er ikke den eneste libanesiske barber i Deres hengivnes liv. I 1990’erne var frisørsalonerne i Herlev ikke til at betale – i hvert fald ikke for Deres hengivne, som derfor måtte begive sig til Nørrebro, hvor en klipning kostede 60 kroner. Prisen er vist siden steget til 100, men forretningsmodellen er uændret.

På væggene hang farverige brochurer med alverdens mandlige modeller og frisurer. Efter nøje granskning udpegede man den ønskede frisure og forklarede barberen alle detaljer. Barberen lyttede høfligt og tålmodigt, hvorefter han klippede den eneste frisure, han beherskede med sin maskine: Kort i siderne og nakken og lidt længere på toppen.

Barberen lyttede høfligt og tålmodigt, hvorefter han klippede den eneste frisure, han beherskede med sin maskine: Kort i siderne og nakken og lidt længere på toppen

Blandt disse barberer gjorde en palæstinensisk-libanesisk herre – lad os kalde ham Forsan – et uudsletteligt indtryk. Med ragekniven hvilende mod Deres hengivnes strube hviskede han en dag: 

»Du ved ikke, hvor let det er at slå et menneske ihjel, Ali. Wallah. Jeg kan slå ihjel med alt: En barberkniv, et radiatorrør lavet om til en rørbombe – ja, med mine bare hænder,« fortsatte han, mens Deres hengivne stille bad til de højere magter om, at Forsan ikke måtte føle trang til at demonstrere sine færdigheder.

Forsan fortalte, at han havde mistet to brødre under israelske angreb på en palæstinensisk flygtningelejr i Libanon, hvorefter han havde tilsluttet sig Abu Nidal-gruppen og modtaget paramilitær træning i Muammar Gaddafis Libyen i slutningen af 1980’erne. Også hos Forsan blev man klippet kort i siderne og nakken og lidt længere på toppen. De fleste forlod salonen, om ikke tilfredse med frisuren, så i det mindste taknemmelige for fortsat at have livet i behold.

For øvrigt havde han en glimrende musiksmag. Fairuz, den libanesiske diva, havde erobret den ellers så hårde mands hjerte.

Endnu længere tilbage i tiden, i Teheran, blev vi børn klippet af kvarterets venlige barber. Også hans repertoire var begrænset til den samme frisure samt den ekstremt korte maskinklipning, skolen forlangte. Længere hår blev ikke blot påtalt af skolen, men også af en pensioneret oberst fra Gendarmeriet, som på gaden af gammel vane opstillede os børn efter højde for at inspicere negle og hår.

Tilbage i Washington lægger Max sidste hånd på Deres hengivnes foretrukne frisure nu om dage: Hentehår à la Benjamin Netanyahu.

LÆS MERE: Sidste uges klumme om laster

FAKTA:

Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i Washington D.C., USA.

Ofte brugt som Iran-ekspert af danske medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1998.