Klumme fra Washington - denne gang om: Kvæde

Af Ali Alfoneh 

Der var engang, hvor frugt- og grønthandlerens sortiment afspejlede årstiden. Man ventede. Tålmodigt. Man glædede sig. Man drømte om og længtes efter gensynet med sæsonens herligheder. Selv i Danmark, landet med de seksten måneder om året, ’november, november, november,’ fandtes der en rytme i tilværelsen: rabarber om foråret, kirsebær om sommeren, æbler og pærer om efteråret og lagringsfrugter om vinteren. Det var ikke askese, men forventningens glæde.

I dag kan man købe stort set alle frugter i supermarkedet året rundt. Det har taget noget af charmen. Dels fordi alt nu er tilgængeligt hele tiden, dels fordi frugterne plukkes umodne, pakkes i kasser og først langt senere når frem til vores køkkenborde. Resultatet er ofte frugter uden nævneværdig duft eller smag.

Men der findes stadig frugter, som insisterer på deres årstid. Kvæden, for eksempel.

I efteråret 1989 gik der rygter i det iranske miljø i Herlev om, at nogen havde fundet et kvædetræ et sted i Hjortespring. Dengang, og i grunden også nu, var kvæden, denne aromatiske, æbleformede frugt, som i det iranske køkken finder vej til simreretter, desserter og marmelader, noget nær eksotisk i Danmark. 

Den heldige finder var diskret med oplysningerne om træets præcise placering, og trods adskillige ekspeditioner lykkedes det os aldrig at lokalisere træet. Alligevel fik vi hvert efterår et par kvæder.

I dag kan man købe kvæder hos de fleste frugt- og grønthandlere i Danmark. Og alligevel: Hvorfor var, og er, kvæden fortsat en outsider i det danske køkken? 

Der findes kvædetræer i danske haver, så helt ukendt kan den ikke have været. Måske har den spillet en rolle engang, før den stille gled ud i glemslen. Kan det skyldes Columbus’ opdagelse af Amerika og kartoflens triumftog i det danske køkken? I så fald: hvilken trist og fattig erstatning.

Kvæden har ingen naturlig udbredelse i Nordamerika. Den blev bragt hertil af europæerne og siden glemt igen. Her i Washington D.C. er kvæden umulig at opdrive i almindelige supermarkeder, men hvert efterår og vinter dukker den op på hylderne i asiatiske og mellemøstlige butikker i Virginia og Maryland. 

Fru Maryam – eller Maria – min iranske købmand, ringer mig op, når årets første levering ankommer. Jeg køber rigeligt. Dels til mig selv, dels til at dele med en god ven af kinesisk baggrund.

Gem kernerne når De køber kvæder. I både kinesisk og iransk naturmedicin er kvædens kerner vigtigere end selve frugten. Kernerne er omgivet af en pektinrig hinde, som man forsigtigt fjerner og lader tørre. Nogle kerner i en kop varmt vand bliver til en let geléagtig drik, der lindrer hoste, og det er sikkert og vist, men efter amerikansk skik fralægger Deres Hengivne sig ethvert ansvar for allergier, bivirkninger, pludselig lammelse eller død.

Kvæden kan ikke spises rå. Miraklet sker i gryden, på lavt blus og i godt selskab med lam eller kalveskank med marvben, løg i skiver, gulerødder og svesker. En spiseskefuld gurkemeje, måske lidt kanel, samt salt og peber. Kødet og løgene brunes, krydderierne får lov at afgive deres duft, resten tilsættes, og kogende vand dækker herligheden. Så følger et par timers ventetid, passende tilbragt med ugens udgave af Herlev Bladet. Resultatet er en venlig, rund og aromatisk ret, der minder én om, at tålmodighed stadig kan betale sig. Velbekomme.

LÆS OGSÅ: Ali Alfoneh skrev i sidste uge om lokalaviser i både Herlev og Washington

Blå bog: Ali Alfoneh (f. 1974), uddannet politolog, arbejder som senior fellow ved tænketanken the Arab Gulf States Institute i  Washington D.C., USA. Ofte brugt som Iran-ekspert af danske og internationale medier. Flygtede med sin familie fra Iran og kom til Herlev i 1988, hvor han har gået i skole, på gymnasiet og sad i kommunalbestyrelsen fra 1994-1997.