Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Knivskarp debat om rådhusets fremtid med et twist

Skal Herlev have et rådhus, der har en afdeling i bymidten og en i Hjortespring? Det debatterede lokalpolitikerne her til aften på et ekstraordinært, knivskarpt kommunalbestyrelsesmøde, der endte med et twist.

Der var både korslagte arme, himlen med øjnene og enkelte irriterede udbrud hos kommunalpolitikerne, da de her til aften havde flytningen af rådhuset på dagsordenen på et ekstraordinært kommunalbestyrelsesmøde, som rekordsættende cirka 35 tilskuere var mødt op for at høre.
Egentlig skulle kommunalbestyrelsen sådan set kun tage stilling til, hvorvidt forvaltningen blandt andet skal have mandat til at forhandle husleje med ejerne af bymidten, men det tog dem nu ikke mange minutter at dreje debatten hen på den helt store politiske elefant i rummet: Skal rådhuset nedlægges og flyttes til to lokationer – en i den nye bymidte og en i Hjortespring.
Mens socialdemokraterne med borgmester Thomas Gyldal Petersen og politisk ordfører Marco Damgaard i spidsen talte varmt og passioneret for, at der skal sættes skub i processen mod at give Herlev helt andre rådhusfaciliteter, samlede det meste af oppositionen sig om et ønske om, at der skal flere beregninger og flere svar på bordet, før de er klar til at sende forvaltningen afsted med et mandat til at forhandle med NREP om prisen på at leje sig ind i den nye bymidte.
»Om vi i sidste ende vil stemme for (flytningen af rådhuset.red), har vi ikke taget stilling til. Men vi ønsker ikke, at man går videre med det her arbejde, før man har et økonomisk grundlag. Vi synes, vi skal udskyde det til januar,  og så bruger vi tiden til at komme til bunds i økonomien,« sagde Henrik Hilleberg (C), der sidder på den ene af de to konservative pladser i kommunalbestyrelsen. Partiet havde på et ekstraordinært møde i  Økonomi- og Planlægningsudvalget tidligere i dag fremsat et ændringforslag om, at punktet skal udsættes til januar og, at tiden frem til da, skal bruges på en møderække for alle partier, hvor samtlige økonomiske aspekter af sagen belyses.
Det synspunkt fandt de konservative opbakning til hos Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti, mens Venstre erklærede sig klar til at sætte gang i forhandlingerne om et lejemål i den nye bymidte.
Marco Damgaard fremførte, at det i hans optik er et vigtigt og helt nødvendigt skridt mod at kunne udvikle bymidten, at det bliver belyst, hvad det koster for kommunen at leje sig ind.
»Vi har en bymidte som alle påstår, de gerne vil være med til at udvikle – men måske nu stemmer imod at udvikle,« sagde han henvendt til oppositionen.
Ubrugeligt eller ej
En del af debatten gik også længe på, hvor elendig forfatning det nuværende rådhus er i eller ikke er i. Maria Mankov (A), der i mange år selv har været medarbejder på rådhuset, påpegede, at indeklimaet er så slemt, at det går alvorligt ud over medarbejdernes muligheder for at gøre det bedste for borgerne. Arly Eskildsen (F) mente måske ikke, at det er så meget værre på rådhuset end andre steder, hvilket fik Marco Damgaard til at beskylde ham for at være ‘fakta-resistent” med henvisning til en APV-undersøgelse fra rådhusets medarbejdere.
Arly Eskildsen satte et ret stort spørgsmålstegn ved det grundlag, politikerne har fået, at træffe beslutningen om at sætte skub i processen med at flytte rådhuset på.
»Jeg har hele tiden sagt, at de økonomiske beregninger er usikre. Og vurderingen af det eksisterende rådhus, at det er noget gammel lort? Den rapport, vi har fået, bygger på kommunens ejendomcenters egne vurderinger… Jeg tvivler på, om tallene er helt valide og, hvordan den rapport er blevet til,« sagde han.
Enhedslisten påpegede det, de ser som en fare ved at leje sig ind hos NREP, som er en privat ejer af bymidten.
»Bymidten skal nok ikke blive for stor en succes, for da BIG blev det, så solgte NREP det til en kapitalforvalter. Og jeg tror ikke, at den slags har den store interesse i at komme tættere på borgerne,« påpegede Marianne Dithmer (Ø).
Et twist 
Borgmesteren påpegede flere gange, at han mener, det var en ret banal beslutning om at undersøge fakta og det økonomiske grundlag, som politikerne skulle nikke til. Han understregede også flere gange, at den konkrete beslutning om at flytte eller ikke flytte rådhuset, først skal træffes på et senere tidspunkt.
»Men jeg har et ønske om at samle kommunalbestyrelsen om det her,«sagde han og serverede lidt af et twist for salen, da han fremførte et ændringforslag, hvor det konservative forslag om en møderække ville komme til at køre sideløbende med, at forvaltningens indgår i realitetsforhandlinger om huslejen. Ændringsforslaget indeholdt også et ben til Enhedslisten i form af en undersøgelse af mulighederne for, at man kan købe sig til rådhuskvadratmeter i den nye bymidte i stedet for at leje.
Efter en smule forvirring besluttede konservative sig alligevel for at stemme nej med den begrundelse, at processen jo vil fortsætte ufortrødent til trods for møderækken, og Enhedslisten betakkede sig også blandt andet med den begrundelse, at de stadig ikke ønsker, at forvaltningen skal bemyndiges til at indgå i realitetsforhandlinger.
Derfor blev resultatet af aftenens ekstraordinære kommunalbestyrelsesmøde, at socialdemokraterne fik vedtaget et ændringforslag kopieret fra de konservative, som konservative endte med at stemme imod.
Forvaltningen har altså nu fået grønt lys til at gå i gang med at forhandle om huslejen med ejerne af bymidten.Og kommunalbestyrelsesmedlemmerne – ja de skal til en møderække om det økonomiske grundlag for en flytning af rådhuset. Ønsket af Konservative og stemt igennem af socialdemokraterne.
Læs meget mere om debatten i næste uges udgave af Herlev Bladet.
Læs også: Er Herlev en god by for unge? 

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!