Koda – er det ikke noget, man drikker? Kendt musiker lærte fra sig i skoleklasse
Sangeren og sangskriveren Tue West holdt workshop for ottendeklasse på Herlev Byskole, hvor de blandt andet skrev en tekst sammen.
Der går et menneske udenfor
På en parkeringsplads fyldt med biler
Der står de som forstenede dyr til undsætning
Disse linjer begynder en sang, du aldrig har hørt og måske aldrig får at høre. Den er skrevet af sangeren, musikeren og sangskriveren Tue West sammen med 8.a på Herlev Byskole, afdeling Eng.
Musikernes vilkår
Klassen havde et fire timers forløb med Tue West, hvor de fik en grundig introduktion til musikkens verden. De lærte både om at skrive musik og tekster og prøvede det selv, de hørte om livet som professionel musiker, og så stiftede de også bekendtskab med musikernes økonomiske vilkår og rettigheder, når deres musik bliver spillet.
»Er det ikke noget, man drikker,« svarede en elev, da Tue West spurgte klassen om, om de vidste, hvad ‘Koda’ er?
Koda ligger ret til på ‘Cola’ i udtalen, men Koda er ingen sodavand, men er en næsten 100 år gammel organisation, som arbejder for, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling, når deres musik spilles. Det var Koda, som var organisationen bag sangskriverworkshoppen med Tue West. De holder en række tilsvarende arrangementer landet over for at sætte fokus på musik og sangskrivning.
Lang tid om en sang
Det var tydeligt, at det var en ny erkendelse for eleverne at få at vide om alt mekanismerne udenom, når de hører et stykke musik.
»Det var noget nyt at høre om alt det, der ligger bag musikken,« siger Akemis Arezoushad, og klassekammeraten Shiny Shahidiar supplerer:
»Jeg vidste ikke, at det kunne tage så lang tid at skrive en sang.«
Den sidste bemærkning kommer i forbindelse med, at Tue West har fortalt, at han kan være flere uger om at skrive teksten til en sang. Ingen af de to piger kendte Tue West i forvejen, og hans musikstil er ikke en, de ellers dyrker.
Det er en del af almen dannelse at lære, at musik ikke bare er at trykke på play.
Almen dannelse
De fortæller, at de mest lytter til udenlandsk pop. De spiller ikke selv musik, men kan lide at danse.
For Simon Barfoed, som er udskolingslærer på Herlev Byskole og underviser 8.a i dansk, er det vigtigt at præsentere eleverne for noget, de ikke kender til i forvejen og give dem ny viden på en anderledes måde.
»Det er en del af almen dannelse at lære, at musik ikke bare er at trykke på play. Og at de får respekt for hele processen omkring at lave musik,« siger han.
Tue West har stået bag workshops for skoleklasser i Koda-regi i tre-fire år, men har jævnligt undervist på forskellige niveauer i næsten 30 år, siden han var 17 år.
»I begyndelsen er det en langsom proces, når eleverne skal skrive en sang, det kan også være pinligt at skulle sige noget. Men pludselig opdager eleverne, at de ikke kan sige noget forkert, og så får de hul på kreativiteten,« siger han og nævner, at han havde en god oplevelse med eleverne i 8.a på Herlev Byskole.
Fakta
Her er teksten som Tue West og eleverne i 8.a står bag:
Der går et menneske udenfor
På en parkeringsplads fyldt med biler
Der står de som forstenede dyr til undsætning
Hun prøver at komme hjem
Det er ellers en rutine
Og træerne prøver at vise hende en retning
Hun bliver lidt forvirret
Måske de viser hende den forkerte vej
Men dyrene hjælper til med teknikken de har
Men hun gør det samme hver dag, måske vil hun prøve noget nyt
Hun ignorerer hele tiden, hvad de prøver at sige
Træerne – deres signaler – måske er det tid til en forandring
Tue West er 46 år og debuterede med sit første album, som er opkaldt efter ham selv, for 20 år siden. Det blev en stor succes, og numrene: ‘Hun Er Fri (Kvinden Og Lottokuglerne)’ og ‘En Sang Om Kærlighed’ blev store hits. Siden har han blandt andet udgivet otte albums og er aktuel med nummeret ‘Det er dansen, som skal følge os hjem’, som udkom 3. november.
LÆS OGSÅ: Herlev Byskole modtager stor donation
Der er lukket for kommentarer