Herlev Bladet

Københavns Kommune vil undersøge metro til Herlev

En metrolinje som skal binde Herlev Hospital sammen med Bispebjerg Hospital og Rigshospitalet er blandt de otte metrolinjer, som Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune lægger op til skal undersøges

Der er et godt stykke vej fra Herlev Station til Herlev Hospital, det vil derfor være godt med en metroforbindelse mellem hospitalet og hovedstaden som en mere direkte forbindelse, har flere peget på gennem årene.

En række partier i Københavns Kommune og lokaludvalg i flere bydele i hovedstaden har længe talt for, at der bør skabes sådan en forbindelse, kombineret med mulige metrostationer ved Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital.

I en ny plan i Københavns Kommune er en linje mellem Rigshospitalet og Herlev Hospital en af otte, som skal undersøges nærmere til fremtidens metrobetjening i en såkaldt screeningsanalyse til udbygning af metronettet.

Tingbjerg inden Herlev

Af materialet fremgår, at en sådan linje også skal betjene Brønshøj-området, som er underforsynet med kollektiv transport i København. Sidste stop inden Herlev Hospital skal ifølge planerne være Tingbjerg. Der skal være ni stationer mellem Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Politikerne i Økonomiudvalget skal beslutte denne analyse endeligt i næste uge, hvorefter Metroselskabet skal undersøge en hospitalsmetro og syv andre mulige linjer nærmere. Der forventes nærmere rapporter til efteråret.

Letbane på vej

En endelig beslutning om en metro til Herlev Hospital ligger nogle år ude i fremtiden og skal også involvere Herlev Kommune og den kommende region for hele Sjælland, der styrer hospitalerne.

Sikkert er det, at der er letbane på ringvejen ved siden af Herlev Hospital, som efter forsinkelse kommer efter planen nu kommer dertil i 2026, en bane som går på tværs af forstæderne og også passerer Glostrup Hospital på vejen, men som ikke har direkte forbindelse til Københavns Kommune.

LÆS OGSÅ: Befolkningsvækst i Herlev er højere end landsgennemsnittet

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!