Kommunalforsker om bykonge-exit: Borgmestre er blevet mere professionelle

Indtil videre er ni socialdemokratiske borgmestre stoppet eller vil stoppe inden næste valgperiode. En del af dem såsom Herlevs borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S), Holstebros, Frederikshavns, Aarhus og Aalborgs borgmestre har siddet ved roret i flere valgperioder og været i kommunalpolitik i over 20 år. Ofte har de efterfulgt kollegaer, som også sad på posten i mange år og kvalificerede sig til det, der i medierne omtales som ‘bykonger’. Spørgsmålet er så, om man med den nye tendens kan tale om, at bykongernes tid snart er forbi?

Herlev Bladet har spurgt professor i statskundskab ved Syddansk Universitet og kommunalforsker, Ulrik Kjær, men først en definition af begrebet:

LÆS MERE: “Jeg forlader verdens bedste job”

»Det er normalt en, der har siddet forholdsvist længe. Typisk mere end to valgperioder, og så en, der får mange stemmer, som har et højt personligt stemmetal og derfor også har god opbakning i kommunalbestyrelsen og blandt vælgerne,« forklarer forskeren og kommer med et tredje karaktertræk, som kan være svært at sætte på formel:

»Det skal helst være en borgmester, som også tegner kommunen udadtil eller bliver opfattet som kommunen. Det vil sige, når man hører navnet Thomas Gyldal Petersen, så skal man tænke Herlev, og når man hører Herlev, så skal man tænke Thomas Gyldal Petersen. Så har man bykongestatus, og der vil være nogen, der har den, mens andre ikke har den. Er Gyldal en bykonge? Ja, det er han,« vurderer Ulrik Kjær.

Positivt med bykonge

Bykonge-betegnelsen har ofte været negativt ladet i medierne. For eksempel når den er blevet kædet sammen med ‘møgsager’ som for eksempel ‘Brixtofte-sagen’ fra Farum og ‘Kysse-sagen’ fra Nordfyns Kommune, hvor borgmester gennem 13 år, Morten Andersen (V), endte med at trække sig. Men hvad betyder det egentlig for en kommune at have en bykonge i praksis – er det positivt eller negativt?

»En bykonge er en, der har fingrene nede i det hele og binder tingene sammen indadtil og udadtil, og så er der den fordel, at folk ved, hvem man skal gå til. Hvis der for eksempel kom en virksomhed, der villle etablere sig i Herlev, så ved man godt, hvem man skal gå til, eller hvis der var nogen, der ville lave et samarbejde på et område, hvor man havde brug for at få for eksempel en forstadskommune med, så kan man tage et møde med pågældende borgmester. Man er ikke i tvivl om, hvem man skal have med, og det gør det lidt nemmere,« forklarer Ulrik Kjær.

En bykonge er en, der har fingrene nede i det hele og binder tingene sammen indadtil og udadtil, og så er der den fordel, at folk ved, hvem man skal gå til

Hvad er ulemperne så, hvis der er nogle?

»Hvis du er bykonge, så har du også lidt større magt end de borgmestre, der står svagere, og det vil langt de fleste borgmestre kunne finde ud af at håndtere, men det er klart, at der er også en risiko for, at det at være magtfuld kan betyde, at man bliver magtfuldkommen. Og der har historisk været nogle eksempler på borgmestre, som var lige lovlig meget bykonge. Men altså i min bog er bykonge et positivt begreb, og det er ganske få steder, hvor det er kammet over,« konkluderer kommunalforskeren, der overordnet mener, at en bykonge må være en, der kan noget særligt.

»Og det skal man både arbejde sig til, men også have nogle personlige kvaliteter for at kunne,« lyder det.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Ikke borgmester for evigt

Tilbage til det indledende spørgsmål. For hvis dem, der opfylder kommunalforskerens kriterier, er på vej væk og måske tilhører en ældre generation, hvor er vi så på vej hen?

»Min analyse af det er, at der ikke længere er en naturlighed i, at én gang borgmester altid borgmester, og at du skal vippes af pinden, du går ikke selv. Med den nye tendens har vi nu set nogle eksempler på det seneste på nogen, der måske har fået bykonge-status i en tidlig alder, og hvis man så skal blive hængende, så når man at blive borgmester i RIGTIG lang tid og når ikke at prøve noget andet. Derfor er det meget naturligt, at nogen tænker, det er et offentligt hverv. Man yder en indsats og hjælper sin kommune og sig selv, men det er ikke en livstidsstilling, hvis man går tidligt ind i det,« fortæller Ulrik Kjær, der ikke finder det besynderligt, at nogen så tænker: ‘Det var så det, nu vil jeg prøve noget andet’.

»Det nye er måske mere, at de ligger det så åbent frem, hvad de gør. Det er en meget professionel tilgang til det, og det skal vi måske lige vænne os til. Der er nogle borgmestre, der siger, at jeg kunne godt blive valgt flere gange, men nu lægger jeg selv en karriereplan, og det er ret professionelt at være offentlig leder på den måde,« lyder vurderingen.

Mærkelig timing

I forhold til Thomas Gyldal Petersens udmelding og begrundelse for sin afgang: At det er hårdt at være borgmester, og nu vil han prøve noget andet end politik, så stiller forskeren sig dog lidt undrende. Især i forhold til timingen lige efter, at Herlev-borgmesteren også er blevet KL’s næstformand.

»Det er mærkeligt, at det kommer nu. Man er valgt for fire år, og så er det rigtigt, at vi ser nogle, der ikke gør deres arbejde færdigt, men jeg vil ikke håbe, at det opfattes som normalt, for det er det ikke. Man ser det nogle gange hvis en borgmester bliver syg, flytter fra kommune eller bliver tilbudt en ministerpost eller et andet job, men i de tilfælde, hvor der ikke gives andre begrundelser end noget med, at ‘jeg vil prøve noget andet’, så sker det normalt først til det næste valg. Det der med, at det sker inden arbejdet er gjort færdigt er ikke normalt,« lyder det fra professoren, der heller ikke køber den med, at det skulle være politisk motiveret.

Det er mærkeligt, at det kommer nu. Man er valgt for fire år, og så er det rigtigt, at vi ser nogle, der ikke gør deres arbejde færdigt, men jeg vil ikke håbe, at det opfattes som normalt, for det er det ikke

For eksempel for at undgå at ‘gå ned med den synkende skude’ på grund af de dårlige meningsmålinger. I så fald ville al logik tale for ifølge ham, at man bliver på posten og kæmper for et bedre resultat, da der med 11 måneder igen er lang tid til at forsøge at vende skuden, og ingen, der endnu kan forudse, hvordan det vil gå.

En anden begrundelse for at gå i utide kan være for at give plads til, at afløseren, i det her tilfælde Marco Damgaard, kan få god tid til at bevise sig som borgmester over for herlevborgerne inden valget næste år. Pudsigt nok skete der noget lignende, da Thomas Gyldal Petersen i 2011 selv overtog borgmesterkæden fra Kjeld Hansen, der efter at have siddet som borgmester i 15 år pludselig trak sig i 2011 – to år før tid.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Begrundelsen?

Uanset hvad der ligger bag Herlev-borgmesterens beslutning, nævner Ulrik Kjær, at man, hvis reglerne skal følges til punkt og prikke, skal opfylde Lov om kommunale og regionale valg paragraf 103 på det kommunalbestyrelsesmøde, hvor man anmoder kommunalbestyrelsen om sin afgang. I Herlev-borgmesterens tilfælde sker det i start januar.

»Man kan godt trække sig som borgmester, men dét at sidde i kommunalbestyrelsen er et borgerligt ombud, så det kan man ikke smutte fra. Der skal man komme med en ordentlig begrundelse, og så skal resten af kommunalbestyrelsen beslutte, om det er godt nok. Normalt kan man kun gøre det, hvis man skifter job, eller der er noget med helbredet,« understreger han, men tilføjer, at da det er op til politikerne, så ses det også, at de godkender anmodningen, selvom begrundelsen ikke er en af de nævnte – det skete for eksempel med Jacob Bundsgaard.

Man yder en indsats og hjælper sin kommune og sig selv, men det er ikke en livstidsstilling

I parentes bemærket har Thomas Gyldal Petersen selv på sin Facebook-profil fastslået, at han er ved godt helbred. Men derudover har han ikke oplyst, hvad hans næste job bliver andet end, at det ikke bliver som folkevalgt. Måske det så vil blive afsløret på nævnte møde.

Når en bykonge som Thomas Gyldal Petersen hopper fra borde, hvad tror du så, der kan komme af dønninger?

»Det kan give nogle skvulp i forhold til den overgang, der bliver. Man står dels med at skulle have en periode til at fungere det kommende år, hvor han ikke er der, og så er der et valg, hvor man ska stille op på en anden måde, end man havde forestillet sig. Og med en person som ham, der kan have fået en del personlige stemmer fra nogle, der har stemt på ham mere end på Socialdemokratiet, tror jeg, det giver lidt skvulp. Især når det nu kommer i utide,« lyder analysen.

Ved kommunalvalget i 2021 fik Thomas Gyldal Petersen 3.311 personlige stemmer ud af 6.355 (52 procent) på Socialdemokratiet. Ved valget i 2017 fik han 4.791 ud af 8.497 (56 procent). Og i 2013, hans første valg som borgmester, fik han 5.136 ud af 8.604 (60 procent).

FAKTA:

H.C. Østerby (S), Holstebro (24 år i kb, borgmester i 14)

Birgit Hansen (S), Frederikshavn (24 år i kb, borgmester i 10)

Jacob Bundsgaard (S), Aarhus (22 år i kb, borgmester i 13)

Thomas Kastrup-Larsen (S), Aalborg (25 år i kb, borgmester i ni)

Kent Magelund (S), Brøndby (15 år i kb, borgmester i otte)

Andre socialdemokratiske borgmestre såsom nu tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen er også gået, men de opfylder ikke betegnelsen ‘bykonge’.