Herlev Bladet

Konservative stemte nej til nye boliger i Hjortespring: – Det blev jeg noget overrasket over

Kommunalbestyrelsen behandlede i sidste uge et forslag om nye boliger i Hjortespring, og alle partier ud over Konservative stemte for. Spørger man Socialdemokratiets Marco Damgaard, så har Konservative spændt ben for sig selv.

Nye boliger, der ligger tæt på skole, institution og idrætsfaciliteter. Som ligger lige op ad rekreative områder, i kort afstand fra handlemuligheder og kun 2,5 kilometer fra bymidten.

Boliger, som tilmed skal opføres med »respekt for miljøet og de grønne områder, som er kendetegnet ved Hjortespring,« som det så fint lyder i projektforslaget fra virksomheden Kai Dige Bach.

Det lyder alt sammen meget godt, hvis man spørger samtlige partier i Herlevs kommunalbestyrelse.  Bare ikke hvis man spørger De Konservative i Herlev. For her er holdningen klar: Det skal de ikke bede om.

Det virker næsten som om, at de følte sig tvunget til at stemme mod et ellers godt forslag.

»I bund og grund mener vi ikke, at der skal bygges mere på de grønne områder i Herlev. Vi har tidligere stemt for projekter, hvor der skulle bygges på grønne områder, men man kommer også til et punkt, hvor man er nødt til at stoppe. Og det tidspunkt, mener vi, er nu,« siger Jacob Aagesen fra De Konservative i Herlev.

Har malet sig op i et hjørne

Netop derfor stemte også alle fem konservative medlemmer af kommunalbestyrelsen mod forslaget om at indgå en udviklingsaftale med virksomheden Kai Dige Bach. Alle resterende medlemmer af kommunalbestyrelsen stemte for.

I fremtiden er det meningen, at udviklingsaftalen skal munde ud i nye boliger på to matrikler på Klausdalsbrovej i udkanten af Hjortespring i Herlev.

Og Konservatives modvilje mod projektet har vakt undring hos Marco Damgaard, der sidder i kommunalbestyrelsen og er politisk ordfører for Socialdemokratiet i Herlev.

Ifølge ham er projektet nemlig både visionært, og så ligger det i tråd med den grønne linje i kommunen.

»Konservative ender med at stemme mod forslaget, og det blev jeg noget overrasket over. Det virker næsten som om, at de følte sig tvunget til at stemme mod et ellers godt forslag, fordi deres formand har været ude og sige, at man skal stoppe med at bygge nyt i Herlev,« siger Marco Damgaard.

LÆS OGSÅ: Byudvikling: Bliver Herlev grimmere eller smukkere?

Socialdemokraten mener, at De Konservative har fået malet sig selv op i et hjørne, der bliver svært at bevæge sig væk fra igen.

»Det kan i sidste ende betyde, at der bliver sat en stopper for et projekt, der vil være enormt meningsfyldt for borgerne og erhvervsdrivende i Herlev,« siger Marco Damgaard og fortsætter:

»Herlev er en populær by at bo i, og vi mangler boliger både til vores unge og vores ældre. Vi er med andre ord pressede. Og nu ligger der så et forslag, der er visionært og i tråd med den grønne linje og stammer fra en virksomhed, der kender området godt. Så jeg kan slet ikke se, hvorfor de stemmer mod. Med mindre de gjorde det for bare at følge den linje, der er lagt af formanden.«

Afviser at have følt sig pressede

Spørger man Jacob Aagesen, så stemte Konservative dog ikke mod forslaget, fordi de følte sig pressede til det.

»Projektets tanker er rigtige gode, og der er mange ting, der taler for det her projekt, og vi havde også stemt ja, hvis det skulle have ligget i erhvervskvarteret. Men forslaget ligger på et grønt område i kommunen, som vi mener, man bør bevare. Og derfor stemte vi mod forslaget,« siger Jacob Aagesen.

På kommunalbestyrelsesmødet blev det dog fremhævet af Socialdemokratiet, at der er tale om et forholdsvis lille område i det større billede. Men for De Konservative er det en glidebane, som må stoppe på et tidspunkt.

»Selvfølgelig er det et lille område, og det kunne godt bruges som argument for at stemme for. Men sådan kunne vi jo blive ved, og det er bare nødt til at stoppe på et tidspunkt,« afslutter Jacob Aagesen.

Herlev Bladet kontaktede også Hanne Bjørn fra De Konservative for at høre, hvorfor hun stemte nej til forslaget. Hun henviste dog til Jacob Aagesen.

Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....