Herlev Bladet

Kristne unge mødes i Herlev: Fællesskaber gør ungdomslivet nemmere

Unge i forskellige aldersgrupper mødes ugentligt i kristne ungdomsfællesskaber, hvor de snakker, spiller, synger og bare generelt hygger.

Presset fra sociale medier, internettet, samfundets normer, verdenssituationen med krige og miljøkriser, corona og så videre. Der er meget at forholde sig til i dag, og er man ung og uprøvet kan det hele til tider måske synes uoverskueligt og svært. Dertil kommer, at man som regel også skal kæmpe med at finde ud af, hvem man er, og hvad man vil med sit liv.

Herlev Bladet har mødt en gruppe unge, som udmærket kan nikke genkendende til ovenstående, men som også har fundet en vej, der virker for dem, og som ifølge dem gør, at de måske lidt nemmere kan forholde sig til det hele. Selvom det selvfølgelig stadig er svært.

Hver uge eller hver anden mødes de i et af Lindehøj Kirkes ungdomsfællesskaber til snak, snacks og fællessang, og det er der flere fordele ved, fortæller Emil Kallestrup og Julius Poulsen, begge på 13 år. De sidder i ungdomslokalerne, der ligger i kælderen under Birkholm Sognehus, hvor fællesskaberne holder til. Her er sofagrupper, snackbar, musikinstrumenter, bordfodboldbord med mere, men også noget så gammeldags som en reol med bøger deriblandt biblen.
Fællesskabet, de to er en del af, hedder 'JoyZone' og er for teenagere fra 7. til 10. klasse. Der kommer cirka 20 til 30 unge hver gang, og for øjeblikket er det især 7. klasser, fordi de er rykket op fra juniorklubben.

»Det foregår sådan, at en af lederne i JoyZone eller en gæst måske fortæller om en eller anden oplevelse, de har haft med Gud, og så læser vi et eller andet fra bibelen, som vi så snakker om. Vi kalder det 'gudsnak'. Vi har også 'lovsang', hvor vi synger nogle sange, som er sådan lidt mere trendy,« forklarer de to unge og tilføjer, at de også spiller spil og bare hygger.

Artiklen fortsætter under billedet.

I januar var Birkholm Sognehus fyldt med 85 unge mennesker fra teenklubben JoyZone (7.-10. kl.) og ungdomsfællesskaber Nexus (16-21 år) og Nexus+ (21-30 år) for at samle ind til gode formål. Privatfoto.

Tanker og tvivl

Springer vi et hak op ad aldersstigen er der i samme lokaler også et fællesskab for de 16-21-årige. Det hedder 'Nexus' (latin: forbindelse, som i forbindelsen mellem mennesker og gud, red.) og har besøg af 40 til 65 unge hver gang. Også fra andre dele af landet, lyder det. En af de lokale er Lucas Madsen på 19 år, og heller ikke han kan undvære det samvær og de relationer, som det giver.

»Vi mødes her hver onsdag, og hver tredje onsdag mødes vi i mindre grupper, celler, rundt omkring hos hinanden, hvor man så kan snakke lidt mere intimt og catche lidt mere op med hinanden. Man kan også dykke lidt mere ned i sin tro og andet, der sker i ens liv,« forklarer han.

det er en meget normal, men også en vigtig ting, at man nogle gange tvivler, fordi det viser, at man tør at sætte spørgsmålstegn til ting

»Det handler om, at man lige får fordybet sig og bliver lidt klogere på noget og kan høre andres tanker. Fordi ellers kan man have en tendens til at gå med det selv, altså sin tro. Så det er meget rart, at man også kan høre, hvad andres syn på tingene er. Og hvad der hjælper dem, når de kæmper med noget,« tilføjer han.

Fælles for de unge er, at de er vokset op i en kristen familie og med en tro, der er en naturlig del af deres liv. Som med alt andet i ens ungdomsliv bliver den del også udfordret fra tid til anden.

»Jeg tror, det er en meget normal, men også en vigtig ting, at man nogle gange tvivler, fordi det viser, at man tør at sætte spørgsmålstegn til ting. Man kan måske have nogle spørgsmål om det, man tror på, er grundlæggende sandt, og så kan det være rart at få andre til at lytte og høre deres tanker, også selvom de ikke har noget reelt svar på det, men har haft samme slags tvivl. Så kan man også få snakket det lidt mere igennem,« påpeger Lucas Madsen.

LÆS OGSÅ: Derfor skal Herlev Gamle Skole ikke rives ned

Artiklen fortsætter under billedet.

Tv. Julius Poulsen og Lucas Madsen. Th. Emil Kallestrup og Karen Kjær bag baren. Foto: Kenneth Hougaard.

Fordomme og accept

I samme sofa som ham sidder Karen Kjær, også på 19 år. Hun tilføjer i forhold til at være en del af fællesskabet:

»Nexus er et godt sted at være ung. Her er vi sammen om at være unge og kristne, med alt hvad de indebærer. At hjælpe hinanden til at sætte ord på og forstå mere af sin tro. Nexus er også med til at give mig en masse relationer. Når vi mødes i mindre grupper, hver tredje onsdag, nyder jeg at være færre sammen, for så kan vi ofte tale om mere personlige ting. Der er en tryg ramme for samtalen,« påpeger hun, der finder det meget givende, at man kan tale tro sammen.

»Der er nogle ting som kan være svært at snakke med sine forældre om. Det kan være rart at tage op i de mindre grupper. Det er noget med at komme og læsse af, for så at gå derfra og ikke tænke så meget mere på det,« forklarer hun med tanke på, at hun også er i andre fællesskaber, hvor religionen ikke spiller nogen rolle som for eksempel sin gymnasieklasse.

»I Nexus møder jeg mange som har de samme kristne værdier som jeg. Vi har et fælles udgangspunkt for hvordan vi gerne vil leve. Jeg har gode gymnasievenner, hvor vi ikke deler eller er sammen om troen, men dem holder jeg lige så meget af,« forklarer hun, der godt kan huske, da hun lige var startet i gymnasiet og skulle tage mod til sig for at fortælle om sin kristne baggrund.

I Nexus møder jeg mange som har de samme kristne værdier som jeg. Vi har et fælles udgangspunkt for hvordan vi gerne vil leve

»Jeg skulle starte på gymnasiet, og det var første gang jeg skulle ud i et skolemiljø, hvor de kristne værdier ikke nødvendigvis har en central rolle. Det var jeg meget spændt på. Hvordan mon de mødte mig med den kristne tro jeg har? Jeg mødte heldigvis en flok mennesker som var meget accepterende og lyttende. Det var en god måde at blive mødt på,« fortæller hun

Lucas Madsen supplerer:

»Jeg tror også, at lige så meget man kan opleve, at kulturen og religion, det bliver lidt mere udfaset, eller der er et andet syn på det, lige så meget er der jo også kommet den her kultur med, at alle skal være velkomne, og alt skal være inkluderende,« vurderer han, der er bekendt med fordomme om, at netop fordi de er troende, så er de ikke inkluderende, men sådan er det ikke, understreger han.

Det er fællesskaberne som JoyZone og Nexus også gode eksempler på, lyder det, fordi de har også ikke-kristne medlemmer.

Af andre fordomme de nogen gange støder ind i, fortæller Karen Kjær, at hun ofte får spørgsmålet 'er du meget kristen?', mens Emil Kallestrup nogle gange oplever, at folk tror, at det der med at være kristen betyder, at det er forbudt at bande.

Artiklen fortsætter under billedet.

I sofaen i ungdomslokalerne i sognehuset: Tv. Emil Kallestrup, Karen Kjær, Lucas Madsen og Julius Poulsen. Foto: Kenneth Hougaard.

Hvorfor kristen?

Unge bliver i dag 'udsat' for rigtig mange ting, som de kan dyrke, og flere vælger også selv, at de ikke vil konfirmeres. Hvad får I ud af at være unge og kristne anno 2025?

»Helt personligt, så synes jeg jo, at det at være kristen, det har kun gjort gode ting for mit liv, og hvem jeg er. På den måde, at det har givet mig nogle værdifulde indgangsvinkler til ting, og vigtige måder at leve livet på. Og så er det jo nemlig også det der med, at man aldrig rigtig kan stå alene med tingene, hvis man tror på, at Gud er med en. Det er dét, der har fået mig ud i ting og fået mig til at turde at stå ved, hvem jeg er,« forklarer Lucas Madsen.

»Jeg synes, det er rigtig gode værdier, man lærer her også, altså med at tilgive andre og give noget til andre, hjælpe andre i det hele taget. Det synes jeg er rigtig gode værdier, som jeg bruger i dagligdagen,« tilføjer Emil Kallestrup, hvorefter Karen Kjær bryder ind:

»Jeg synes også, at når nogle ting er svære, så benytter jeg meget af at bede. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skulle gøre af alle mine tanker uden det, fordi lige så vel som andre unge bliver jeg også påvirket af sociale medier, idealer og det hele. Men jeg tror, at det er jo en fordel, at man kan søge om hjælp på en anden måde, og jeg finder meget ro i at bede, og så er det ude. Eller så har Gud taget det,« fortæller hun, der på den måde kan abstrahere fra de glansbilleder, der ofte optræder på SoMe.

når nogle ting er svære, så benytter jeg meget af at bede. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skulle gøre af alle mine tanker uden det, fordi lige så vel som andre unge bliver jeg også påvirket af sociale medier

»Jeg tror bare, at jeg prøver at være sådan lidt: Ved du hvad, det er ikke sådan Gud har skabt mig, han har skabt mig perfekt som jeg er, og det er det, jeg skal tro på,« siger hun og understreger, at de nævnte fællesskaber også er gode at læne sig opad i den henseende. Hun fortsætter:

»Det er jo ikke kun på grund af kristendommen, vi er her, det er jo også på grund af fællesskabet og vennerne,« påpeger hun, og Lucas Madsen uddyber:

»Det er også noget af det, der er fedt ved at komme her, fordi noget af det vi er virkelig gode til, det er bare at være unge.«

Udover Nexus er der også Nexus plus, som er for unge fra cirka 20 til 30 år.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!