Krydset Mileparken-Kantatevej genåbnes – se her hvornår
Hovedstadens Letbane oplyser, at man nu er ved at være færdig med letbane-arbejdet i krydset ved Musikkvarteret.
Det skabte store frustrationer, da Hovedstadens Letbane først på året meldte ud, at man ville lukke krydset ved Mileparken/Kantatevej og helt afspærre indgangen til Kantatevej. En udmelding og beslutning man senere måtte omstøde.
Nu oplyser Hovedstadens Letbane i en pressemeddelelse, at arbejdet i krydset er færdigt, hvorfor der er udsigt til, at krydset genåbner i midten af uge 43.
LÆS OGSÅ: Trafikale ændring ved Herlev Ringvej
I samme ombæring går man i gang med de afsluttende arbejder i krydset ved Lyskær og Herlev Ringvej. Det betyder, at krydset bliver spærret for al ind- og udkørsel til Lyskær i cirka to uger. I den periode skal alle trafikanter, herunder også fodgængere og cyklister, benytte Mileparken, lyder det.
Dobbeltrettet cykelsti
I slutningen af uge 45 bliver krydset genåbnet, men tunge køretøjer skal fortsat benytte Mileparken, da det ikke er plads til, at de drejer i krydset ved Lyskær. Det forventes, at de skal fortsætte med det indtil jul.
For cyklister og fodgængere vil der frem til slutningen af uge 45 være en dobbeltrettet cykelsti mellem Lyskær og Mileparken i vejens højre side set mod Lyngby. Efter uge 45 bliver cyklister og fodgængere flyttet til vejens venstre side på samme strækning. Mellem Mileparken og Herlev Hovedgade vil der være dobbeltrettet cykelsti i vejens venstre side under hele arbejdet.
På Nordre Ringvej frem mod krydset ved Lyskær vil forholdene for cyklister være som i dag, men i uge 44 omlægges cykelstien til
vejens højre side, oplyser Hovedstadens Letbane.
Der er lukket for kommentarer