Tro kan flytte bjerge, siger man, men det kan kunsten måske også. I hvert fald har kunsten siden den 48-årige Anabella Mynte Bjerre kastede sig over den ændret hendes liv. Efter sommer fik hun et helt konkret bevis på, at hun med sin kunst måske også kan hjælpe andre, der som hun har haft modgang og kriser tæt inde på livet. Hun blev nemlig kåret som Årets Udstiller i Gammelgaards Sommerudstilling med værket 'Hverdagens Herlev Helte'. En dokumentarfilm med små portrætter af 'almindelige' herlevborgere samt en kunstinstallation og digtsamlingen 'Herlev min by'.
»Jeg havde håbet på, at mit kunstprojekt fik opmærksomhed, så jeg er meget taknemmelig for anerkendelsen, kan man sige. Samtidig har jeg den der følelse af, at jeg bare har så meget på hjerte. Så jeg er virkelig glad for, at der er nogen, der gider at lytte nu. At jeg kan bane vejen for, at andre, som har siddet i samme situation som mig og måske stadig sidder i samme situation, kan finde håbet frem. At de kan finde deres egen stemme,« siger hun, der har deltaget i sommerudstillingen seks gange før uden at vinde, men det var egentlig også fint nok, for det var heller ikke formålet for hende.
Det vender vi tilbage til.
der blev bombet. Så skulle man ned i kælderen, og jeg vidste aldrig, om min mor og søster var levende eller døde, når jeg kom hjem
Flugt og fremtid
Anabella Mynte Bjerre kom til Danmark fra Iran i 1988 med sin mor, søster og bror og til Herlev i 1989 for at blive genforenet med deres far.
»Han var i Danmark. Han havde været her i cirka et halvt år. Vi skulle familiesammenføres, så vi troede, at vi kom til en gennemsynsfest med ham. Men i stedet kom vi til hans begravelse, fordi han havde leukæmi, og der husker jeg, at Herlev tog godt imod os,« fortæller hun, der var 11 år, da hun flyttede til byen.
»Solen skinnede den der dag, og jeg kan faktisk egentlig kun huske Sandbyvej, fordi vi skulle bo på Sandbyvej. Jeg kan huske, at vi gik der, der var en parkeringsplads, og der var gang i sådan noget ombygning og renovering på en p-plads. Jeg kan huske, at jeg gik der med sagsbehandleren i min ene hånd og min søster i den anden. Og så kan jeg huske, at jeg gik med min hånd langs det der hegn og var så glad og lykkelig, fordi sagsbehandleren fortalte, at det her bliver vores fremtid,« fortæller Anabella Mynte Bjerre og får tårer i øjnene.
LÆS OGSÅ: Fodboldbanen skal sænkes og være regnvandsbassin
Man skal forstå, at hun og familien forinden havde forladt deres hjemland med venner og familie som følge af Iran-Irak-krigen til fordel for en uvis fremtid.
»Vi kom som flygtninge. Vi kom både med stress i kroppen, men også sorg, fordi min far døde. Da vi boede i Iran fik jeg tit ødelagt min nattesøvn. Også når jeg var i skole, fordi der pludselig lød sirener over det hele, fordi der blev bombet. Så skulle man ned i kælderen, og jeg vidste aldrig, om min mor og søster var levende eller døde, når jeg kom hjem. Det var min værste frygt. Det var det, jeg tænkte, når jeg stod dernede i kælderen under skolen,« husker hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Noget at stå op til
I Herlev blev hun og familien boende, og på nær nogle få afstikkere har hun nu boet i kommunen i 33 år. Undervejs er hun blevet gift, har fået en datter på 11 og en søn på 15, er blevet skilt, er blevet uddannet pædagog med overbygning i psykologi, har haft forskellig jobs, skiftet navn af personlige årsager samt meget andet. Men noget af det, der har fyldt mest, var, da hun efter mange år fandt ud af, at hun led af fibromyalgi. En kronisk smertetilstand i kroppen, der blandt andet giver træthed og nedsat fysisk udholdenhed. Derfor blev hun mere og mere sengeliggende og fik for syv år siden tildelt førtidspension.
Lad os vende tilbage til kunsten.
»Du kan ikke kurere det. Det føles lidt ligesom at have influenza hver dag. Så det var egentlig for at have noget at stå op til, at jeg begyndte at male, fordi jeg syntes, det var enormt hårdt bare at ligge i sengen hver dag i mange timer, mens mine børn gik i skole, og min daværende mand arbejdede,« siger hun og kan huske den helt konkrete episode med sin søn, der fik hende til at gå i gang.
så sagde han: 'Mor, du er også bare førtidspensionist, og du har ingen venner, og du arbejder ikke'. Jeg siger dig, det ramte mig bare så hårdt
»Vi havde en konflikt, han var meget gal, og så sagde han: 'Mor, du er også bare førtidspensionist, og du har ingen venner, og du arbejder ikke'. Jeg siger dig, det ramte mig bare så hårdt,« lyder det.
»Man kan sige, det var det, der lagde kimen til, at jeg gjorde det,« påpeger Anabella Mynte Bjerre, som besluttede sig for, at målet skulle være hvert år at deltage i Gammelgaards Sommerudstilling med et nyt værk. På grund af gigtsmerterne i hænderne kunne det ikke blive til mere, hvorfor målet blev et til to malerier om året.
Det første motiv var af hendes søn og datter, der sidder sammen.
»Jeg kunne rigtig godt li' det billede, så jeg besluttede mig for at male et portræt af de to, og jeg blev helt overrasket over, at jeg kunne finde ud af det,« smiler Herlev-kunstneren, der med kunsten genfandt en glæde i livet.
Artiklen fortsætter under billedet.
Nyt syn på Herlev
»Det værste, man kan opleve som menneske, det er, at man ikke kan se nogen fremtid, eller man ikke kan se foran sig, hvad der skal ske i ens liv. At man hele tiden lever fra dag til dag og ikke har nogle mål og drømme. Alle har brug for noget at stå op til. Alle har brug for at føle, at de er noget værd og kan bidrage med noget, og hvis der er noget, man holder op med at tro på, når man bliver førtidspensionist, så er det, at der er brug for en, og at man kan bidrage til samfundet,« forklarer hun, der følte et tab af identitet og mening, indtil malergerningen førte hende tilbage på sporet.
I forbindelse med årets værk droppede hun dog for første gang pensel og lærred til fordel for noget helt andet, hvilket først og fremmest skyldtes temaet 'Vores by'.
Som følge af sine ugentlige aktiviteter begyndte hun nemlig at gå mange ture i Herlev, hvilket fik hende til at se byen på en anden måde. Dertil kommer, at de borgere, hun mødte og snakkede med under aktiviteterne, også gav hende et nyt perspektiv på Herlev. Det være sig både til svømning i Hjortespringbadet, hvor hun svømmer to gange ugentligt i 'pensionisttiden', som hun kalder det, fordi det er på tidspunkter, hvor de ældre borgere også kommer. Men også i TIM (Trivsel, Idræt og Motion) - et tilbud til borgere, der står uden for arbejdsmarkedet.
Jeg begyndte at finde min kærlighed til Herlev igen, fordi lige pludselig begyndte jeg at se på byen på en anden måde, fordi det gjorde ondt, når alle de her gamle bygninger blev revet ned
»Jeg begyndte at finde min kærlighed til Herlev igen, fordi lige pludselig begyndte jeg at se på byen på en anden måde, fordi det gjorde ondt, når alle de her gamle bygninger blev revet ned. For mig og mange andre, som har boet i byen længe, har det en affektionsværdi. Så jeg kunne bare mærke, at det føltes som om, at jeg gik i stykker, hver gang der var en bygning, der blev revet ned, og i stedet for at tænke: 'Hvad kan Herlev gøre for mig?', så tænkte jeg: 'Hvad kan jeg gøre for Herlev?« forklarer hun, der begyndte at interviewe og lave små filmiske portrætter af de borgere, hun mødte på sin vej samt skrive digte om sit liv i Herlev.
Udstiller også næste år
Tilbage står, at Anabella Mynte Bjerre igennem kunsten har genfundet sig selv og ikke mindst sin identitet i Herlev. Hun lever nu lykkeligt med sin kæreste, og som hun selv siger:
»Jeg har fået lov til at have en stemme, og jeg har fået lov til at give folk en stemme, og det var det, jeg havde brug for,« lyder det fra årets prismodtager, som nok er færdig med at udstille på Gammelgaards Sommerudstilling for i år, men vender stærkt tilbage næste år. Vinderen, eller vinderne, for hun deler førstepladsen med en anden kunstner, er nemlig selvskrevet til at få sin egen udstilling i Gammelgaards hovedbygning. Om det også bliver en dokumentation af Herlev anno 2025, har hun ikke lagt sig fast på endnu. Men sikkert er det, at hun nu har endnu mere at glæde sig til, endnu mere at stå op til, og det er vel meget godt.
DIGT (fra samlingen 'Herlev min by')
Der er lukket for kommentarer