Kvindebasket: BMS Herlev i finalen om det danske mesterskab
Basketballkvinderne fra Herlev og Skovlunde besejrede i tredje og afgørende semifinale de firedobbelte danske mestre fra Falcon.
På udebane lørdag eftermiddag i Bülowsvejhallen på Frederiksberg vandt BMS Herlev 60-48 over Falcon, som er forsvarende danske mestre i kvindebasket fire år i træk.
Men Falcon vinder ikke i år, for nederlaget til kvinderne fra Herlev og Skovlunde var i den tredje og afgørende kamp, og dermed er BMS Herlev klar til finalen.
Gennem tiderne har BMS Herlevs kvinder - med lidt variation i klubnavnet undervejs - vundet såvel guld, sølv og bronze to gange.
SISU venter i finalen
Sidst det ikke var Falcon, som vandt DM i basketball for kvinder, var det netop BMS Herlev i 2021. Siden da har klubben også vundet sølv i 2023.
I finalen venter dansk kvindebaskets mest vindende klub gennem tiderne, SISU fra Gentofte. Vi skal dog tilbage til 2014 sidst, at SISU vandt guld, siden er det blevet til et par sølvmedaljer.
Nu skal BMS Herlev og SISU fordele guld og sølv mellem sig. Der spilles tre finaler, den første er onsdag 29. april klokken 19 i Gentofte, ugen efter er der returkamp torsdag 7. maj klokken 19 i Skovlunde, inden der sluttes af søndag 11. maj i Gentofte.
Gennem tiderne har BMS Herlevs kvinder - med lidt variation i klubnavnet undervejs - vundet såvel guld, sølv og bronze to gange.
Til maj er enten guld eller sølv kommet op på en treer.
Savanna blev topscorer
For BMS Herlev var Malou Savanna topscorer med 18 point i kampen mod Falcon, og Isabella Marion leverede også en stærk indsats med 15 point og 10 rebounds, oplyser kvindebasketligaen.dk.
BMS Herlev tabte den første semifinale mod Falcon på Frederiksberg, men tog så revanche og vandt de to næste semifinaler i Herlev og på Frederiksberg.
LÆS OGSÅ: Katrine Jessen kæmpede sig tilbage efter lang skade

Der er lukket for kommentarer