Herlev Bladet

Lokal sommerkrimi: Kvinden bag huset

I otte kapitler bringer Herlev Bladet denne sommer en krimi med hel lokal uhygge. Journalisterne skiftes til at skrive kapitlerne. Følg med her. Hvis du altså er den modige type…

Kapitel 1

Hun sad og nød solen. Nej, hun så ud som om, at hun nød solen. Kvinden i de sorte, smalle bukser, sorte stiletter og en kort bikerjakke. Og med et guldsmykke om halsen.  Hvis ikke den påfaldende diskrete røde plet af blod på den hvide silkeskjorte med kavalergang simpelt hen afslørede, at hun var blevet skudt. Kvinden var død. Stendød. 

Ingeborg stod og betragtede den døde kvinde, som havde rødt på neglene og med en taske ved siden af stolen, som fortalte opdageren fra Københavns Vestegns Politi, at det her på ingen måde her handlede om et rovmord eller et gaderøveri, der bare var gået helt galt. 

»Det er simpelt hen en likvidering og så her midt om sommeren og på det mest idylliske sted i hele byen,« tænkte Ingeborg ved sig selv. 

Hente kagegafler

Den tilkaldte opdager var veteran i politiet, hvor hun havde været i næsten 30 år. På mange måder var Ingeborg et slidt menneske med et par forliste parforhold bag sig. Hendes personlige skuffelse var, at hun aldrig havde fået de børn, som hun havde ønsket sig som ung.  Men den skuffelse holdt hun mest for sig selv. Som meget andet i livet.  Så kvinden i den grå trøje og de praktiske sko havde en tendens til at flygte alt for meget ind i arbejdet trods mange advarsler fra velmenende kolleger, som nogle gange også havde lidt ondt af hende. Men samtidig også havde meget svært ved at kunne lide hende rigtigt.  Opdageren og kvinden på stolen, som var vippet en anelse mod den gule mur under stråtaget, så ud til at være hinandens modsætninger på alle områder. Men med den forskel, at den ene var død. Og den anden nu stod med en mordsag, der skulle opklares. 

»Det var dig, der fandt hende, spurgte hun en ungdommeligt udseende 70-årig mand samtidig med at mislykkes med et imødekommende smil. Det smil, som det aldrig lykkedes for hende at sende, selvom hun inderst inde gerne ville. Og faktisk også på kurser havde lært, at hun arbejdsmæssigt ville komme længere med.

»Ja, ja, det var mig,« sagde manden med et ulykkeligt udtryk i øjnene.

»Men hvad laver du egentlig her en onsdag i et hus, der kun har åbent om søndagen?« spurgte Ingeborg og var selv lidt overrasket over spørgsmålets lidt håndfaste karakter.

»Jamen, jeg, jeg er formand for huset. Det var en af pensionistforeningerne, som ringede til mig og krævede, at der skulle være kagekafler til deres lagkage. Ellers ville de slet ikke have noget med det at gøre. Så jeg var nede og købe de her kagegafler altså. For hvis der ikke er, hvad pensionistforeningerne kræver, så går de bare igen. Sådan har de altid været. Men da jeg så låste mig ind, var det jo, at jeg så hende.  Jeg blev lidt interesseret og sagde ’hej’. Men så blev jeg jo klar over, hvorfor hun, altså hvorfor hun ikke svarede,« sagde manden med nærmest fortvivlelse i stemmen. 

Lad os tjekke på kroen, der boede hun sikkert. Hun ligner ikke en herfra byen. Hverken med det udseende eller i det tøj.

Hende kender vi ikke

Ingeborg greb ned i den myrdede kvindes taske og fandt en dyr pung, som indeholdt adskillige creditcard med navnet K. Soze. Men desværre ikke nogen form for billed-ID. 

»Lad os tjekke på kroen, der boede hun sikkert. Hun ligner ikke en herfra byen. Hverken med det udseende eller i det tøj, « sagde kriminalassistenten Scott med en undertone af håb om en eller anden form for anerkendelse. 

»Ja, lad os tjekke på kroen. Det er vel nærmest sådan helt evident, at vi skal tjekke, om hun havde et hotelværelse derovre,« svarede Ingeborg og prøvede at skjule den kendsgerning, at hun ikke selv var kommet på idéen. 

»K. Soze.  Nej, det navn kender vi ikke,« sagde en mørkhåret kvinde med briller i kroens reception.

»En flot kvinde i dyrt tøj. Med langt lyst hår. Elegant og dyrt klædt på. Hun lignede en, der var på gennemrejse. Og bortset fra en bikerjakke og en taske, havde hun ingen anden bagage eller overtøj, da vi fandt hende. Det er ikke en, du kender?« spurgte Ingeborg næsten med venlighed i stemmen. 

»Næ, vi har ikke mange gæster her nu i coronatiden. Og sådan en gæst har vi i hvert fald ikke,« sagde receptionisten. 

Lad os gå en tur

»Kom, lad os gå en tur. Men en mærkelig by, hva’. River de den ned eller bygger de den op, eller hvad gør de?« sagde Ingeborg til Scott, som pænt fulgte med. 

»Ja, det ved jeg ikke. Alt er lukket, det er mystisk. Hvad laver sådan en kvinde her? Eller lavede,«, svarede han. 

De gik gennem byen og hen mod stien op til Medborgerhuset. Helt uden at lægge mærke til en mand i et lidt krøllet jakkesæt, som stod ved fodgængerovergangen og fulgte de to politifolk med øjnene.  

»Lad os sætte os her og tænke det her igennem, « sagde Ingeborg, som havde taget den myrdede kvindes taske med under armen og nu satte den ved siden af sig, da de var nået frem til Medborgerhuset.  De havde ikke siddet mange sekunder, før kvindens mobil ringede nede i tasken. Ingeborg greb ned efter den helt forfjamsket og nærmest uprofessionelt  og så på displayet.

»Alex ringer, « stod der. 

Kapitel 2

Klaudia Poulsen blev født på Gentofte Hospital den 24. juni 1980 til sine nybagte forældres store glæde. De, Lars og Sarah, havde prøvet at få børn i mange år, så da Klaudia kom til verden den sommerdag i juni, var deres ønske endelig gået i opfyldelse. Lars var advokat og en god én af slagsen, mens Sarah i ny og næ underviste yogahold fra privaten i det mondæne Skodsborg – mest for at dulme sine egne nerver efter flere fejlslagne graviditeter. 

Blandt dem var Alex

Klaudia voksede op som enebarn og blev forkælet og forgudet af alle, der kastede deres øjne på hende. Som årene gik udviklede hun sig fra en køn og kær lysehåret pige til en gyldenblond skønhed af guddommelige og nærmest uopnåelige dimensioner, hvilket også gav hende en del mandelige beundrere. Blandt dem var Alex. En fri og sensitiv sjæl med hang til motorcykler og guitarspil. 

Alex, som hun havde gået i klasse med på Nærum Gymnasium, kom fra en familie, der var blevet revet i stykker af alkohol og husspektakler. Han var en outsider i sine gymnasiekammeraters øjne. Han var ikke én af dem. Ham på motorcyklen i sort læderjakke og med strithår. Dem i deres fædres cabrioleter i nystrøgne silkeskjorter med slikhår. Mest signifikant af alt var, at Alex kom fra Herlev. ’Vestegnens Monaco’, som han plejede at spøge med, når han modtog fornærmelser vedrørende sin hjemadresse i det nordlige Herlev hos plejefamilien. For Klaudia var Alex noget fremmed og spændende; en original; en berusende frisættelse fra et ellers sterilt og overfladisk miljø, der kedede hende.  

Kærligheden var stor blandt de to, der nærmest ritualistisk på varme sommeraftener under stråtaget på Hjulmandens Hus i Herlev svor på og lavede en pagt om, at det skulle være de to for altid.

Under stråtaget

Kærligheden var stor blandt de to, der nærmest ritualistisk på varme sommeraftener under stråtaget på Hjulmandens Hus i Herlev svor på og lavede en pagt om, at det skulle være de to for altid.  I medgang og modgang.  Blinde var de dog begge over for de komplikationer, deres forhold skabte bag kulisserne. For Lars Poulsen var Alex en sølle eksistens fra Vestegnen, der ustandseligt lokkede hans datter på afveje med sin motorcykel og læderjakke.

    

Forskellige baggrunde

»Han er ikke god for dig. I kommer fra alt for forskellige baggrunde. Du burde hellere finde dig én fra dine egne kår. Her er der masser af gode, ambitiøse unge mænd fra gode familier. Hvorfor kan du ikke bare adlyde din far og lade være med at vanære vores gode navn og familie på den her måde med den her Alex-knægt?« plejede det som regel at lyde i et utal af enemonologer fra Lars, mens Sarah så til og nikkede med et nervøst smil og et altid halvfyldt glas chartreuse. 

»Hvorfor ikke Kerims knægt, Keyser?«

Tyrkerkongen 

Keyser var søn af Kerim Soze. En flamboyant og karismatisk napolitaner med tyrkiske rødder, der på papiret havde gjort sig rig på mode og slået sig ned på Strandvejen med sin danske kone. Kerim var blandt Lars Poulsens vigtigste og mest notoriske klienter med flere rygter om lyssky forretninger og skumle forbindelser til den napolitanske underverden hængende over sig, hvilket havde affødt det mindre flatterende men respektindgydende kælenavn ’Tyrkerkongen’. 

Tyrkerkongen var én, man helst skulle holde sig gode venner med. Eller helt holde sig fra. Lars havde valgt det første af økonomiske årsager.

 Sønnen Keyser var som Klaudia enebarn, hvilket havde skabt et specielt bånd mellem de to, der qua deres fædres forretningsforbindelser havde kendt hinanden fra barnsben. Keyser fik altid, hvad han ville have, og netop hjemvendt fra en dannelsesrejse i støvelandet havde han udset sig Klaudia som sin dronning til det familieimperium, der lå for hans fødder. Keyser overdængede Klaudia med opmærksomhed i form af gaver af overdådig karakter og med en aura, der udstrålede uigennemtrængelig viljestyrke og selvsikkerhed, fejede han fuldstændigt benene væk under hende. Noget som Alex, der kun havde serenader og slidte kærlighedsflosker at vise for det, havde svært ved at hamle op med. 

Hvor er du? 

Flere år senere sad Ingeborg nu ved Medborgerhuset med kriminalassistent Scott og en grusom mordsag fra Hjulmandens Hus. Alt imens ringede Klaudias telefon. 

»Alex ringer,« stod der.

Efter hvad der føltes som nogle splitsekunder tog Ingeborg febrilsk telefonen, der var på falderebet til at ringe ud, og afventede at høre fra denne Alex. 

»Hallo, Klaudia, hvor er du? Jeg er bekymret for dig.«     

Kapitel 3

Ingeborg lyttede til hvad hun identificerede som en dreng mere end en mand i den anden ende af mordofferets telefon. Han var bedende i sin stemme, da han igen sagde noget:

»Klaudia helt ærligt – sig noget min sukkerblomst. Det var sgu da ikke meningen, du skulle finde ud af det på den måde, men det er for helvede da heller ikke rimeligt, at du ikke giver lyd fra dig. Jeg har de vildeste tanker om, at du er død, « fremførte Alex i et rasende og såret tempo.

»Det er hun også. Hun er død,« hørte Ingeborg sig selv sige, mens hendes hjerne straks gav sig til at spekulere på, hvorfor hun havde en trang til at være uprofessionel. Hun orkede ikke forklare denne Alex, hvem hun var eller hvad der var sket. 

Hun havde bare lyst til at lade ham dingle i rædselsfuld uvidenhed som katten, der ikke orker at give den sårede mus det sidste dask.

Jeg har de vildeste tanker om, at du er død.

På bænken ved siden af hende blev den unge kriminalassistent Scott urolig på den der måde, hvor det var tydeligt på hans kropssprog, at han mente et eller andet, som han ikke turde sige. 

Der var få ting Ingeborg havde mindre respekt for end mennesker uden deres meningers mod. Den tilgang til livet gav hende en helt konkret kløe bag øjnene.  

Ingeborg tog konsekvensen af sin løjtnants højlydte kropssprog og sagde ind i telefonen.

»Du taler med Ingeborg Blæseborg fra Københavns Vestegns Politi. Klaudia er fundet død. Det er vigtigt, at du møder ind på politigården i Albertslund…«

Længere nåede hun ikke, før lyden af et skrig, der rullede ud i en syndflod af gråd  blev afbrudt af en telefon, der blev lagt på.

Ingeborg tog sig selv i at få lyst til at tage ud og finde denne Alex og klaske ham op ad væggen, så han kunne få tungen på gled i stedet for at tude. 

Tilstrækkeligt klassisk opdraget, som Ingeborg var ,vidste hun godt, at det hun burde føle var en form for medfølelse. Drengen havde jo lige mistet. 

Hun samlede sig sammen og sendte et suk ud gennem læberne og vendte sig mod Scott og hans alt for gennemtænkte frisure. 

»Nå min ven, nærmest hvislede hun, hvad er næste træk?«

Scott så forvirret ud over den direkte henvendelse. Han kæmpede tydeligt med glæden over, at hun tilsyneladende gav ham serveretten – og så den klare bevidsthed om, at det næppe var det hun gjorde alligevel.

»Øh jamen«, lagde han ud, »Vi må vel hellere gå tilbage til gerningsstedet.«

Ingeborg morede sig over, at han vred sig. 

Der var et eller andet ved den her sag fra det lille bondehus spærret inde i forstadens livløse indpakning, der gav hende lyst til at gøre noget andet. Noget hun ikke plejede. Noget ingen forventede af kolde, kedelige Ingeborg, der havde været pligtopfyldende grænsende til det livsfornægtende hele sit liv.

»Du ved godt, at man skal orientere sig bredt først. Lad os gå over forbi den der byggeplads, de kalder bymidten,« sagde Ingeborg let og travede målrettet afsted over det brede fodgængerfelt med kurs mod de kraner bag centret, hun havde noteret sig tidligere.

Scott fulgte med som en logrende lille hund af den størrelse, der altid gav Ingeborg en trang til at møde dem med et hårdt spark.

Det var først da Ingeborg pressede sine hænder hårdt mod Scotts hals i ly af en forladt gravemaskine, at han tilsyneladende opdagede, at noget var galt. 

’Nogen stor detektiv var han alligevel aldrig blevet’, tænkte hun, mens hun undrende konstaterede, at hendes åndedræt var fuldstændigt i ro, mens Scott faldt slapt ned i et tørt hjulspor fra en stor maskine. 

 

 

Med din donation er du med til at sikre, at vi på Herlev Bladet kan blive ved med at lave journalistik til og om Herlev. Det er også muligt at donere et valgfrit beløb via MobilePay til nummer: 92236 - Tak.

DKKSpørgsmål?
Kontakt endelig Herlev Bladet på telefon 4494 1010 eller på mail: herlevbladet@herlevbladet.dk hvis du oplever problemer ved betaling.
Du er måske også interesseret i
Kommentarer
Henter kommentarer.....