Lægens Ord: En vaccination rigere kan gøre dig en virus fattigere
Der er mange måder at vide, at efteråret er kommet. Bladene falder af træerne, dagene bliver kortere, og pludselig begynder folk at hoste lidt mere end normalt. Influenza- og covidsæsonen er på vej – og med den følger den årlige påmindelse om, at det igen er tid til at blive vaccineret.
Af Tina Barsøe, chefsygeplejerske, Afdeling for Karriere, Vikarer og Kompetenceudvikling
Influenza er for mange en fast del af vinterkalenderen, og siden 2019 er covid også blevet det. Men det kan man selv være med til at forebygge. Dels skal vi huske de gode vaner, vi fik under covid, og dels skal vi igen rette fokus mod vaccinerne.
Sidste år blev rekordmange vaccineret på Herlev og Gentofte Hospital, og jeg håber, vi kan fortsætte den gode udvikling igen i år.
Som chefsygeplejerske og som en del af vaccinationsteamet møder jeg jævnligt en opfattelse af, hvorvidt det overhovedet giver mening at blive vaccineret, hvis vaccinen ikke kan garantere, at man ikke bliver smittet. Ligeledes hører jeg tit spørgsmål som: ’Virker vaccinen egentlig? Hvorfor skal jeg vaccineres igen, når jeg blev vaccineret sidste år? Og er en vaccine overhovedet nødvendig, hvis jeg ellers føler mig sund og rask?’.
Vaccination handler ikke om at få en garanti mod at blive syg. Den handler om at mindske risikoen for sygdom
Men det er ikke helt sådan, man skal se på vaccination.
Vaccination handler ikke om at få en garanti mod at blive syg. Den handler om at mindske risikoen for sygdom – og især om at mindske risikoen for, at sygdommen bliver alvorlig. Det vil sige, at vi ikke vaccinerer, fordi vi forventer at blive syge. Vi vaccinerer, fordi vi gerne vil være bedst muligt beskyttet, hvis virussen alligevel finder vej.
Hvorfor igen?
Influenzavira og coronavira forbliver ikke de samme over tid. Viraene ændrer sig løbende, og den beskyttelse, man har opbygget fra tidligere infektioner eller vacciner, kan dermed både være aftaget eller kun beskytte mod de tidligere varianter af virussen. Derfor bliver vaccinerne løbende tilpasset, så de passer til de virusvarianter, der aktuelt cirkulerer.
Når vi vaccinerer, giver vi immunforsvaret et forspring. Der går typisk et par uger efter vaccinationen, før immunforsvaret har opbygget beskyttelse. Og ja, vacciner kan give bivirkninger. Det kan for eksempel være ømhed, feber eller hovedpine, men for de fleste er det milde og forbigående gener. Jeg plejer at tænke på det som en lille pris for at give kroppen det ekstra forspring.
Vaccinationer er dog ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt man selv bliver syg. Det handler også om at mindske risikoen for dem omkring en, der kan risikere et meget alvorligere sygdomsforløb end en selv.
Artiklen fortsætter under billedet.

Det er ikke kun de ældre
Når vi taler om influenza og covid, kommer samtalen hurtigt til at handle om ældre mennesker. Og det giver god mening, for høj alder er den største risikofaktor for et alvorligt forløb.
Men det er ikke kun alder, der har betydning. Der findes også en række sygdomme og tilstande, som kan øge risikoen for et alvorligt forløb. Derfor er det vigtigt at undersøge, om man selv er en del af målgruppen for vaccination – også selvom man endnu ikke er fyldt 65 år.
Og hvis man er i målgruppen, vil jeg opfordre til, at man tager imod tilbuddet. For vi ved ikke på forhånd, hvordan den næste influenza- eller covid-infektion rammer os. Men vi ved, at vaccination kan være med til at mindske risikoen for både sygdom og alvorlige sygdomsforløb.
Så når efteråret for alvor melder sin ankomst, og hosten begynder at brede sig i busser, supermarkeder og på arbejdspladser, er der én ting mindre at bekymre sig om, hvis man har gjort, hvad man kan for at være beskyttet.
LÆS MERE: Sidste måneds klumme om søvn
Gør det nemt for dig selv
Fra 1. oktober kan personer i målgruppen gratis blive vaccineret mod influenza og covid. Er du 65 år eller derover, modtager du en invitation i løbet af september. Er du under 65 år og i en risikogruppe, får du ikke automatisk en invitation, men kan fra slutningen af september selv bestille tid. Invitation eller ej skal du booke tid på vacciner.dk.
På både Herlev og Gentofte Hospital står vores rutinerede og sundhedsfagligt uddannede vaccinatører klar til at tage imod dig og til at besvare dine spørgsmål. Der er masser af vacciner, og der lægges løbende tider ud.
Så husk sundhedskortet, mød op til din tid, og tag gerne en trøje på, hvor det er nemt at komme til overarmen.
Hvis det er svært at få tider de første uger i oktober, åbnes der op senere på sæsonen for drop-in helt frem til den 20. december. Så hvis du alligevel kommer forbi Herlev eller Gentofte Hospital, kan du smutte forbi og blive vaccineret uden tid. Åbningstider kan findes på hjemmesiderne: www.herlevhospital.dk og www.gentoftehospital.dk

Der er lukket for kommentarer