
Lægens Ord: Når lysten stiger gør risikoen for kønssygdomme det også
Sommeren fører mange gode ting med sig, men ifølge Klinik for Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital desværre også en stigning i antallet af henvendelser om kønssygdomme. Skal man forebygge det, kræver det mere viden på området, skriver overlæge i denne uges klumme.
Af Diljit Kaur Knudsen, overlæge i Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme, Herlev og Gentofte Hospital.
Når sommeren rammer, og kalenderen fyldes med festivaler, rejser og mere socialt liv, ser vi også en tydelig tendens i Klinik for Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital: Flere henvendelser om kønssygdomme. I nogle sommeruger ser vi helt op til en fordobling i antallet af henvendelser.
Det skyldes ikke én enkelt forklaring. En del handler formentlig om praktiske forhold – at det kan være sværere at få tid hos egen læge eller hudlæge i ferieperioder, og derfor søger flere hjælp hos en kønssygdomsklinik. Men vi ved også, at seksuel adfærd spiller ind. Flere skiftende partnere og ubeskyttet sex øger risikoen for smitte, og sommermånederne kan for nogle være forbundet med netop det.
Myter fylder stadig meget
Noget af det, jeg ofte møder i samtalen med patienter, er misforståelser om, hvem der får kønssygdomme. Mange tror stadig, at det kun rammer bestemte risikogrupper. Men sandheden er, at flere kønssygdomme er blevet mere udbredte de seneste år – og kan ramme alle, der er seksuelt aktive.
En anden vigtig misforståelse er, at man kun smitter eller bliver smittet, hvis man har symptomer. Det er ikke korrekt. Man kan sagtens have en kønssygdom uden at mærke noget – og stadig smitte videre.
Mest almindelige infektioner
Den hyppigste kønssygdom i Danmark er klamydia, med knap 30.000 smittede i 2025. Den ses især hos unge mellem 15 og 30 år. Klamydia skyldes en bakterie og kan behandles effektivt med antibiotika.
De typiske symptomer kan være let udflåd og svie ved vandladning – men hos langt de fleste giver infektionen ingen symptomer. Faktisk gælder det over 70 procent af kvinder og omkring 50 procent af mænd.
Gonoré er en anden bakteriel infektion, som vi ser mere og mere af. Antallet af tilfælde er steget markant gennem de seneste år. Hvor der i 2010 blev registreret under 500 tilfælde i Danmark, var tallet i 2025 over 4.000. Der kan symptomerne vise sig med svær svie ved vandladning og tykt gulligt udflåd – men igen ses der mange tilfælde uden symptomer, især hos kvinder.
Fælles for kønssygdomme som klamydia, gonoré og mycoplasma er, at symptomerne kan ligne hinanden, og at det derfor kræver en test at få klarhed. Derudover ser vi infektioner som genital herpes, syfilis og kondylomer, som også i nogle tilfælde kan være uden tydelige tegn.
For mig er det vigtigste budskab derfor ikke frygt, men viden: Kendskab til smitteveje, test og beskyttelse gør en reel forskel
Uden behandling?
Det gode budskab er, at de fleste kønssygdomme kan behandles effektivt – ofte med antibiotika. Men ubehandlede infektioner kan give alvorlige komplikationer.
Det kan blandt andet være underlivsbetændelse, kroniske underlivssmerter, betændelse i bitestiklerne og i værste fald ufrivillig barnløshed. Derfor er det vigtigt ikke at vente for længe med at blive undersøgt, hvis man har mistanke om smitte.
Kondomer bruges for lidt
Kønssygdomme smitter ved ubeskyttet sex – både vaginalt, analt og oralt. Kondom er stadig den mest effektive beskyttelse, vi har.
Alligevel ved vi, at brugen af kondomer blandt unge i Danmark er faldende. Det er bekymrende, fordi det ellers er en enkel og effektiv måde at reducere smitterisiko på.
Test og behandling er nemt
Hvis man er i tvivl, kan man blive testet flere steder – hos egen læge, hos en hudlæge eller i en af landets kønssygdomsklinikker. Der findes også lokale tilbud, afhængigt af hvor man bor.
Det vigtigste at huske
Noget af det, jeg gerne vil understrege, er, at der ikke findes nogen vaccine mod almindelige kønssygdomme som klamydia, gonoré, mycoplasma, herpes eller syfilis. Og tidligere smitte giver ingen beskyttelse.
Man kan derfor blive smittet igen og igen – også selvom man tidligere har haft en kønssygdom.
For mig er det vigtigste budskab derfor ikke frygt, men viden: Kendskab til smitteveje, test og beskyttelse gør en reel forskel.
LÆS MERE: Sidste uges klumme om solskader
Artiklen fortsætter under billedet.

FAKTA: Lægens Ord
I denne klummerække fra Herlev og Gentofte Hospital forklarer en række sundhedsfaglige eksperter, nogle af de udfordringer, vi døjer med, men også hvordan vi kan forebygge eller komme over dem.

Der er lukket for kommentarer