Herlev Bladet

Lægens Ord: Søvn er noget af det vigtigste, vi kan give vores børn

Søvn har stor betydning for børn og unges udvikling og trivsel. Men hvad er egentlig normal søvn – og hvornår er der grund til bekymring? Overlæge Nanette Mol Debes fortæller om børns søvn og giver råd til, hvad man som familie selv kan gøre, når søvnen driller.

Af Nanette Mol Debes, leder af Dansk Søvncenter for Børn og Unge og overlæge på Afd. for Børn og Unge på Herlev og Gentofte Hospital.

Søvn fylder meget i mange familier. Som børnelæge møder jeg ofte forældre, der er bekymre-de, fordi deres barn ikke sover godt. Er det normalt? Får barnet for lidt søvn? Og er der noget, man bør gøre anderledes?

Søvnproblemer er meget almindelige hos børn og unge. Men det er også vigtigt at huske, at søvnen ændrer sig naturligt gennem opvæksten, og at det, vi opfatter som dårlig søvn, ikke altid er tegn på, at noget er galt. Hos babyer og små børn er søvnen ofte mere opdelt, og det er helt normalt at vågne flere gange om natten. Hjernen er stadig under udvikling, og det samme er de systemer, der regulerer søvnen. Senere, i teenageårene, sker der igen en forandring. Kroppens indre ur forskydes, så mange unge helt naturligt bliver trætte senere om aftenen – og også gerne vil sove længere om morgenen.

Påvirker hverdagen

Søvn har stor betydning for både fysisk, mental og følelsesmæssig udvikling. Når børn og unge gennem længere tid sover for lidt eller for dårligt, kan det derfor vise sig på mange forskellige måder.

Nogle bliver trætte og uoplagte eller svære at vække om morgenen. Andre reagerer med uro, irritabilitet eller får sværere ved at styre deres impulser. Dårlig søvn kan også påvirke hukommelse, koncentration, indlæring og social trivsel. 

Søvn har stor betydning for både fysisk, mental og følelsesmæssig udvikling

Det betyder ikke, at man skal være bekymret efter nogle få dårlige nætter. Et godt pejlemærke er at se på, hvordan barnet fungerer om dagen. Hvis barnet trives og har energi til hverdagen, er en periode med dårlig søvn som regel ikke farlig. Hvis søvnproblemerne derimod fortsætter og begynder at gå ud over skole, humør, relationer eller barnets generelle trivsel, er der grund til at reagere.

Gode vaner gør en forskel

Heldigvis kan familien selv gøre meget. Gode søvnvaner – eller det, vi kalder søvnhygiejne – er første skridt, når søvnen driller. Prøv blandt andet at:

• Holde nogenlunde faste senge- og stå-op-tider.

• Slukke skærme senest en time før sengetid.

• Sørge for fysisk aktivitet i løbet af dagen.

• Holde soveværelset mørkt, roligt og veltempereret.

• Skabe en rolig afslutning på dagen, hvor der fx er tid til at tale om dagens oplevelser.

Rådene kan lyde enkle, men de kræver vedholdenhed. Nye søvnvaner virker sjældent fra den ene dag til den anden. Som udgangspunkt bør man prøve at holde fast i dem i mindst fire uger, før man vurderer, om de har effekt.

Søg hjælp når...

De fleste børn og unge oplever perioder, hvor søvnen driller. Men hvis barnet gennem længere tid har svært ved at falde i søvn, vågner meget om natten eller sover så dårligt, at det påvirker hverdagen, er det en god idé at tale med egen læge.

I nogle tilfælde kan behandling med melatonin være relevant, hvis gode søvnvaner ikke har haft tilstrækkelig effekt. Melatonin er et hormon, som kroppen selv producerer, og som er med til at regulere vores døgnrytme. Medicinsk behandling er dog ikke førstevalg og bør altid bero på en faglig vurdering.

Følger barnets udvikling

Noget af det, jeg gerne vil have, at flere forældre ved, er, at børns søvn ikke er statisk. Den udvikler og forandrer sig, i takt med at barnet og hjernen udvikler sig. Derfor er det ikke enhver periode med dårlig søvn, der er tegn på en søvnforstyrrelse. Men når søvnen over længere tid går ud over barnets dagligdag, skal man tage det alvorligt.

Start med de gode søvnvaner, hold fast i dem og giv dem tid. Og hvis det ikke er nok, så søg hjælp. Der er ofte noget man kan gøre. Søvn er vigtig – både for barnets udvikling, læring og trivsel. 

LÆS MERE: Sidste måneds klumme om udendørsskader

Artiklen fortsætter under billedet.

FAKTA: Lægens Ord

I denne klummerække fra Herlev og Gentofte Hospital forklarer en række sundhedsfaglige eksperter, nogle af de udfordringer, vi døjer med, men også hvordan vi kan forebygge eller komme over dem.

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!