Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Læges budskab: Frisører kan redde liv

En læge på Herlev Gentofte Hospital har siden 2017 arbejdet for at uddanne frisørelever i at spotte hudkræft i hovedbunden. I frisørbranchen er man positiv for at udbrede tiltaget.

»Jeg føler mig dybt taknemmelig over, at min frisør opdagede det, for jeg havde aldrig selv troet, at jeg kunne få hudkræft i nakken«, fortæller 66-årige Alice Vestergaard Jensen fra Herlev, der i 2016 takket være sin frisør gik til læge og fik kræften fjernet.

Af samme grund giver det ifølge hende rigtig god mening, at læge og ph.d.-studerende Magnus Obinah på Herlev Gentofte Hospital nu i to år har arbejdet på at uddanne landets frisørelever i at spotte tegn på hudkræft. Noget de ikke hidtil er blevet.

»Jeg så et mønster i, at de patienter, der havde fået fjernet et modermærke i deres hovedbund, alle var blevet opfordret af deres frisør til at gå til læge«, fortæller lægen, der arbejder på Afdelingen Plastikkirurgi – altså der hvor man fjerner potentiel hudkræft herunder den farlige modermærkekræft.

Efterfølgende kontaktede han uddannelsesinstitutionen NEXT i Storkøbenhavn, som huser en af Danmarks 11 frisøruddannelserne, og her sagde man ja tak til at starte et undervisningsforløb på cirka halvanden times undervisning som en fast del af studiet.

Vigtigt at lære

En af dem, der har været igennem sådan et forløb, er 19-årige Sam Klamer Nøhr, der nu er frisørelev på Skolepraktikken på NEXT.

»Jeg synes, det er fedt, at vi får sådan et kursus. Jeg vidste ikke noget om det i forvejen, men jeg synes, det er spændende og vigtigt, at vi som kommende frisører får det lært, så vi kan hjælpe vores kunder med at få det fjernet«, påpeger hun, der skyndte sig at undersøge sin kærestes hovedbund, da hun kom hjem fra kurset.

Også frisørbranchen er positiv og vil gerne hjælpe Magnus Obinah med at udbrede initiativet.

LÆS OGSÅ: Elever løb for kræftsagen

»Vi vil gerne bringe en artikel i vores fagblad for at få det bragt ud til vores medlemmer for jo flere tilfælde, der bliver opdaget i tide, jo bedre«, lyder det fra Connie Mikkelsen, der er formand for fagorganisationen for selvstændige frisører og kosmetikere (DOFK).

Ifølge hende er dét at skole frisører i at spotte hudkræft ikke noget, der har været oppe tidligere.

»Det er ikke noget, der har været løftet op og drøftet, så det er super. Men vi skal også passe på med at uddanne frisører til at være læger. Det er ikke dem, der skal afgøre, hvornår folk har kræft, men det er fint, hvis de ser noget og kan reagere på det«, vurderer hun.

Skal være landsdækkende

Formand for Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund (DFKF), som organiserer frisørerne, bakker også op.

»Vi vil gerne hjælpe med at udbrede projektet og vil prøve at lave en seance, hvor vi vil lægge lokaler til, at Magnus eller en af hans kan komme og undervise de frisører, der måtte være interesseret«, fortæller Lone Frost, der heller ikke er bekendt med, at det er en problematik, der har været oppe og vende før.

Derfor er det ifølge hende vigtigt at få belyst, og hun har oven i købet selv deltaget i et af Magnus Obinah’s kurser på NEXT.

LÆS OGSÅ: Kræftbehandling i verdensklasse på Herlev Hospital

»Jeg synes, det er en væsentlig ting at sige, at hvis man ser noget underligt i forbrugerens hovedbund, så kan man vejlede dem, og så har man gjort en stor gerning, for hvis man ikke opdager for eksempel modermærkekræft i tide, så er der ingen helbredelsesmuligheder«, siger hun.

I forhold til at få gjort undervisning i at spotte hudkræft obligatorisk på frisøruddannelserne, så er det op til hver enkelt skole selv at vurdere, om det er noget, man vil indføre. Og det håber Magnus Obinah på, at man vi gøre.

»Mit mål er at få det udbredt og gøre det landsdækkende, så frisører kan få de rette værktøjer til at gøre noget«, fastslår Magnus Obinah.

Læs mere i Herlev Bladet denne uge

Du er måske også interesseret i

Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!