Herlev Bladet

Landstræner i boksning: Målet om OL lykkedes for Rachid

Det imponerende arbejde med Herlev Boxing gennem et årti ser Rachid Idrissi som en stor årsag til, at han blev udnævnt som landstræner i boksning i 2022. Han er den næste, som Herlev Bladet møder i vores serie om landstrænere fra Herlev.

Rachid Idrissi har gjort sig særdeles bemærket i Herlev de seneste 13 år.

I 2012 grundlagde han Herlev Boxing, som har markeret sig med store sportslige resultater, dygtige boksere og samtidig også har spillet en rolle i Herlevs byliv med en social indsats gennem boksningen. Især for det sidste blev han i 2022 hædret for med den prestigefyldte titel som 'Årets Herlevit' i Herlev Bladet.

Det er langt fra kun lokalt, at han spiller en rolle. Samme år, i 2022, blev han udpeget som landstræner i boksning, efter at han havde været en af fem assistenttrænere siden 2015 og også langt tidligere, helt tilbage i 2004.

Udover selv at have været en dygtig bokser og vist resultater som træner, så har Rachid Idrissi med Herlev Boxing vist, hvordan man kan have høje ambitioner, der bliver mødt med skepsis i omverdenen, og mere end indfri dem.

Jeg er ikke bange for at sige, hvis de ikke gør det godt eller er i god form

Indsatsen i Herlev

Han vurderer, at indsatsen i Herlev har spillet en stor rolle for, at han blev udpeget til landstræner.

»Jeg tænker da over, hvorfor jeg fik det tilbudt. Man har nok set, at der kommer resultater ud af, at jeg er dedikeret, når jeg går ind i ting. Vi har jo fået pokalen som den bedste bokseklub tre år i træk og fem gange i alt,« siger han om den ambitiøse lokale bokseklub og tilføjer:

»Jeg ville gøre Herlev Boxing til en af Danmarks største klubber inden for fem år, den blev det inden for to og et halvt år,« fortæller han blandt andet.

Målet om OL

Og netop målbare ambitioner var noget af det, han blev stillet i udsigt, da han blev landstræner.

»Jeg blev hovedlandstræner med henblik på at få mindst en dansker kvalificeret til OL. Jeg skulle lave en plan for to år, hvilket, jeg egentlig mener, er for kort tid,« fortæller han og tilføjer:

»Jeg var ikke med til OL som bokser, nu ville jeg være det som træner. Det var to år med hårdt arbejde, men det var også meget motiverende.«

Danmark havde ikke haft en bokser med til OL siden 2012, men det lykkedes at få Nikolai Terteryan kvalificeret gennem en semifinale i European Games i 2024.  Og Rachid Idrissi hæfter sig ved, at det var tæt på at kunne være gået endnu bedre.

»Vi havde endda tre i kvartfinalerne, og havde de vundet, havde vi haft tre med.«

Rachid Idrissi, formand Herlev Boxing og landstræner i boksning. Foto: Thomas Frederiksen
Rachid Idrissi lægger vægt på både at være social, men samtidig også at stille store krav til boksere. Foto: Thomas Frederiksen

Læs også: Landstrænerne i squash er fra Herlev/Hjorten

Storhed i byernes by

OL i 2024 i 'byernes by' Paris endte med at blive en stor erfaring for Rachid Idrissi.

»Det var en kæmpe oplevelse. At være til EM og VM er kæmpestort, men et OL er noget helt specielt.«

Men spurgte man ham kort tid inden legene, var det ikke noget, som han så frem til. Alt det praktiske og administrative fyldte alt for meget for ham på det tidspunkt.

»Da man spurgte mig tre uger før, om jeg glædede mig, svarede jeg helt ærligt: Nej. Jeg var så træt af arbejde, rejser, alle møder og en masse, der skulle udfyldes. Omvendt da jeg stod dernede, var det en kæmpe oplevelse,« siger han.

De sportslige ambitioner blev i høj grad indfriet. Nikolai Terteryan vandt over en fransk bokser, som var på hjemmebane i Paris, og var ikke langt fra en bronzemedalje. Han tabte dog knebent til en regerende verdensmester.

En ting var det sportslige, noget andet var selve stemningen til et OL.

»Der er en OL-by, hvor alle mødes, og man møder dem fra alle de andre lande. Der er et stort sammenhold blandt alle danskere, som bakker hinanden op, og der bliver holdt reception, når nogen har vundet. At skrive en OL på CV'et er kæmpestort,« lyder det fra ham.

Kræver noget

Oplevelserne fra Paris i 2024 gør, at Rachid Idrissi er om muligt endnu mere opsat på at få boksere med til OL 2028 i Los Angeles.

Modsat sidste olympiade - tiden mellem to OL-slutrunder - bliver han ikke i denne omgang sat ind i opgaven lige midt i det hele. Denne gang kan han arbejde sig frem mod målet i en fireårig periode.

»Nu har jeg bedre tid til OL 2028 og har udtaget en bruttotrup på otte-ti boksere, og så er der måske tre-fem, der kan komme med til OL-kvalifikation,« fortæller han og tilføjer, at han stiller høje krav til bokserne:

»Skal man opnå noget, skal man også yde. Man skal have nogle mål, ellers rykker man sig ikke, og det skal være høje og realistiske mål. Jeg er ikke bange for at sige, hvis de ikke gør det godt eller er i god form.«

Han er landstræner, samtidig med han også er formand for Herlev Boxing og har sit job som fængselsbetjent. For ham er det vigtigt, at han er dybt engageret i det, han beskæftiger sig med.

Rachid Idrissi oplever, at han ofte har set andre i dansk idræt være trænere uden at ville det nok og hvile på det efter en lang årrække.

»Jeg går all-in. Hellere være en god træner i 20 år end halvgod i 30 år,« fastslår han.

Ned i tid på arbejde

Netop derfor havde han også sin tvivl, da han blev spurgt, om han ville være landstræner.

»Da jeg fik tilbuddet, var der mange spørgsmål oppe at vende: Skulle jeg gå ned i tid på arbejdet som fængselsbetjent, som jeg stadig ønskede at beholde, og havde jeg nu tid, når jeg også er i klubben?«

Han fandt løsningerne ved at gå ned i tid på arbejdet og fik ansat nye kræfter til Herlev Boxing, samtidig med han er blevet som formand. Tvivlen var der dog stadig i begyndelsen.

»Den første måned skulle jeg sætte mig ind i en masse ting, og jeg tænkte, at det nok blev for meget, men efter to måneder følte jeg, at jeg havde styr på det, og det var ret spændende,« siger han.

Søn er professionel

Rachid Idrissi har flere boksere fra Herlev omkring landsholdet, på den måde er der en vis synergieffekt mellem klubben og landstrænerrollen. Det har hans egen søn Elias, der har høstet flere større triumfer, også været, men er det ikke længere.

Elias Idrissi er nu professionel, og så er man med i andre sammenhænge end amatørerne. Professionelle boksere er modsat tidligere dog ikke udelukket fra OL, så det er ikke helt umuligt at se ham i billedet til OL 2028. Men det er ikke sådan ligetil.

Rachid Idrissi konstaterer, at rent sportsligt er der stor forskel på at bokse til et OL og i professionelle kampe, blandt andet er der 12 omgange i professionel boksning og tre omgange til OL. Det gør, at boksningen rent teknisk er forskellig i de to systemer, så det er bestemt ikke nemt for en professionel bokser at skifte spor midlertidigt.

LÆS OGSÅ OM LANDTRÆNERNE I SQUASH: Herlev-duo i front - Målet er OL 2028

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!