Herlev Bladet

Lang sagsbehandlingstid: Byggetilladelser trækker ud i Herlev

Herlev Kommune er med 100 dage bagud både i forhold til landstendensen og Region Hovedstaden, når det gælder om at behandle byggesager.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for byggesager er faldet på landsplan de senere år, men den er stadig for høj mange steder, mener Dansk Erhverv, som blandt andet repræsenterer virksomheder inden for byggeriet.

Der er i dag fastsat nationale mål på 40-60 dages sagsbehandlingstid for almindelige byggesager. En ny analyse foretaget af Dansk Erhverv baseret på tal fra Kommunernes Landsforening viser, sagsbehandlingstiden på landsplan lå på 56 dage gennemsnit i 2025, det er dermed inden for målet, mens den i Region Hovedstaden ligger på gennemsnitligt 68 dage.

Vi har brug for en garanti for, at byggesager bliver behandlet inden for 30 dage

I nederste tredjedel

I Herlev er den ifølge analysen oppe på 100 dage, hvilket placerer kommunen i den tredjedel af kommuner i regionen, der har den længste sagsbehandlingstid. Det betyder også, at den gennemsnitlige andel byggesager, der faktisk behandles inden for målene, ligger på 24 procent, det vil sige lidt under en fjerdedel.

Dansk Erhverv mener, at det forsinker investeringer, bremser byggeriet og skaber unødvendig usikkerhed for virksomheder og bygherrer og kan bremse væksten i samfundet. Derfor foreslår de nu en garanti for sagsbehandling, som er endnu hurtigere end 40 dage.

'Vi har brug for en garanti for, at byggesager bliver behandlet inden for 30 dage. Virksomheder og bygherrer skal kunne stole på, at deres projekter ikke bliver bremset af lange og uforudsigelige ventetider i kommunerne,' siger Katrine Bjerre, branchedirektør for byggeri i Dansk Erhverv.

Fra 2 til 200 dage

Ifølge Dansk Erhvervs analyse har Vallensbæk Kommune den hurtigste gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Region Hovedstaden med kun to dage, mens Frederikssund Kommune har den langsommeste med 200 dage.

Københavns Kommune, som ofte betegnes som at være en bureaukratisk størrelse, er mere end dobbelt så hurtig som Herlev med 45 dage, mens der er 77 dage i Ballerup Kommune.

LÆS OGSÅ: Jorden undersøges for forhistoriske fund inden byggeri 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!