Lang vinter i Herlev: Nu længes borgere efter tøvejr og plusgrader
Der er sne fra Snemandsvej til Snedronningevej og i resten af Herlev, men nu må det gerne snart blive forår, mener borgere, som Herlev Bladet har mødt i det snedækkede eventyrkvarter.
En snemand står ganske symbolsk på Snemandsvej. Den smiler stille, men den har egentlig grund til at triumfere, snemænd har haft langt bedre vilkår i begyndelsen af 2026, end de har haft i mange år.
Siden begyndelsen af januar og frem til slutningen af februar har der nærmest været uafbrudt frost og jævnlige snefald. Det har haft sin charme, men nu må det gerne snart slutte og blive forår, mener de borgere, som Herlev Bladet møder i Eventyrkvarteret mellem Snemandsvej og Snedronningevej.
Mogens Lindskog bærer en hue med det norske flag.
»Normalt går jeg med hat, men den har jeg skiftet ud med en hue, jeg har fra en tidligere skiferie i Norge,« siger han.
Det her er for meget af det gode
Hyggeligt og pynteligt
Skiferien ligger år tilbage i tiden, men Mogens Lindskog kan i det store hele godt lide sne. Det kan dog også tage overhånd.
»Da den første sne faldt, synes jeg, at det var godt og bare hyggelig og også meget pynteligt, men det her er for meget af det gode,« siger han og nævner blandt andet de praktiske problemer med sneen, som hober sig op og skaber problemer med fremkommeligheden, og han kunne godt have ønsket sig, at de store snebunker var kørt væk og for eksempel smidt i havet.

Det lysner op
Den grundlæggende kærlighed til sne og frost og ønsket om, at det ikke skal vare ved, deler Morten Bøstrup, som har nydt vintervejret længe og ikke set de store problemer i det.
»Sneen lysner jo op, og når solen samtidig er på, er det virkelig et plus, og så kan jeg jo tænde lidt mere for varmen derhjemme,« siger han og tilføjer:
»Men nu må det gerne slappe af og slutte, og de har også lovet, at der bliver lidt varmegrader. Det er fint nok.«

Noget andet end Nepal
Mens Morten Lindskov og Morten Bøstrup har oplevet langvarige vintre tidligere, er det nyt for Lalita Raut Bista, som har boet et år i Herlev, efter hun kom fra Nepal.
»I Nepal har vi ikke den her type vejr, der er det solrige dage det meste af tiden. Det her er for koldt,« mener hun og nævner, at man kender sne i bjergene i Nepal, men på landjorden er der varmt.
Hun satte pris på sneen i begyndelsen, men nu har det varet for længe ifølge hende, og hun glæder sig til forår. På det ene år Lalita Raut Bista har været i Herlev, er hun blevet klar over, hvor forskellige vintrene kan være i Danmark.
»Da jeg kom til Danmark for et år siden, var det slet ikke så koldt,« konstaterer hun.

Tøvejr i sigte
De tre Herlev-borgeres ønske om plusgrader bliver indfriet i weekenden, hvis man skal tro vejrudsigterne, der stiller helt op til fem grader i udsigt.
Om foråret rent vejrmæssigt for alvor gør sit indtog, er dog ikke sikkert på nuværende tidspunkt, da frost og sne kan komme tilbage også i marts og for den sags skyld i april.
Men om ikke andet kan snemanden på Snemandsvej nu blive den store taber og snart smelte. Den skæbne overgår snemænd før eller siden.
Som det lyder om Snemand Frost, der blev forelsket i Frøken Tø, i den gamle børnesang af Halfdan Rasmussen:
'På en bænk ved Søndersø sidder stakkels Frøken Tø
Snemand Frost er smeltet op
hun må ha´ ham i en kop'
LÆS OGSÅ: Isen kan opleves indendørs i weekenden, når der er skøjteløb i topklasse

Der er lukket for kommentarer