
Letbanearbejde i 2025: Udsigt til færre trafikale forstyrrelser
Ifølge årsrapporten, som Hovedstadens Letbane netop har udgivet, vil 2025 ikke byde på lige så mange trafikomlægninger som i 2024, som var et udfordrende år.
Selvom de grønne letbane-tog ifølge planen først vil køre gennem Herlev fra sommeren næste år, lakker arbejdet i kommunen mod enden. Det betyder også, at arbejdet på den nordlige strækning (fra Herlev og frem til Lyngby, red.) byder på færre trafikomlægninger og i det hele taget færre forstyrrelser af trafikken end i 2024. Det skriver Hovedstadens Letbane i sin årsrapport, der netop er udkommet.
'Arbejdet med letbanens strøm og skinner, der følger efter, vil i høj grad foregå der, hvor letbanen skal køre, og vil ikke genere trafikken,' står der i rapporten.
LÆS OGSÅ: Letbane-strækning bliver forsinket i op til et år
Her fremgår det også, at 2024 var et udfordrende år for selskabet, som i september offentliggjorde, at det kun blev cirka halvdelen af strækningen, der ville åbne til tiden - i efteråret 2025. Nemlig fra Ishøj til Rødovre Nord. At den resterende strækning inklusiv Herlev måtte udskydes skyldtes blandt andet uforudsete udfordringer såsom blød jord og mangel på 'specialiseret materiel og ressourcer' ved broerne over Hillerød-motorvejen, lød det dengang. Noget der i øvrigt fik daværende Herlev-borgmester, Thomas Gyldal Petersen (S) til at fare i blækhuset og kritisere letbaneselskabet.
Men nu er der altså lys for enden af strækningen, fremgår det.
Åbningsdato med forbehold
Herlev Bladet har for nylig spurgt selskabets projektdirektør, Henrik Bendsen, om man så kan regne med, at den nye tidsplan holder, og den samlede strækningen kan åbne i sommeren 2026, hvilket han bekræfter. Det er dog værd at bemærke, at der i årsrapporten tages forbehold for, at man ikke kan oplyse den præcise åbningsdato, fordi Trafikstyrelsen først skal give en 'endelig myndighedsgodkendelse'. Noget der sker på baggrund af testkørsler.
Godkendelsen kan først udstedes kort før, letbanen er klar til åbning
'Denne godkendelse er betinget af, at alle tests og den nødvendige dokumentation er tilfredsstillende. Godkendelsen kan først udstedes kort før, letbanen er klar til åbning. Derfor vil den præcise åbningsdato for første etapeåbning af Hovedstadens Letbane først blive offentliggjort i sommeren 2025', lyder det altså. Det samme gør sig formentlig gældende med åbningen af Herlev-strækningen.
Andre oplysninger fra årsrapporten:
- Selskabet besluttede i 2024 at forsøge at etablere strategiske partnerskaber med nogle af de største private og offentlige virksomheder nær letbanestationerne for at tiltrække daglige pendlere.
- Et andet initiativ for at få pendlere er gratis cykelmedtagning. Det er forventningen, at ca. 80 procent af rejserne med letbanen vil foregå i kombination med andre typer kollektiv transport som f.eks. bus eller S-tog.
- Herlev ligger nr. to ud af de ejerkommuner, som har flest klager over letbane-arbejdet. I 2024 havde Herlev 143 klager, mens Lyngby-Taarbæk havde 133 og Gladsaxe lå i front med 170.
- Resultat før nedskrivninger og hensættelser for 2024 udgjorde et underskud på 6 mio. kr. og har været i overensstemmelse med forventningerne. Årets regnskabsmæssige resultat udgjorde et underskud på 497 mio. kr. for 2024.
- Selskabets korrigerede egenkapital er minus 126 mio. kr. i 2024.
- Langtidsbudgettet viser, at selskabets nettogæld forventes at nå sit maksimum i 2037 på ca. 8,2 mia. kr. (i løbende priser), og gælden forventes at være tilbagebetalt i 2072.
- Selskabet forventer 100.000 passagerer i 2025. Selskabets taktsindtægter forventes at udgøre ca. 1 mio. kr., og resultatet før af- og nedskrivninger forventes at udgøre et underskud på 43 mio. kr.
- Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
- Hvor der i 2023 var 16 ulykker med fravær på projektet, har der i 2024 været 9 ulykker med fravær. Ulykkesfrekvensen endte i 2024 på 15,8 (25,1 i 2023).
Der er lukket for kommentarer