Letbanen kører fra Herlev til august
Hovedstadens Letbane er klar med en åbningsdato for anden og sidste etape af letbanen - næsten da.
Opdateret kl. 12 med svar på spørgsmål om nærmere dato.
Hovedstadens Letbane er klar med en åbningsdato for anden og sidste etape af letbanen - næsten da. For i en pressemeddelelse oplyser man, at letbane-strækningen fra Herlev til Lyngby åbner til august. Den endelige dato meldes forventeligt ud op til sommerferien, lyder det.
Herlev Bladet har spurgt Hovedstadens Letbane, hvorfor man ikke nu melder en konkret dato ud.
'Vi kender ikke den præcise åbningsdato endnu, da den afhænger af flere faktorer, blandt andet forløbet af testkørslen og den endelige myndighedsgodkendelse. Processen med de involverede parter er så langt fremme, at vi er enige om, at det bliver august, men den endelige dato er endnu ikke fastlagt', lyder det i et skriftligt svar, hvor det fremgår, at man heller ikke kender datoerne for testkørsler endnu.
Med åbningen bliver letbanen komplet med i alt 17 stationer fra Ishøj til Lundtofte nord for Lyngby, hvoraf de fire stationer er i Herlev.
LÆS OGSÅ: Borgmester på borgeres side i fjernvarme-sag
Fulde effekt
»Første etape viste, hvordan letbanen gør hverdagsrejser lettere lokalt. Med åbningen af resten af strækningen får vi den fulde effekt: En rygrad i den kollektive transport langs Ring 3, som binder arbejdspladser, uddannelser og boligområder tættere sammen,« siger Marco Damgaard, borgmester i Herlev Kommune, i pressemeddelelsen.
Første etape med 12 stationer åbnede i efteråret 2025. Når hele letbanen tages i brug, kan passagerer rejse direkte gennem otte kommuner og skifte til S-tog, regionaltog og busser undervejs. Det skaber nye og hurtigere rejsemuligheder på tværs af regionen uden om de centrale knudepunkter i København.
Omfattende test før åbning
Siden åbningen af første etape er arbejdet fortsat på resten af strækningen, og projektet går senere på foråret ind i sin afsluttende testfase, hvor letbanen blandt andet skal testkøres på den nordlige del af strækningen.
Inden åbningen skal Trafikstyrelsen godkende hele systemet til passagerdrift. Tog, signaler, strømforsyning, stationer og drift testes samlet for at sikre stabil drift på hele banen fra første dag.
Fakta om Hovedstadens Letbane
- Letbanen kører i dag fra Ishøj til Rødovre Nord (12 stationer)
- Letbanen kører hvert 10. minut.
- Når de 17 nye stationer åbner til august, vil Letbanen køre hvert 5. minut i dagtimerne påhverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
- Toget er indrettet med fire flexområder, hvor der er plads til kørestole, barnevogne og cykler.
- Passagerer kan gratis medbringe cykel i letbanetoget.
- Letbanen forventes at transportere ca. 14 mio. passagerer om året fra 2030.
- Hovedstadens Letbane er ejet af Region Hovedstaden samt de 11 kommuner Ishøj, Vallens-bæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.

Der er lukket for kommentarer