Herlev Bladet

Letbaneselskab satser stort på åbningsfest: Så meget koster den

Hovedstadens Letbane fortæller, hvorfor åbningsfesten skal holdes i Gladsaxe, og hvor meget den koster.

Når den nordlige strækning af letbanen åbner 22. august, sker det med et markant større brag, end da den sydlige del åbnede i oktober sidste år. Og det er helt bevidst, oplyser Hovedstadens Letbane i et skriftligt svar til Herlev Bladet.

'Formålet med åbningsdagen er primært at bidrage til, at flest mulige passagerer får kendskab til og mulighed for at tage letbanen i brug fra første driftsdag. Erfaring fra åbning af henholdsvis Cityringen i 2019 og Metro til Sydhavn i 2024 viser, at markering af åbning med en folkefest bidrager til bred offentlig omtale og udbredelse af kendskabet til ny transportform. Etablering af kendskab til nye mobilitetsmuligheder er centralt i arbejdet med at tiltrække passagerer og ændre transportvaner. Åbningsdagen er derfor tilrettelagt som en folkefest med oplevelser for forskellige målgrupper, der skal skabe bred offentlig opmærksomhed og de bedst mulige forudsætninger for efterfølgende passagervækst', lyder det.

LÆS OGSÅ: Nu kører buslinje 165 til Herlev Nord

Bevidst valg af kunstnere

Hvad der menes med en 'folkefest', fremgår blandt andet af dagens program, hvor store danske navne som Tessa, Peter Sommer, Ankerstjerne og Sanne Salomonsen er på plakaten.

At det lige er blevet dem skyldes ifølge Hovedstadens Letbane, at man har villet 'sammensætte et program, der understøtter åbningsdagen som en folkefest og appellerer bredt på tværs af alder og musiksmag. Derfor består programmet både af etablerede kunstnere og nyere navne, der tilsammen kan skabe en festlig oplevelse for de mange borgere, som forventes at deltage'.

tilrettelagt som en folkefest med oplevelser for forskellige målgrupper, der skal skabe bred offentlig opmærksomhed og de bedst mulige forudsætninger for efterfølgende passagervækst

'I udvælgelsen har vi blandt andet lagt vægt på, at kunstnerne passer til arrangementets karakter og målgruppe, at de var tilgængelige på dagen, og at programmet kunne sammensættes inden for den økonomiske ramme', lyder begrundelsen om valget af kunstnere, som er sket på baggrund af en kvalificeret indstilling fra selskabets eventbureau, Wishbone, der hjælper med planlægningen af åbningsfesten.

Har der været andre kunstnere i spil?

'Vi har været i dialog med en række forskellige kunstnere og managements i arbejdet med at sammensætte musikprogrammet. Det er helt almindeligt ved denne type arrangementer, at man undersøger flere forskellige muligheder, før det endelige program falder på plads. Af hensyn til kontraktforhold og de enkelte kunstnere kan vi ikke oplyse, hvilke kunstnere vi har været i dialog med i planlægningen af åbningsdagen', svarer letbaneselskabet, som tilføjer, at man er meget tilfreds med programmet.

Hovedstadens Letbane har 29 stationer. Illustration: Hovedstadens Letbane

Så meget koster det

Herlev Bladet har spurgt ind til kunstnernes honorarer, da letbaneselskabet er offentligt og derfor skatteyderbetalt, men selskabet oplyser, at man af hensyn til kontraktforhold og de enkelte kunstnere ikke kan kommentere på individuelle honorarer. Til gengæld oplyser man, at der i alt er brugt i omegnen af 550.000 kroner på musikprogrammet ud af et samlet estimeret budget på cirka 2,32 millioner kroner til åbningsfesten i Gladsaxe.

Det er udelukkende Hovedstadens Letbane, som står for finansieringen. Pengene er afsat i anlægsprojektet samt selskabets kommercielle strategi, og budgettet blev godkendt i februar 2026.

Udover musikken oplyser Hovedstadens Letbane, at budgettet dækker alle udgifter forbundet med planlægning og afvikling af arrangementet herunder scene, teknik, sikkerhed, eventproduktion, underholdning, bemanding, logistik med mere. For eksempel er der afsat 750.000 kroner til scene, lydproduktion, lys, storskærm/TV-produktion, toiletter, hegn, borde/bænke, telte og øvrigt produktionsudstyr, lokale aktiviteter og aktører. Det ses også af budgettet, som Herlev Bladet har fået indsigt i, at der er disponeret med 30.000 kroner til forplejning af personale, kunstnere og produktionscrew.

'Vi har haft stort fokus på ansvarlig økonomistyring og arbejdet målrettet med at forhandle gode aftaler på plads for at sikre mest mulig værdi for pengene. Derudover samarbejder vi med et eksisterende lokalt arrangement, Gladsaxedagen, for at dele faciliteter og holde de samlede omkostninger nede. Vi vurderer på det grundlag, at arrangementet er planlagt og gennemført på et økonomisk ansvarligt grundlag', lyder det fra selskabet.

Derfor valgte man Gladsaxe

At arrangementet netop skal holdes på Gladsaxedagen og i Gladsaxe blev godkendt af letbaneselskabets bestyrelse i december 2025 og skyldes ifølge selskabet en række praktiske og afviklingsmæssige kriterier.

'Her er der særligt lagt vægt på at finde en placering, som er let tilgængelig med både letbanen og den øvrige kollektive transport, har de nødvendige fysiske rammer til at afvikle et større offentligt arrangement på en sikker og overskuelig måde og samtidig kan fungere som et naturligt samlingspunkt for borgere langs hele letbanens strækning samt de tre nordlige kommuner, Gladsaxe, Herlev og Lyngby-Taarbæk', begrunder selskabet, der uddyber, at de tre sidstnævnte kommuner som lokation også har været i spil.

På baggrund af den samlede vurdering blev Gladsaxe vurderet som den lokation, der bedst opfyldte de opstillede kriterier

'Mulighederne i alle tre kommuner er blevet drøftet og vurderet indgående. På baggrund af den samlede vurdering blev Gladsaxe vurderet som den lokation, der bedst opfyldte de opstillede kriterier, idet Rådhusparken er placeret på nogenlunde midten af letbanens (nordlige, red.) strækning og har gode transportmæssige og praktiske forudsætninger for at samle mange mennesker til en større folkefest', lyder det.

I parentes bemærket ligger Herlev Bymidte ud af de i alt 29 stationer på hele strækningen som nummer 15 (set fra Ishøj), mens Gladsaxe Rådhus er nummer 20.

Herlev-borgmester glæder sig over lokal fejring

Herlevs borgmester, Marco Damgaard (S), som pt. ikke sidder i letbaneselskabets bestyrelse og dermed ikke har haft indflydelse på lokationen, vil ikke forholde sig til valg af lokation for festlighederne, men gerne til selve åbningen.

»Jeg har ikke været med til at beslutte, hvor åbningsfesten skal holdes, og for mig er det ikke det vigtigste. For mig er det vigtigste, at letbanen åbner og kører og fungerer. Det er dét, der er festen. Heldigvis har vi sammen med centerforeningen og handelsforeningen lavet et godt arrangement, og det er jeg glad for,« siger borgmesteren.

Man kunne helt sikkert have gjort det på andre måder, men det har jeg ikke været en del af og har ingen kommentarer til

Kunne man have bredt åbningsfesten ud til flere ejerkommuner, så flere ville få glæde af den og de mange gæster, som formentlig vil komme?

»Jeg kan sige, at jeg er glad for, at der bliver klippet snor to steder i Herlev - både i bymidten og ved Herlev Hospital af regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S), og at vi på den måde fejrer strækningen. Man kunne helt sikkert have gjort det på andre måder, men det har jeg ikke været en del af og har ingen kommentarer til,« påpeger Marco Damgaard (S), der altså ikke har siddet i letbaneselskabets bestyrelse, men 'kun' i letbanens borgmesterforum, hvor alle ejerkommuner er repræsenteret.

Letbaneselskabets bestyrelse er repræsenteret med tre ejerkommuner, og det er pt. Glostrup, Vallensbæk og Lyngby-Taarbæk. Indtil 31. december sidste år var Gladsaxe også repræsenteret blandt andet med næstformandsposten, hvilket fremgår af letbaneselskabets årsrapport for 2025.

Artiklen fortsætter under billedet.

Illustration: Hovedstadens Letbane.

De lokale festligheder

Udover den store åbningsfest i Gladsaxe har de fleste af ejerkommunerne og Region Hovedstaden også sørget for lokale events langs strækningen. I Herlev har Herlev Bymidte Center i samarbejde med Herlev Handelsforening og kommunen således programsat aktiviteter fra klokken 10 til 13 ved letbanestoppet Herlev Bymidte samt i centret. Læs mere i Herlev Bladets letbanetillæg næste uge og find programmet her.

Derudover oplyser Hovedstadens Letbane, at man også har inviteret en række NGO’er, offentlige selskaber og lokale bynære aktører til at bidrage med aktiviteter, der kan være med til at skabe en god oplevelse for de besøgende. Blandt andet deltager Danmarks Tekniske Universitet (DTU) med et science- show, og Sekretariatet for Supercykelstier er til stede med en stand.

LÆS MERE: Ny serie - 'På sporet af letbanen'

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!