Herlev Bladet

Liberal Alliance og Venstre sår tvivl om elitesatsningsaftaler

På det seneste kommunalbestyrelsesmøde var alle partier enige om, at der er brug for at udarbejde en ny model for elitesatsningssamarbejdet mellem Herlev Kommune og klubberne. Samtidig var der både ros og ris til den nuværende ordning.

Opdateret 15.05.26 kl. 19 med info om partiernes stemmefordeling til forslaget.
Siden 2018 har der kørt et elitesatsningssamarbejde mellem Herlev Kommune og nogle af de klubber, der har elitehold (Herlev Eagles, BMS Herlev Basket, Herlev Bordtennis og Herlev Svømning, red.). På det seneste kommunalbestyrelsesmøde skulle partierne tage stilling til at forlænge de eksisterende aftaler ét år samtidig med, at forvaltningen udarbejder en ny model for sæsonen 2027/2028. I den forbindelse benyttede Liberal Alliance og Venstre lejligheden til at så tvivl om, hvorvidt den eksisterende model egentlig fungerer og har fungeret optimalt.

»Jeg er enig i, at der skal udarbejdes en ny model, fordi for mig er der en stor forskel på at understøtte breddeidræt, foreningsliv og talentudvikling og på at finansiere professionel elitesport i den størrelsesorden, vi har med at gøre her,« lød det fra Hanne Bjørn (LA), der spurgte, om ikke pengene (i alt 1,78 mio. kr.) kan bruges på noget bedre.

jeg synes, vi skal passe på, at kommunen bevæger sig længere ind i rollen som sponsor, reklamepartner og brandingaktør

Fra hendes stol handlede satsningen om at hjælpe klubberne i gang og ikke om at give dem en årlig fast støtte, som hun vurderer, er blevet reglen.

»Jeg synes, vi skal passe på, at kommunen bevæger sig længere ind i rollen som sponsor, reklamepartner og brandingaktør. Hvorfor skal en kommune overhovedet bruge skattekroner på at reklamere for sig selv? Jeg mener grundlæggende ikke, at kommuner skal opføre sig som virksomheder med marketingstrategier og sponsorater, vi er ikke Coca Cola,« påpegede hun, der i stedet synes, at målet skal være at hjælpe klubberne til at stå på egne ben, så de netop ikke bliver afhængige af kommunal støtte.

Venstre er splittet

Den tilgang var Venstre og Benjamin Haxha langt hen ad vejen enige i.

»Vi får at vide, at nogle klubber ikke kan løbe rundt uden kommunal støtte, og det ville selvfølgelig også være ærgerligt, at man ikke kan have velfungerende eliteidrætshold i Herlev, men det må ikke være sådan, at vi holder virksomheder i gang på kommunale skattekroner. Vi skal støtte op, så de kan blive selvkørende på sigt,« sagde han, der også hilste udarbejdelsen af en ny model for velkommen.

For ifølge ham er der også mange gode ting i elitesatsningsaftalerne.

»Derfor er vi meget splittet i det her, fordi vi til dels er meget enige i, at meget af det her som kommer tilbage til Herlev, tilbage til børnene og herlevborgerne er godt, men vi har også mange bekymrings- og kritikpunkter,« sagde han og nævnte navnerettighederne til den kommunale skøjtehal som et eksempel.

»De bliver solgt til langt under markedsværdi, og når man spørger forvaltningen, hvem der har prissat værdien, så får vi svaret: 'Det er politisk bestemt', men når man sammenligner med de nærliggende kommuner, så er værdierne her langt over det tredobbelte, så det bliver vi nødt til at have en snak om,« sagde han blandt andet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Ifølge Peter Nielsen (S) smitter elitesatsningssamarbejdet også af på breddeidrætten. Foto: Claus Birch.

Det er småpenge

Spurgte man de fleste andre partier, lod det ikke til, at de syntes, man skulle skrue ned for støtten, for pengene er uanset givet godt ud, lød budskabet.

»Det har været en utrolig flot sæson med imponerende resultater for ishockey, basket, bordtennis og svømning, og elitesportssatsningen har bidraget til at gøre en forskel. Men det handler ikke kun om resultater, det handler også om at skabe noget unikt, som en by kan samles om, og flere borgere i sårbare positioner finder styrke og støtte i at være en del af stærke fællesskaber,« påpegede Johannes Gyldal Sandell (S) med tanke på blandt andet Herlev Eagles-samarbejdet med Gl. Hjortespringskole om en årlig showkamp.

Det her kan noget som lærere og pædagoger ikke kan, fordi det gør noget andet for børn og unge, som vi ellers ikke kunne få fat i

Det var Marianne Dithmer (EL) enig i:

»Det, som vi giver, er ikke noget i forhold til for eksempel de mange frivillige, der står og rækker diverse ting over disken til ishockeykampe. Der er mange aktive, og hvis vi kan støtte det som kommune, så giver det noget tilbage på omsorgs- og velfærdsniveau, som er svært at måle på. Jeg vil sige, det er imponerende, hvad småpenge i virkeligheden har genereret af aktiviteter for blandt andet ældre med parkinson, svømning for dem der har det svært og så videre. Der er mange ting, som vi får stor værdi af som fællesskab, og det er ingenting, vi giver for det,« pointerede hun, der i den nye model gerne vil kigge på, hvordan kommunen kan brede ordningen endnu mere ud.

Påvirker også bredden

Det fik Peter Nielsen (S) til at efterlyse, at man i den nye model også husker de skjulte værdier. For ifølge ham kan og skal elitesatsningssamarbejdet ikke kun handle om værdiansættelse og branding. Men også om at skabe undervisningsmiljøer og skabe store sportsoplevelser for alle.

»Og hvis vi fjerner den del af fundamentet omkring eliteidrætten i Herlev, så kan det få konsekvenser for bredden i Herlev, for der er mange i og omkring vores eliteidrætsklubber, hvor det betyder meget at have et elitehold at se op til. Det skaber lyst til at være en del af foreningslivet som aktiv og som frivillig leder,« sagde han.

Henrik Hilleberg (K), der var med til at indføre elitesatsningsaftalerne tilbage i 2018, skar ind til benet:

»Det her kan noget som lærere og pædagoger ikke kan, fordi det gør noget andet for børn og unge, som vi ellers ikke kunne få fat i. Hvis man tager den sociale faktor med, så giver det her flerfold tilbage. De her børn og unge ville vi ikke få fat på via de kommunale systemer. Derudover giver det glæde til os andre, men det er primært de unge og børnene, vi skal have øje for,« sagde han.

LA stemte imod fortsættelsen af elitesatsningsaftalerne et år mere, mens V stemte blankt. Resten stemte for. Alle partier stemte for udarbejdelsen af en ny model.

FAKTA: Elitesatsningsordningen

  • Fra 12. september 2018, hvor kommunalbestyrelsen vedtog den.
  • Startede som en treårig samarbejdsaftale med Herlev Eagles startende fra sæson 2018/2019.
  • Fra sæson 2019/2020 blev der indgået en toårig samarbejdsaftale med BMS Herlev og sæsonen efter 2020/2021 en etårig samarbejdsaftale med Herlev Bordtennis.
  • I 2023 kom Herlev Svømning efter flere afviste ansøgninger også med i selskabet af støttemodtagere.
  • Kører en sæson mere 2026/2027, før der skal vedtages en ny model.
  • Her får Herlev Eagles 1,38 mio. kr., BMS Herlev 215.000 kr., Herlev Bordtennis 75.000 kr. og Herlev Svømning 110.000 kr.
  • Som det ser ud nu skal de opfylde tre kriterier for at få støtten:
    • Markedsføring/branding af Herlev Kommune som sportsby med et aktivt idrætsliv og som en erhvervsvenlig kommune.
    • Herlevborgernes muligheder for at opleve værdien af elitesport.
    • Indfrielse af potentialerne ved et samarbejde om en række af Herlev Kommunes kerneydelser.

Kilde: Herlev Kommune

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!