Liberal Alliance står uden for budgetaftalen: Nødvendigt med endnu større besparelser
Liberal Alliance er som det eneste parti ikke med i budgetaftalen, fordi man mener, der skal spares endnu mere for at kunne imødegå kommende store udgifter på blandt andet det specialiserede område.
Målet helliger midlet for Liberal Alliance, der som det eneste parti har meldt sig ud af årets budgetaftale, fordi man vil spare på nogle områder, som der ikke er opbakning til fra de andre partier. Det drejer sig blandt andet om lukning af Biblioteket Kilden og lukning af Seniorfesten, Pensionistskovturen og idrætsfesterne samt Topmødet for de frivillige. Derudover vil man også droppe tryghedsmedarbejderen og bylivskoordinatoren for bare at nævne nogle.
Hanne Bjørn, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Liberal Alliance har fremsendt partiets eget budgetforslag, hvor sparekataloget fylder en del, til Økonomi- og Planlægningsudvalgsmødet 30. september, og selvom hun er klar over, at man ikke bliver populær på besparelser, er der ifølge hende to gode grunde.
LÆS MERE: Budgetaftalen 2027
Nødt til at spare med åbne øjne
»Den ene ting er, at man kan spørge sig selv: 'Hvad er en kommunal opgave? Hvad skal kommunen drive af serviceydelser? Er det at arrangere fester?',« spørger hun, der godt kan forstå, at mange er glade for festerne, men skal de skattefinansieres i en tid, hvor der skal spares op til skole og plejehjem?, lyder det retorisk.
»Den anden ting er det specialiserede socialområde, som stiger, og vi har ikke penge nok,« påpeger hun, der hvert år i forbindelse med budgetforhandlingerne har fået at vide, at der igen er brugt for meget på området, som man så skal ud og finde et sted.
Derfor er hun glad for, at de i forbindelse med sidste års budgetaftale vedtog at få området demografireguleret, så man bedre kunne følge med i udviklingen, og godt for det mener hun, for den ser dyster ud.
»Forvaltningen har fremlagt nogle vilde beregninger, og når vi nu har set dem med åbne øjne, så bliver vi nødt til at lægge dem ind i budgettet, og så bliver vi nødt til at spare på noget og for det første på det, som jeg mener, ikke er en kommunal opgave,« understreger hun.
| Ekstra til det specialiserede område | S, K, SF, DF, V og EL | Liberal Alliance |
|---|---|---|
| 2027 | 4,7 mio. kr. | 10,1 mio. kr. |
| 2028 | 7,3 mio. kr. | 18,1 mio. kr. |
| 2029 | 11,4 mio. kr. | 28,9 mio. kr. |
| 2030 | 18,6 mio. kr. | 48,5 mio. kr. |
Forskel på de to ændringsforslag
På det kommende Økonomi- og Planlægningsudvalgsmøde fremlægges to ændringsforslag til forvaltningens budgetforslag, som begge går ud på at tilføre flere midler til det specialiserede børne- og voksenområde. I forvaltningens budgetforslag ses det, at man årligt frem til og med 2030 forventer at afsætte 206 millioner kroner til det specialiserede børneområde og 188 millioner kroner til voksenområdet. I Liberal Alliances ændringsforslag vil man i 2027 afsætte 10,1 millioner ekstra stigende til 48,5 millioner kroner i 2030.
| S, K, SF, DF, V og EL | Liberal Alliance | |
|---|---|---|
| Serviceudgifter 2027 | -5,0 mio. kr. | -8,2 mio. kr. |
| Serviceudgifter 2028 | -3,9 mio. kr. | -2,5 mio. kr. |
| Serviceudgifter 2029 | +0,1 mio. kr. | +8,2 mio. kr. |
| Serviceudgifter 2030 | +7,3 mio. kr. | +27,8 mio. kr. |
| Til kommunekassen 2027 | 108,9 mio. kr. | 112,1 mio. kr. |
| Til kommunekassen 2028 | 51,4 mio. kr. | 50,0 mio. kr. |
| Til kommunekassen 2029 | 83,2 mio. kr. | 75,1 mio. kr. |
| Til kommunekassen 2030 | 139,2 mio. kr. | 118,7 mio. kr. |
| Til kommunekassen i alt | 382,7 mio. kr. | 355,9 mio. kr. |
Serviceudgifterne viser ændringen i forhold til kommunens oprindelige administrative budgetforslag. Minus betyder, at der bruges mindre på service, mens plus betyder, at der bruges mere. 'Til kommunekassen' viser, hvor meget de to forslag samlet forventes at tilføre kommunens kasse det enkelte år.
I det andet budgetforslag, som resten af partierne står bag (S, C, SF, DF, V og EL), vil man afsætte 4,7 millioner kroner ekstra i 2027 stigende til 18,6 millioner i 2030. Liberal Alliance vil altså afsætte væsentligt flere millioner til det specialiserede socialområde. Til gengæld fremgår det af sagen i udvalget, at de seks partiers budgetaftale tilfører kommunekassen flere penge samlet set - helt præcist 26,8 millioner kroner (382,7-355,9 mio. kr., red.), mens Liberal Alliances forslag giver mulighed for at bruge betydeligt flere penge på kommunal service i de sidste år af budgetperioden. I samme forbindelse skriver Liberal Alliance om sit forslag, at man er klar over, at der frem mod 2030 vil være behov for yderligere finansiering, hvis udviklingen bliver som forventet.
Liberal Alliances resultat:
| Mio. kr. | 2027 | 2028 | 2029 | 2030 |
|---|---|---|---|---|
| Besparelser | 20,8 | 23,2 | 23,2 | 23,2 |
| Budgetudvidelser | -12,6 | -20,6 | -31,4 | -51,0 |
| Bundlinje det enkelte år | +8,2 | +2,5 | -8,2 | -27,8 |
| Akkumuleret bundlinje | +8,2 | +10,8 | +2,5 | -25,3 |
De andre partiers resultat:
| Mio. kr. | 2027 | 2028 | 2029 | 2030 |
|---|---|---|---|---|
| Besparelser | 13,0 | 15,2 | 15,2 | 15,2 |
| Budgetudvidelser | -8,0 | -11,3 | -15,3 | -22,5 |
| Bundlinje det enkelte år | +5,0 | +3,9 | -0,1 | -7,3 |
| Akkumuleret bundlinje | +5,0 | +8,9 | +8,7 | +1,4 |
| Udpluk af LA's spareforslag | 2027 | 2028 | 2029 | 2030 |
|---|---|---|---|---|
| Lukning af Biblioteket Kilden | 1,40 mio. kr. | 1,40 mio. kr. | 1,40 mio. kr. | 1,40 mio. kr. |
| Seniorfesten ophører | 224.000 kr. | 224.000 kr. | 224.000 kr. | 224.000 kr. |
| Pensionistskovturen ophører | 467.000 kr. | 467.000 kr. | 467.000 kr. | 467.000 kr. |
| Herlev Festuge reduceres | 300.000 kr. | 300.000 kr. | 300.000 kr. | 300.000 kr. |
| Herlevpasset udgår | 205.000 kr. | 205.000 kr. | 205.000 kr. | 205.000 kr. |
| Idrætsfester ophører | 134.000 kr. | 134.000 kr. | 134.000 kr. | 134.000 kr. |
| Eliteidræt + Team Herlev reduceres | 700.000 kr. | 700.000 kr. | 700.000 kr. | 700.000 kr. |
| Tilskud til 9. klasses sidste skoledag fjernes | 100.000 kr. | 100.000 kr. | 100.000 kr. | 100.000 kr. |
| Topmøde for frivillige ophører | 83.000 kr. | 83.000 kr. | 83.000 kr. | 83.000 kr. |
| NEXT-samarbejdet reduceres | 243.000 kr. | 583.000 kr. | 583.000 kr. | 583.000 kr. |
| Tryghedsmedarbejder | 300.000 kr. | 600.000 kr. | 600.000 kr. | 600.000 kr. |
| Frivillighedscentrets driftstilskud reduceres 25 % | 265.000 kr. | 265.000 kr. | 265.000 kr. | 265.000 kr. |
| Øget forældrebetaling til frokostordning i dagtilbud | 1,089 mio. kr. | 1,089 mio. kr. | 1,089 mio. kr. | 1,089 mio. kr. |

Der er lukket for kommentarer