
Lokal Destination X-deltager drømmer om tv-karriere
Celin Brenholdt på 25 år er med i DR's nye familieunderholdningsprogram 'Destination X', og det har hun ikke fortrudt.
Det er formentlig en bustur, hun aldrig glemmer, og en bus, hun ikke fortryder, hun stod på. 25-årige Celin Brenholdt, der bor i Skovlunde, er en af de ni deltagere i DR's nye familieunderholdningsprogram 'Destination X', som lige nu kan opleves på skærmen i alt otte lørdage i træk. Programmet tager udgangspunkt i en sort bus med blændede ruder, som fragter deltagerne ned gennem Europa mod den hemmelige Destination X. Deltagerne bliver udsat for diverse udfordringer, og målet er at gætte, hvor de er. Seerne kan gætte med, og den første deltager, der når den endelige destination, kåres som vinder og får 100.000 kroner.
Alt det ved vi nu, men da Celin Brenholdt tilmeldte sig sidste sommer, vidste hun ikke, hvad det var, hun havde tilmeldt sig. Men hun gjorde det alligevel.
Vidste ingenting
»Jeg har altid gerne ville lave fjernsyn, men jeg har også vidst, at det ikke skulle være 'Paradise' eller 'Ex on the Beach' eller den slags reality-tv. Jeg ville gerne lave noget, der gav noget mere. Så jeg har faktisk hele tiden siddet og holdt øje, og en dag ser jeg så inde på Mastiff (produktionsselskab, red.), at de søger deltagere til et program, hvor de ikke kan sige noget om det. Man ved ikke, hvad man har meldt sig til. Jeg ved ikke, hvad det hedder, jeg ved ingenting. Men man skal være god til at regne ud, og man skal være eventyrlysten,« fortæller hun, der som tidligere udenrigs-stewardesse elsker at udforske nye horisonter.
Jeg har altid gerne ville lave fjernsyn, men jeg har også vidst, at det ikke skulle være 'Paradise' eller 'Ex on the Beach'
Desuden fandt hun tryghed i, at det var et DR-program, og så fik hun lovning på af casteren, at det ikke var noget med reality og dating. Derfor tog hun chancen og meldte sig til. Forude ventede tre nåleøjer: En telefonsamtale, en casting hos Matiff med prøver og yderligere en casting med DR, hvor deltagerne skulle måles og vejes herunder snakke med en læge og en psykolog før den endelige godkendelse.
Kan du huske, da du fik beskeden om, at du var blevet valgt?
»Ja, det kan jeg. Jeg blev ringet op, og det var fantastisk. Også det der med, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle. Det synes jeg bare var mega spændende. Og så at være firstmover på et program,« fortæller skovlundeborgeren, der næsten følte det som om, at hun havde vundet i Lotto.
Artiklen fortsætter under billedet.

Den fedeste oplevelse
Skovlunde Bladet møder hende i lejligheden i Skovlunde, som hun flyttede til i juni sidste år. Det var et par måneder før hun hoppede på Destination X-bussen på en tur ned gennem Europa, der var sat til at vare godt to uger - alt efter, hvordan deltagerne klarede sig.
»Det har været en lang ventetid. Jeg har jo ventet et halvt år på at se det. Det er jo også sjovt for os at se, for jeg ved jo stadig ikke, hvor vi har været. Det er der jo ikke nogen af os, der ved,« fortæller hun, der selvfølgelig ikke må sige noget om, hvordan hun klarer sig.
Dog kan røbes, at der ryger én ud hver gang, og hun har indtil videre været med i to afsnit ud af otte.
LÆS OGSÅ: Høj trivsel i Herlev viser ny måling
Hvordan har det været at deltage?
»Jeg har haft den fedeste oplevelse. Jeg er jo ved at græde, hver gang jeg ser det, fordi det har været fantastisk at være med. Hele oplevelsen. Det er jo noget, jeg gerne har villet, så det var bare virkelig spot on det program, som jeg drømte om, det kunne være. Det har været det hele værd, og det har også været alt det negative værd, som kan komme,« understreger Celin Brenholdt.
For hun er godt klar over, at dét at blive kendt fra tv både kan kaste positiv og negativ respons af sig - især på de sociale medier.
Artiklen fortsætter under billedet.

Bange for at blive misforstået
»Jeg har selvfølgelig nok tænkt mere over det negative, kan man sige. Jeg tror, man er virkelig bange for at blive misforstået. Også fordi jeg er en meget sarkastisk type, og jeg kan godt være lidt svær at forstå, og så er jeg jo ikke herre over, hvilke klip de tager med. Hvordan de klipper det sammen. Det kan hurtigt blive taget ud af kontekst,« påpeger hun og understreger, at det viste på tv ofte kun er en brøkdel af alt, hvad der foregår.
Med det sagt, så er hun også begyndt at gå mindre op i, hvordan hun fremstår, end tidligere, fordi der altid vil være nogen, som har fordomme. Med dermed ikke sagt, at det ikke betyder noget.
Jeg tror bare, at jeg altid godt ville være out there. Jeg ville rigtig gerne være en del af alle de her ting
»Det er noget, jeg tænker over, men jeg er også lidt sådan, så må de tage mig eller lad være. Jeg er, som jeg er, og på den måde så vælger jeg også lidt de mennesker fra, som ikke kan li' den type eller håndtere den type, men så skal vi jo bare ikke have en relation,« fastslår hun og erkender, at hun også kan være sin egen værste kritiker.
»Der er nogle gange, hvor jeg tænker, hold da op. Der er et tidspunkt, hvor jeg i første afsnit siger, at jeg synes godt, folk lige må tænke selv. Det var nok ikke lige sådan, jeg ville sige det, hvis jeg kunne sige det om i hvert fald. Men det er nogle gange lige sådan, når man sidder der i en varm bus i sync, men det var dét, jeg tænkte. Det var ærligt,« griner Celin Brenholdt, der håber, at hendes deltagelse i 'Destination X' vil åbne døre for andre tv-optrædener.
Artiklen fortsætter under billedet.

Tv-karriere-drøm
Det her med at komme på skærmen og blive kendt, virker som noget, mange unge søger efter. Hvad er det, der driver dig?
»Jeg tror bare, at jeg altid godt ville være out there. Jeg ville rigtig gerne være en del af alle de her ting, man jo oftest ikke kan være med til, med mindre man er nogen, hvis det giver mening. Og få lov til at deltage i diverse andre programmer også, som jeg synes er mega spændende. Jeg føler bare, at det er en verden for sig. Det er jo ikke fordi, jeg er kendt eller nødvendigvis bliver det,« påpeger skovlundeborgeren, men hun har heller ikke noget imod, hvis det sker.
»Jeg tror bare, at hvis man gerne vil være en del af den gruppe, så er man nødt til at tage en chance og prøve. Og jeg tror måske også lidt, at det er det, der præger andre. Især unge. Der tror jeg, at det er meget hele influencer-delen, som de synes er spændende,« vurderer hun.
Hvad med fremtiden, er planen at gøre karriere på tv?
Jamen, jeg tror gerne, at jeg vil være anerkendt for et eller andet. Og jeg tror lidt, at det er nemmere at blive det talerør, hvis man i forvejen er kendt for noget. Det er i hvert fald en sværere kamp at blive hørt, føler jeg, imens man kommer ud og har et eller andet sindssygt statement omkring et eller andet. Så jeg ved ikke, hvor det skal ende. Jeg håber selvfølgelig bare, at det tager fart, og at jeg kan få lov til at deltage i en masse andre ting. Og ja, det kunne da være fedt, hvis det bliver noget, man kan leve af,« smiler Celin Brenholdt, der altså foreløbig er godt på vej.
Destination X sendes på DR1 hver lørdag klokken 20.
BLÅ BOG:
· 25 år, fra Aalborg.
· Har arbejdet som stewardesse og bl.a. fløjet til europæiske lande, Egypten og Grønland, men er nu iværksætter med sin søster.
· Studerer markedsføringsøkonomi.
· Deltog som finalist i Miss Danmark 2023.
· Lader op ved at være alene, men kan også godt li' at være vært for gode venner/veninder til sociale sammenkomster.
Der er lukket for kommentarer