Lokal politiker vil sætte tabubelagte kvindesygdomme på dagsordenen
Dorte Vilhelmsen fra konservative er kommet med i et regionalt borgerudvalg, der skal skabe øget viden om kvindesygdomme og skabe bedre vilkår for forskning og behandling af dem.
Der mangler viden om håndtering og behandling af kvindesygdomme, blandt andet fordi der ikke bliver forsket så meget i dem som i mandesygdomme. Kun fire procent af verdens samlede midler til forskning og udvikling inden for sundhed går til udvikling af teknologi og behandlingsmetoder inden for kvindesygdomme og kvinders helbred, viser en opgørelse fra Forbes. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse, hvor det også annonceres, at man derfor har igangsat et borgerudvalg, som det næste år frem mod regionsvalget skal arbejde for at blive klogere på kvindesygdomme.
Med i udvalget er Dorthe Vilhelmsen (C), som både sidder i regionsrådet og i kommunalbestyrelsen i Herlev.
Når unge kvinder for eksempel går til lægen med menstruationssmerter, så kan de ofte få at vide, at ‘du skal blive gravid, for så holder smerterne op’, og det er jo ikke et svar
»Det var noget, jeg rigtig gerne ville. For det første har jeg selv mødt sundhedssystemet med kvindesygdomme, og jeg føler ikke, at man bliver set, og så har jeg som zoneterapeut selv siddet med kvinder, som ikke bliver forstået af sundhedssystemet. Når unge kvinder for eksempel går til lægen med menstruationssmerter, så kan de ofte få at vide, at ‘du skal blive gravid, for så holder smerterne op’, og det er jo ikke et svar,« fortæller lokalpolitikeren og tilføjer, at mange kvinder føler skyld og skam over deres smerter, fordi de aldrig er blevet diagnosticeret og behandlet, fordi man ikke ved nok om deres sygdomme.
En uvidenhed, der potentielt kan betyde øget risiko for blandt andet infertilitet og få store konsekvenser for den enkelte kvindes liv i form af sygedage, men også for hendes familie og pårørende.
Det skal der nu laves om på, og den udvikling vil Dorthe Vilhelmsen, der selv har haft problemer med stofskiftet, gerne skubbe på.
LÆS OGSÅ: Flere børn skal guides ind i foreningslivet
Ondt i livet og underlivet
»De her kvinder har ikke bare ‘ondt i livet’. Det har også fysiske smerter, men der bliver ikke forsket godt nok i det, så det ligner noget andet. Derfor tror de, at det er okay, at de skal have smerter hele livet, men det er ikke okay, og der kan godt gøres noget ved det, og det trænger det her kvinder til at få at vide,« påpeger politikeren.
Hun håber, at de med udvalgets fokus på kvindesygdomme kan erstatte kvindernes følelse af skyld og skam med samfundets anerkendelse af, at der er tale om et reelt problem. Hvor stort det så er, det er noget af det, som udvalget skal forsøge at afdække.
Derfor tror de, at det er okay, at de skal have smerter hele livet, men det er ikke okay, og der kan godt gøres noget ved det
»Jeg håber, at vi bliver klogere på, hvor stort omfanget er, og hvor meget det påvirker, og jeg håber, at det kan åbne op for, at der bliver sat nogle flere penge af til forskning i kvindesygdomme,« understreger Dorthe Vilhelmsen, der vurderer, at der også er et stort mørketal på området.
Hun tilføjer, at da de kun har et år, har de i første omgang valgt at sætte et skarpt fokus på de ‘klassiske kvindesygdomme’, som er: endometriose, tidlig overgangsalder eller PCOS.
Tager borgere med på råd
Udvalget består af tre regionsrådsmedlemmer, to kommunalpolitikere, noget embedsværk og derudover 15 borgere – patienter eller pårørende. Rekrutteringen af borgere til udvalget sker i august 2024, og de første møder finder sted i september. Udvalget vil holde møder på regionens hospitaler i efteråret og vinteren 2024/25. Anbefalingerne vil blive fremlagt for regionsrådet i foråret 2025.
Der er ingen særskilt økonomi tilknyttet udvalgets arbejde. Eventuelle forslag, der kræver finansiering, vil blive indarbejdet i regionens almindelige budgetproces, oplyser man.
Fakta om kvindesygdomme
- Endometriose: En sygdom, hvor væv, der ligner livmoderslimhinden, vokser uden for livmoderen. Det kan forårsage smerter og infertilitet.
- PCOS (Polycystisk Ovarie Syndrom): En hormonel lidelse, der kan forårsage uregelmæssige menstruationer, vægtøgning og fertilitetsproblemer.
- Tidlig overgangsalder: Når kvinder oplever overgangsalder før de fylder 40 år, hvilket kan medføre øgede risici for osteoporose og hjerte-kar-sygdomme.
Kilde: Region Hovedstaden
Der er lukket for kommentarer