Det er ikke hver dag, at en Herlev-virksomhed fylder 150 år, og det er ikke alle Herlev-virksomheder, der kan prale med at være Danmarks ældste inden for sit fag. En branche, hvor man gør det så godt, at virksomheden ved slutningen af regnskabsåret i denne måned kan bryste sig af en historisk høj omsætning på cirka 485 millioner kroner. Der er tale om køkkenbranchen – og virksomheden hedder Brønnum og lever af at sælge storkøkkenløsninger til hoteller, restauranter, barer, private- og offentlige kantiner. Og køkkenbranchen har Brønnum faktisk bevæget sig i, lige siden Oluf Brønnum (1846-1924) i 1874 på Hotel Kongen af Danmark, Holmens Kanal 15 (hvor Nationalbanken ligger i dag, red.) startede Danmarks første specialforretning med salg af køkkenudstyr, glas og porcelæn til det bedre borgerskab.
I dag hedder manden i front, Anders Brønnum-Schou, og han er femte generation i familiedynastiet, som udover 173 ansatte også har en masse kunder, forretningsforbindelser og samarbejdspartnere, som for størstedelens vedkommende var mødt op torsdag for at fejre jubilæet.
LÆS OGSÅ: To unge Herlev-iværksættere tilbyder alternativ til Trustpilot
Artiklen fortsætter under billederne.
Indsat shuttlebusser
»Hvis man tænker tilbage til 1874, så er det jo sådan, at vi har været igennem et par verdenskrige, et par økonomiske kriser, bankkrak, der var også noget corona for nylig. Vi har prøvet rigtig mange ting, og det har vi klaret os igennem, fordi vi hele tiden har udviklet os og evnet at tilpasse os. Jeg vil gerne benytte anledningen i dag til at takke vores nuværende og tidligere medarbejdere for at bidrage til virksomhedens positive udvikling,« lød det fra direktøren, der i dagens anledning havde inviteret op imod 1.000 gæster, hvoraf mange kom i bil.
Derfor var der også indsat shuttlebusser til at fragte dem til Ellekær, hvor virksomheden ligger. Med andre ord: Der var ikke sparet på noget. Livemusik, foodtrucks, pop-up pizzaria, barer, merchandise og kager med påtrykt jubilæumslogo, ja sågar en indbundet bog om Brønnums historie til alle gæsterne samt foredrag dagen igennem med profiler fra branchen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Michelinkokke på besøg
»Nu står vi så i dag ved siden af vores nye Food Lab og showroom, hvor der for kort tid siden stod en gammel lagerbygning på 900 kvadratmeter, som var det lager, der var, da vi flyttede til Herlev i 1982. (…) Vores nye food lab er et sole klart eksempel på vores evne til at udvikle os og følge med tiden. Ambitionerne er store, det håber jeg, I kan se, og med indvielsen af bygningen har vi taget et kæmpe skridt mod at bringe kundeoplevelsen til et helt nyt niveau. Stedet skal være et knudepunkt for alle, der beskæftiger sig professionelt med gastronomi. Vi har ønsket at skabe et helt nyt og større trænings- og oplevelsesunivers, der skal understøtte vores kunders gastronomiske rejse i endnu højere grad,« fortsatte Anders Brønnum-Schou sin tale, inden han gjorde opmærksom på endnu et af dagens programpunkter.
Ambitionerne er store, det håber jeg, I kan se, og med indvielsen af bygningen har vi taget et kæmpe skridt mod at bringe kundeoplevelsen til et helt nyt niveau
Nemlig kåringen af Oluf Brønnums Fonds Talentpris 2024. Siden morgenstunden havde fire nyudklækkede kokketalenter dystet om at kreere en forret og hovedret i det nyindviede Food Lab, som direktøren talte om. De fire var Birk Becher Hermansen, Thilde Lykke Jensen, Noah Calloway Skibsholt og Clara Nørgaard Karlsson. Sidstnævnte vandt prisen og dermed et rejselegat på 50.000 kroner. Det var et dommerpanel bestående af Brian Mark fra Søllerød Kro, Eric Vildgaard fra Jordnær, Theis Brydegaard fra Alchemist og Bent Christensen, Den danske Spiseguide, der bedømte retterne, så vinderen var ikke kommet sovende til æren.
Artiklen fortsætter under billederne.
Nyt kunstværk
Udover at få en jubilæumsbog med sig hjem, kunne dagens gæster på deres vej ud få sig en snak med Inge-Lise Møller Johnsen, der som keramisk formgiver, stod i lobbyen og fortalte om det værk, som hun var blevet hyret til at lave i anledning af jubilæet. Det specielle ved ‘Brønnum Relief’, som nu hænger udendørs på hovedkontorets væg, er, at det er lavet ud af genbrugsmaterialer, som også Brønnum har benyttet i sine bygninger, emballage og varesortiment.
»Det er genbrugsmaterialer som plastik, glas, okker, flamingo, røde mursten og keramik, som jeg har bundet sammen med kalk. Og jeg har brugt kalk i stedet for cement, fordi kalk er mere bæredygtig end cement og har en masse egenskaber,« fortalte kunstneren og tilføjede, at hun også havde brugt de former, som går igennem alle storkøkkener, til at støbe vægfliserne i.
Alt i alt et gennemført kunstværk til et gennemført arrangement – kun regnen satte en dæmper på dagens program, men vejret er man jo ikke herre over.
Der er lukket for kommentarer