Lokalpolitiet: Derfor blev Gåseholmvej afspærret
Onsdag eftermiddag valgte politiet af afspærre noget af Gåseholmvej.
Onsdag eftermiddag fra klokken 15.30 blev et stykke af Gåseholmvej frem mod Stumpedal afspærret af Københavns Vestegns Politi, der var til stede i området med to patruljevogne.
Klokken 18.30 oplyste politiet på den sociale platform X, at man var i færd med at afsøge området for genstande, ‘der kan have været brugt i forbindelse med en kriminel handling’.
Derudover at man regnede med at blive der et par timer endnu.
Herlev Bladet har været i kontakt med lokalpolitiet, som kan oplyse, at man tog til området, fordi en nabo havde hørt noget, der kunne minde om et skud og derefter ringet til politiet.
Mulig skudepisode
»Vi har fundet nogle tekniske spor, som skal undersøges nærmere, men vi kan ikke sige endnu, om der har været tale om skud,« fortæller politikommissær Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi.
Han tilføjer, at man fik anmeldelsen klokken 14.30, og at man ikke har fået efterretninger om, at nogen er kommet til skade i området.
»Men det er blandt andet det, som vores efterforskning skal klarlægge,« lyder det.
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte poitiet på 1-1-4.
LÆS OGSÅ: Skole fra Herlev i OL-triumf
Der er lukket for kommentarer