Herlev Bladet

Lokalpolitiet støtter kampagne mod narkokørsel, som især er en udfordring hos unge

I kølvandet på ny kampagne fra Rådet for Sikker Trafik rettet mod unge, der kører narkokørsel, bekræfter Københavns Vestegns Politi, at det er en reel udfordring - også i Herlev.

For nylig søsatte Rådet for Sikker Trafik en kampagne med det formål at forebygge narkokørsel blandt unge. Det er nemlig blevet en reel udfordring lyder budskabet i kampagnen. Fra 2020 til 2024 har politiet rejst næsten 17.000 sigtelser mod unge mellem 17 og 24 år for at køre påvirkede af ulovlige stoffer eller medicin i trafikken, viser tal fra Rigspolitiet. Og en ny undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Wilke viser samstemmende, at der er en reel udfordring blandt de yngste bilister.

Tallene har fået Københavns Vestegns Politi, som står for 1.610 af sigtelserne, til på det sociale medie X at bakke op om kampagnen.

Vi møder desværre ofte bilister, der tror, de kan køre, selvom de er påvirket af hash eller andre euforiserende stoffer

'Vi møder desværre ofte bilister, der tror, de kan køre, selvom de er påvirket af hash eller andre euforiserende stoffer. Det er farligt – både for føreren og for alle os andre i trafikken. Ud over risikoen for alvorlige ulykker risikerer man også både kørekortet og fængselsstraf, når politiet standser en narkobilist. Den seneste tid har vi haft en del domme for påvirket kørsel,' oplyser lokalpolitiet og henviser til en sag fra Herlev mandag denne uge, hvor en 28-årig mand fik 40 dages fængsel og 10 års frakendelse af førerretten, efter han blev standset på Motorring 3 ved Herlev påvirket af hash. Desuden havde han allerede fået frakendt kørekortet.

Ifølge Herlev Bladets oplysninger ses det også ugentligt på retslisten fra Retten i Glostrup, at der er en eller flere sager om narkokørsel.

Især hash

Af kampagnen fremgår, at det især er cannabis (hash, pot eller skunk), som de unge narkobilister indtager, før de sætter sig bag rattet. Af retslisterne for Herlev fremgår dog, at der også kan være tale om andre euforiserende stoffer såsom lattergas og kokain.

Ifølge den spørgeskemaundersøgelse, som kampagnen har lavet, svarer en stor del af de 2.488 unge adspurgte, at de ikke anser det for særligt risikabelt at køre påvirket af cannabis. Omvendt viser tallene ifølge kampagnen, at de 17-24-årige bilister er overrepræsenterede i ulykker i trafikken med euforiserende stoffer eller medicin.

LÆS MERE: Politiet fortsætter jagt på lattergas-bilister

»Vi vil gerne have unge til at reflektere over, hvor risikabelt det er at køre påvirket, så de lader bilen stå, når de har røget cannabis. Det kan have alvorlige konsekvenser, hvis det går galt. Samtidig hører vi også fra unge, der har mistet kørekortet på grund af cannabiskørsel, at det begrænser dem i deres ungdomsliv og gør det sværere at passe uddannelse, læreplads, job eller besøge venner, når de ikke må køre bil,« siger Jakob Bøving Arendt, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Kampagnen: Lad ikke dit kørekort gå op i røg

FAKTA:

Antal sigtelser for kørsel under påvirkning af euforiserende stoffer eller medicin for 17-24-årige for 2020-2024 (kilde: Rigspolitiet):

  • Nordjylland: 1262.
  • Østjylland: 1389.
  • Midt- og Vestjylland: 1767.
  • Sydøstjylland: 1053.
  • Syd- og Sønderjylland: 1814.
  • Fyn: 1255.
  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 1073.
  • Midt- og Vestsjælland: 1388.
  • Nordsjælland: 758.
  • Københavns Vestegn: 1610.
  • København: 3285.
  • Bornholm: 51.

2.667 personer er blevet sigtet for at have kørt narkokørsel mere end én gang siden 1. januar 2023 og to år frem (Kilde: Rigspolitiet for Gjensidige)

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!