Louise-drabet: Politiet undersøger Elverparken igen
Københavns Vestegns Politi har onsdag formiddag igen valgt at gennemsøge Elverparken med politihunde. Det sker i forsøget på at finde nye spor i sagen om drabet i Elverparken fra november 2016.
To år efter drabet på Louise Borglit 4. november 2016 i Elverparken har Københavns Vestegns Politi onsdag valgt at gennemsøge Elverparken igen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
‘Selv om vi tidligere har haft omfattende søgning med politihunde og at drabet ligger mere end to år tilbage i tiden, så vurderer vores eksperter, at det fortsat vil være muligt at finde spor, hvis gerningsmanden har afsat sådanne i tiden umiddelbart efter gerningstidspunktet’, siger politikommissær Ole Nielsen i pressemeddelelsen.
Otte politihunde
Tidligere i år nedsatte Københavns Vestegns Politi en gruppe af erfarne efterforskere fra andre politikredse til at se på sagen med friske øjne – et såkaldt peer review. Det er på baggrund af den gruppes anbefalinger og på baggrund af øvrig tidligere efterforskning, at der nu sker fornyet søgning med politihunde.
LÆS OGSÅ: To år efter Louise Borglit blev dræbt efterforskes der stadig
‘Det er en række spor vi tidligere har set på, som vi nu vender igen. Det skal tages helt bogstaveligt, at vi fortsat efterforsker dette bestialske drab og derfor opfordrer vi fortsat også vidner til at kontakte os, hvis man ligger inde med viden, man ikke tidligere har delt med politiet’, siger Ole Nielsen
Der er tale om et område øst for gerningsstedet, der onsdag formiddag bliver undersøgt. I alt otte politihunde bruges i forbindelse med søgningen.
Københavns Vestegns Politi vil ikke kommentere yderligere for nuværende.
Kommenarer er lukket, undtagen trackbacks samt pingbacks