Herlev Bladet

Fagregister top ann 4
Realize brochure ann

Lukningstruet pakkeshop indkaldt til møde med kommunen

Efter at Herlev Bladet i går onsdag offentliggjorde, at CR Pakkeshop er lukningstruet, har Herlev Kommune indkaldt pakkeshoppen til et møde.

CR Pakkeshop og repræsentanter fra Herlev Kommune holder et møde den 22. januar – et møde, som Herlev Kommune har indkaldt til. Mødet er kommet efter, at Herlev Bladet onsdag kunne offentliggøre, at Herlev Kommune havde udsendt et påbudsvarsel om lukning af pakkeshoppen.

Ejer af pakkeshoppen Omar Kanber fortæller til Herlev Bladet, at han er glad for, at de nu kan tale sammen og forhåbentlig finde en løsning, som alle kan være tilfredse med.

»Jeg er rigtig glad for, at der sker noget, så længe vi kan finde en løsning, der tilgodeser alle. Vi håber ikke, at der bliver tvang fra kommunens side, men at vi kan samarbejde. Ingen har interesse i en konflikt. Men vi håber, at vi kan finde en løsning, hvor vi kan blive i nogenlunde samme område, for er vi der ikke, så mangler der en pakkeshop i det område,« siger han og henviser blandt andet til den store opbakning, pakkeshoppen har mærket det seneste døgn, hvor over 500 Herlevborgere har skrevet under på en digital underskriftindsamling for bevaring af CR pakkeshop, og hvor mange på Facebook har tilkendegivet, at de vil være meget ærgerlige over, hvis pakkeshoppen skulle lukke.

Man skal give borgerne det, de gerne vil have.

»Man skal give borgerne det, de gerne vil have. Der er tydeligvis en opbakning til os, og vi vil mangle. Så må deres byplan tilpasse sig behovet for borgerne,« lyder det fra ejeren, der påpeger vigtigheden af en pakkeshop som dem – særligt her i coronatiden, hvor mange handler på nettet.

Læs også: Kommunen vil lukke ulovlig pakkeshop

Ikke optimal placering 

Efter det blev offentliggjort, at pakkeshoppen måske lukker, er der flere borgere, der på Facebook påpeger, at parkeringsforholdene omkring pakkeshoppen ikke er optimale. En skriver blandt andet i et kommentarspor:

’Det er naturligvis trist for ejerne, men drift af butikken medfører til tider et ret massivt trafikkaos, hvor lastbilerne med pakkerne parkerer på Vindebyvej til gene for trafikken. Der er endvidere ret massivt trængsel af kunder langt op i villakvarteret.,’ lyder det fra borgeren, som hurtigt følger sin egen kommentar op med: 

’ … det er kun et spørgsmål om tid før der sker ulykker på Vindebyvej. Kedeligt for ejerne, men en befrielse for beboerne i området, hvis kommunen lukker butikken.’

Den 28. januar har pakkeshoppen frist for bemærkninger til det påbudsvarsel, der blev udsendt fra kommunen. 

Herlev Bladet arbejder på at få en kommentar fra relevante kilder i Herlev Kommune. Vi kommer med en opfølgning, når de er vendt tilbage. 

Du kan læse om sagen i denne uges udgave af Herlev Bladet 

 

 

 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!