Mad skulle sikkerhedsgodkendes: Anton serverede til topmøde
Da der i begyndelsen af oktober var EU-topmøde på Christiansborg, var det Anton’s fra Herlev, som servicerede de europæiske journalister, tolke og sikkerhedsfolk.
I dette halvår har Danmark EU-formandskabet. Det resulterede blandt andet i et EU-topmøde på Christiansborg i begyndelsen af oktober, hvor trafikken nærmest blev lagt ned i Indre By.
Midt i dette hektiske virvar spillede Anton Emil Nielsen og hans kone Mette fra Herlev er særdeles afgørende rolle. Deres cateringfirma Anton's leverede nemlig mad, kaffe, kage og vand til alle de 1500 journalister, tolke og sikkerhedsfolk, som opholdt sig på Christiansborg, og der skulle leveres fra om morgenen til sen aften i et mediecenter samt fem gemakker på Borgen.
»Meget smukke lokaler,« bemærker Mette og Anton Emil Nielsen.
Det var den største og mest omfattende opgave i firmaets næsten 20-årige levetid.
Han er ikke selv helt klar over, hvorfor firmaet havnede lige der.
»Vi blev ringet op og bedt om at give et tilbud,« fortæller han og nævner efterfølgende, at han siden har fundet ud af, at man fra arrangørernes side ville prioritere at benytte sig af lokale, familieejede firmaer frem for store spillere på markedet.
Der skulle være masser af kaffe og søde sager til journalisterne
Tjekkes af politiet
Anton's er ikke ukendte med at servere mad, hvor der foregår politiske forhandlinger. Førhen stod de for driften af kantinen på det tidligere Herlev Rådhus, men opgaven med EU-formandskabet var af en hidtil ukendt dimension for dem.
»Al maden skulle tjekkes af politiet. Der var meget logistik, og det var meget besværligt,« fortæller han.
Normalt er der otte mennesker, som arbejder hos Anton's på Sortemosevej, på Christiansborg måtte han tilknytte 22 flere på korttidskontrakter. Alle skulle sikkerhedsgodkendes, og det skulle være i god tid, så det kunne ikke lade sig gøre at hente nyt personale ind spontant.
På trods af det var besværligt, var det også en rigtig positiv oplevelse.
»Alle folk var rigtig søde og positive,« fortæller han og nævner, at de fik positive tilbagemeldinger på maden og arrangementet, også skriftligt efterfølgende fra Udenrigsministeriet i et fint brev.

Sødt til journalister
Anton's serverede sandwich, der skulle have et særligt dansk præg, for eksempel var der stegt flæsk og persillesovs på en nyfortolket måde i noget af serveringen, andre var for eksempel med laks, grønsager og kylling danoise med rabarberkompot og syltede agurker.
Der var også blandt andet morgenmad og wienerbrød på den fleksible servering.
»Og der skulle være masser af kaffe og søde sager til journalisterne, der skulle holde sig friske,« fortæller han.

18 år i Herlev
Både de indedørs faciliteter på Christiansborg samt ridebanen blev benyttet, og det tog fire dage at stille arrangementet op.
»Og maden stod i kølediske i staldene ved de kongelige kareter,« fortæller han.
Anton's serverede ikke for statslederne, som spiste hos kongen på Amalienborg. Som en del af aftalen leverede Anton's overskydende mad til hjemløse i Kirkens Korshærs herberg i Hillerødgade.
Der var tale om en millionordre for Anton's, men hvor hvor mange penge der kommer ud af det til firmaet, ved Anton Emil Nielsen endnu ikke, da der var mange udgifter. Men overskud skal der nok blive, er han sikker på.
Anton's har eksisteret i 18 år og har alle årene ligget i Herlev, på fire forskellige adresser fra syd til nord i kommunen, tidligere har de befundet sig i Hørkær, Lyskær og det tidligere rådhus og er nu på Sortemosevej.

Der er lukket for kommentarer