Herlev Bladet

Madklub for unge: Hummus, pesto og sovs i fællesskab

I frivilligcentret er der dette efterår etableret en madklub, hvor unge psykiske vanskeligheder mødes og laver mad sammen om mandagen.

»Jeg vil gerne lave hummus,« lyder det fra Freja.

»Og jeg er med på en pesto,« siger Sophie.

»Så er der ost og pølser tilbage, og så tager jeg mig af salaten,« opsummerer Amalie Jensen.

Stedet er Frivilligcenter & Selvhjælp på Herlev Hovedgade, hvor der dette efterår er etableret en madklub ved navn Det Magiske Køkken, som mødes hver mandag. Det SINDs lokalafdeling i Ballerup, Furesø og Herlev, der sammen med den den frivillige café i frivillighedscentret Café Join-Us, som står for madklubben.

SIND er landsorganisationen for psykisk sundhed, og med støtte fra Det Obelske Familiefond på 4,3 millioner kroner er projektet 'SIND-Rejsen - fra udsat til uundværlig' blevet en realitet. Projektet skal udvikle metoder, der kan hjælpe flere unge mellem 22 og 30 år med psykiske vanskeligheder, som ofte oplever ensomhed, ind i fællesskaber, frivilligt og foreningsliv. Madklubben er en del af dette projekt.

Det er spændende, men jeg var også lidt bekymret, for jeg er ikke så god til at lave mad

Skaber fællesskab

Omkring 10 har tilmeldt sig madklubben, som ikke kræver medlemskab af SIND, og der er fire frivillige, en fra Café Join-Us og tre fra SIND.

En af de frivillige er Amalie Jensen, som sidder i SINDS lokalafdelings bestyrelse. Med et glimt i øjet kalder hun sig chefen for madklubben, da hun elsker at lave mad og holder meget af det fællesskab, der er i det. Det er noget, som har hjulpet hende selv, når hun har været med i tidligere madprojekter i SINDS regi.

»Det skaber fællesskab at lave mad sammen. Det gør, at man har et sted, man hører til, og det er vigtigt,« understreger hun.

Amalie Jensen har også arbejdsmæssig erfaring med mad, da hun har været i praktik i kantinen på Ballerup Rådhus. Og hendes erfaringer bringer hun videre i madklubben.

Madklubben: Det Magiske Køkken. SIND Ballerup, Furesø, Herlev. Frivilligcenter & Selvhjælp
Så rives der ost. Foto: Thomas Frederiksen

Undervisning i sovs

Modsat Amalie har Bamo Tahagoron ikke den store erfaring med at udfolde sig i et køkken. Han har meldt sig til at være en del af madklubben.

»Det er spændende, men jeg var også lidt bekymret, for jeg er ikke så god til at lave mad. Jeg er typen, som helst ikke vil skuffe nogen,« siger han og nævner, at mandagen med madklubben godt kan være lidt hård, da han også arbejder i IKEA og lufter en hund samme dag.

Men han erklærer sig tilfreds med at være med og er faldet til og nyder at smage på de forskellige retter.

»Og vi får besøg af en kok udefra, som skal lære os at lave sovs,« fortæller han.

Retterne skifter fra mandag til mandag, og deltagerne er med til at bestemme, hvad de skal lave og spise.

Mandagen, hvor Herlev Bladet er på besøg, er der middelhavsmad på menuen med pesto, hummus, ost, salat og pølser. Madklubben mødes otte mandage i efteråret, og der begynder et nyt hold til februar.

Madklubben: Det Magiske Køkken. SIND Ballerup, Furesø, Herlev. Frivilligcenter & Selvhjælp. Bamo Tahagoron
Bamo Tahagoron hælder i skålen og er klar til at røre rundt. Foto: Thomas Frederiksen
Madklubben: Det Magiske Køkken. SIND Ballerup, Furesø, Herlev. Frivilligcenter & Selvhjælp. Amalie Jensen
Amalie Jensen ordner gulerødderne. Foto: Thomas Frederiksen

 

LÆS OGSÅ: Fleksjobbere gør en kæmpe, kæmpe forskel 

 

Du er måske også interesseret i

Der er lukket for kommentarer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev!