
Medlemsudvikling: Fitness, golf og håndbold i høj kurs i Herlev
For tredje år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger. Også i Herlev er der sket en stigning.
Efter en mindre tilbagegang i antal medlemmer sidste år på 62 kan idrætsforeningerne i Herlev igen i år glæde sig over, at det går fremad. 260 flere medlemmer er der ifølge DGI og DIF kommet i 2024 i Herlev og hele 59.302 medlemmer på landsplan. Dermed er det samlede medlemstal i Herlev 15.434 og over 2,48 millioner medlemmer på landsplan, fremgår det af en pressemeddelelse.
I top tre over de foreninger i Herlev, som har fået flest nye medlemmer, er B1973 Fitness (160), Hjortespring Golfklub (97) og Herlev/Hjorten Håndbold (61). I forbindelse med fitness-delen er det især vægtløftning, der tegner sig for en stor stigning.
De tre højdespringere rykker dog ikke ved, at det fortsat er HI Fitness, Herlev Svømning og Hjortespring Golfklub, som rent medlemsmæssigt er de største idrætsforeninger i Herlev. Samtidig er Herlev Idrætsforening (HI) som en paraplyforening på trods af en medlemstilbagemedlem stadig en af de første foreninger i landet.
Artiklen fortsætter under grafen.
Skal bygge videre på
»Jeg er rigtig glad for, at der er kommet flere medlemmer i vores idrætsforeninger. Det tyder på, at vi har et stærkt og velfungerende foreningsliv, der fortsat bliver ved med at udvikle sig i en positiv retning. Det er især glædeligt at se den store fremgang i floorball, håndbold og fitness. Jeg vil som politiker fastholde et stærkt fokus på at udvikle foreningsidrætten i Herlev, så borgerne får endnu bedre muligheder for at deltage i sunde idrætsfællesskaber,« lyder det fra borgmester Marco Damgaard (S) i pressemeddelelsen, hvor også HI-formand, Annelise Fenger, udtaler sig:
LÆS MERE: HI-formand om tilbagegang
»Herlev har stået stærkt i mange år i forhold til foreningsidrætten, og det skal vi bygge videre på. Vi er glade for vores nye partnerskabsaftale med kommunen, hvor vi blandt andet sætter fokus på at gøre samarbejdet mellem institutioner, skoler og idrætsforeninger endnu bedre. Det gør vi med et ønske om at nå nogle af de børn og unge, der ikke kommer i foreningsidrætten af sig selv.«
Ser man på den procentuelle medlemsudvikling er det også værd at bemærke, at det udover vægtløftning især er ridning, der er gået frem (200 procent) efter en tilbagegang sidste år på 38,7 procent og floorball (72,5 procent) efter en tilbagegang på 33 procent.
Fakta om medlemstallene
Det samlede medlemstal for DGI og DIF er renset for, at flere idrætsforeninger/klubber er medlemmer af begge organisationer. Tallet er for kalenderåret 2024, og et medlem tæller med i statistikken, når der er tale om et medlemskab i mindst tre måneder af året.
Dyk ned i tallene for de to organisationer og i registreringsmetoderne på henholdsvis www.dif.dk/medlemstal og www.dgi.dk/medlemstal
Der er lukket for kommentarer